Udviklingsminister Ulla Tørnæs vil "konkurrenceudsætte" den statslige støtte til de danske ulandsorganisationer.

Det er konsekvensen af den nye udviklingspolitiske strategi "Verden 2030", som samtlige partier i Folketinget – minus Enhedslisten – er enige om.

Der er ingen steder i verden, hvor vi kan skabe udvikling på fire år. Langt det meste af vores udviklingsarbejde har kørt meget længere.
Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker, DIIS

>> Læs hele den nye strategi Verden 2030

Fremover skal den danske ulandsbistand sendes i udbud hvert fjerde år, hvor de danske ulandsorganisationer skal kæmpe indbyrdes om at få del i bevillingerne.

Kortsigtede projekter

– Det vil underminere det langsigtede arbejde til fordel for kortsigtede projekter, der skal indfries indenfor fire år. Der er ingen steder i verden, hvor vi kan skabe udvikling på fire år. Langt det meste af vores udviklingsarbejde har kørt meget længere, siger Lars Engberg-Pedersen til Arbejderen. Han er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, hvor han forsker i dansk udviklingsarbejde.

Han uddyber:

– Hidtil har ulandsorganisationerne lavet langsigtede projekter og opbygget et tillidsforhold i de fattige lande, de samarbejder med. Men hvis ulandsorganisationerne skal hoppe frem og tilbage hvert fjerde år mellem regeringens forskellige prioriterer, som sendes i udbud, kan de ikke længere tænke langsigtet, selvom vi ved, at det er dét, der skaber resultater.

Indtil nu har 19 organisationer som Red Barnet, Mellemfolkeligt Samvirke og Care hvert år fået relativt faste beløb på finansloven til udviklings- og nødhjælpsarbejde, og fået forhåndsgodkendelser, så de kunne være sikre på, at deres projekter kunne gennemføres.

Men i 2017 bliver støtten på omkring en milliard kroner for første gang sendt i udbud.

Danske interesser

Venstres udviklingsordfører, Michael Aastrup Jensen, er "glad for det markante skifte" i dansk udviklingsbistand.

– Det bør fremover være udgangspunktet, at dansk udviklingsbistand er betinget af hjemsendelsesaftaler. Det bør være sådan, at det er noget for noget, siger Michael Aastrup Jensen.

DIIS-eksperten er enig i, at der er tale om et skifte:

– Væk fra langsigtede mål om at bekæmpe fattigdom og klimaforandringer hen mod kortsigtede danske interesser – som hvad vi kan gøre for at holde folk ud af Danmark, og hvordan danske kommercielle interesser kan fremmes.

– Blandt andet lægger regeringen op til at tage ulandsbistand fra lande, der nægter at tage imod afviste asylansøgere. Men det hjælper ikke at tage ulandshjælpen fra fattige lande. Det får dem ikke til at tage flere afviste asylansøgere, siger Lars Engberg-Pedersen.

Private virksomheder

Herudover skal den danske hjælp til de fattige lande i større grad bygge på private virksomheder. Et af mottoerne i den nye strategi er "fra bistand til business". 

– Det virker, som om regeringen tror, at det private erhvervsliv så løser alle udviklingsproblemer. Problemet er, at erhvervslivet ikke kan levere varen og skabe udvikling, hvis ikke de kan tjene penge. Og du kan eksempelvis ikke tjene penge på at sikre rent drikkevand eller infrastruktur til fattige på landet. Der er foretaget en række evalueringer af Danidas samarbejde med private danske virksomheder. Ingen af de evalueringer har konkluderet, at det var en bro til udvikling i stor stil, påpeger Lars Engberg-Pedersen.

Dansk Industri (DI) jubler over den nye strategi – og de penge der følger med til virksomhederne. Allerede i 2017 lægger aftalepartierne op til at tredoble den del af ulandsbistanden, der skal styrke private investeringer og tilbyde risikovillig kapital til danske firmaer, der vil investere i ulandene - fra 203 til 620 millioner.

– Hvis de penge kommer ud at arbejde, betyder det, at danske virksomheder kommer til at spille en mere aktiv rolle. Og det vil betyde, at det vil smitte positivt af på beskæftigelsen i Danmark. Vi plejer at sige, at det også hjælper danske interesser. Og det er der heller ikke noget galt i, siger DI's underdirektør, Peter Thagesen.