Onsdag offentliggjorde SAS, at flyselsskabet for første gang nogensinde opretter baser udenfor de skandinaviske lande Danmark, Norge og Sverige. Baserne, der skal være klar til vintersæsonen 2017, etableres i Spanien og England, men skal styres via et datterselskab drevet fra Irland, fremgår det af en pressemeddelelse.
Der er brug for politiske tiltag for at stoppe ræset mod bunden, og som kan stoppe den ulige konkurrence.
Anders Mark Jensen, FPU
Manøvren baner vej for at ansætte piloter og kabinepersonale i lande, hvor lønninger og skattetryk er markant lavere end i Skandinavien. Noget de konkurrerende lavprisselskaber som Norwegian, Ryanair og Easyjet allerede benytter sig af.
Fagforeningerne frygter da også, at SAS' planer både kan presse medlemmernes ansættelsesvilkår og koste fyringer.
Christa Ceré, formand for Cabin Attendants Union, CAU, der organiserer kabinepersonalet, ser beslutningen som et ønske om at omgå de skandinaviske overenskomster.
Forstår ikke SAS
– Det er for CAU uforståeligt, at man benytter sig af et sådant træk, ikke mindst når selskabet er delvist ejet af skandinaviske regeringer, siger hun i en pressemeddelelse.
Regeringernes indflydelse i flyselskabet er imidlertid blevet reduceret for ganske nylig, hvor både Norge og Sverige solgte andele af deres aktier fra. Den aktuelle status på statsejede aktier i SAS er, at den danske stat ejer 14 procent, 11 procent er på norske hænder, mens 17 procent er på svenske.
SAS-piloternes faglige organisation Flyvebranchens Personale Union, FPU, ser baserne som symptom på, hvordan det ser ud lige nu på det europæiske lufthavnsmarked.
– Dem der klarer sig godt, er dem der tilbyder horrible lønninger til deres ansatte, siger næstformand Anders Mark Jensen til Arbejderen og fortsætter:
– Det er dybt tragisk for branchen, at vi er nået hertil. Men det er konsekvensen af manglende politisk handling, som vi og arbejdsgiverne har advaret mod. Der er brug for politiske tiltag for at stoppe ræset mod bunden og ikke mindst en politisk rammeaftale, der sikrer mod ulige konkurrence og dermed social dumping.
Starter med fem fly
SAS forsøger at berolige med at kun et mindre antal afgange overflyttes til de nye baser.
– Som udgangspunkt drejer det sig om en håndfuld fly, præciserer vicedirektør i SAS, Lars Sandahl Sørensen overfor DR Nyheder.
Han forklarer, at udflagningen af dele af SAS til Spanien og England skyldes de høje lønninger i Skandinavien:
– Det er meget vigtigt, at den europæiske luftfart er ensartet på tværs af grænserne. Det er ekstremt vigtigt, men det er ikke sket endnu desværre. Derfor er vi nødt til at agere og stifte datterselskaber i Irland.
Ifølge chefanalytiker hos Sydbank Jacob Pedersen kan SAS spare op mod 40 procent af lønomkostningerne ved at have personale ansat andre steder i Europa.
Fortsætter kampen
På spørgsmålet om fagbevægelsen har tabt kampen mod dumpingforhold i luften, svarer Anders Mark Jensen fra FPU:
– Nej slet ikke, vi kæmper videre i Danmark og ude i verden, og vi tror stadigvæk på, at vi finder en løsning sammen med politikerne, men det haster.
SAS opnåede i regnskabsåret for 2015-2016 et overskud før skat på godt 1,1 milliarder danske kroner. Omsætningen var på omkring 31 milliarder danske kroner, og selskabet melder om fortsat passagerfremgang især på de lange ruter, skriver dr.nyheder.
Alligevel har SAS varslet yderligere besparelser på 1,2 milliarder danske kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278