11 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mærsk får nye skatterabatter i Nordsøaftale

Aftale på vej

Mærsk får nye skatterabatter i Nordsøaftale

Efter trusler om at lukke ned for produktionen af gas og olie i Nordsøen tyder alt på, at det er lykkedes Mærsk at få en aftale, der giver selskabet nye skatterabatter.

Tyra-feltet i Nordsøen. Alt tyder på at regeringen og Mærsk om kort tid vil fremlægge en ny Nordsøaftale, der betyder, at produktionen af gas og olie fra Nordsøen vil fortsætte.
FOTO: www.maerskoil.com
1 af 1

Meget tyder på, at regeringen bøjer sig for kravet fra olie- og gasgiganten A. P. Møller-Mærsk om at få endnu flere skatterabatter, hvis selskabet skal fortsætte sin udvinding af olie og gas i Tyra-feltet i Nordsøen.

Hvis den her aftale bliver vedtaget, må man endnu en gang konstatere, at Mærsk er Danmarks i særklasse mest forkælede virksomhed.
Rune Lund, Enhedslisten

Ifølge Berlingske har regeringen efter lange forhandlinger landet en aftale med Mærsk om at vride de sidste dråber olie ud af undergrunden i havet. Aftalen er endnu ikke offentliggjort, og hverken regeringen eller Mærsk ønsker at kommentere aftalen.

Den nye aftale, som Berlingske har set et udkast til, giver Mærsk ret til fremover at afskrive 20 procent af sine investeringer, mod 15 procent i dag. Herudover bliver kulbrintefradraget hævet fra fem til 6,5 procent.

– Hvis den her aftale bliver vedtaget, så må man endnu en gang konstatere, at Mærsk er Danmarks i særklasse mest forkælede virksomhed. Hvis bare de truer den danske stat, så kommer skatterabatterne i en lind strøm, siger Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund.

Regeringen og Mærsk har siden sidste år forhandlet om fremtiden for Danmarks vigtigste gasfelt, Tyra-feltet, som drives af Mærsk. Feltet er vigtigt, fordi stort set al dansk naturgas kommer derfra. Men feltet er sunket i jorden i takt med, at undergrunden er blevet tømt. En genopbygning af feltet koster milliarder. Derfor har Mærsk truet med at lukke feltet, hvis ikke staten gav dem bedre vilkår. 

Skatterabat bør afvises

– Mærsk har i årevis haft en kæmpe over-profit fra Nordsøen på grund af for lav beskatning og meget høje oliepriser. Selv om oliepriserne er faldet, er de stadig over niveauet fra 2003, da Nordsø-aftalen blev indgået. Derfor er det grotesk, at de kan slippe afsted med at kræve flere rabatter, for at opretholde en profit, som er over det, man regnede med i 2003-aftalen, der i forvejen var en ren gavebod, siger Rune Lund til Arbejderen.

Han vil nu kalde finansminister Kristian Jensen i samråd for at presse regeringen og sikre maksimal åbenhed om processen. Rune Lund opfordrer samtidig forligspartierne – herunder Socialdemokraterne, Radikale og SF – til at afvise yderligere skatterabatter til Mærsk.

Aftalen mellem Mærsk og regeringen åbner angiveligt op for, at der kan indføres en ekstraskat, hvis olieprisen stiger voldomt. Men det imponerer ikke Rune Lund:

– Man burde allerede ved den nuværende oliepris, der er højere end forudsat i 2003-aftalen, beskatte langt hårdere. De økonomiske vismænd påpeger i deres miljø-økonomiske rapport, der kom i denne uge, at der slet ingen grund er til at lempe beskatningen i Nordsøen. Tværtimod burde beskatningen være langt hårdere.

Da olieaftalen med Mærsk blev indgået i 2003 blev der regnet ud fra en oliepris per tønde på 22 dollar. Men kort efter aftalen var indgået, steg olieprisen år efter år og nåede op på svimlende 140 dollar per tønde og lå i flere år på 100 dollar per tønde.

I dag er olieprisen 56,40 dollar per tønde – langt over det dobbelte som man antog, da man lavede aftalen med Mærsk i 2003. Ifølge Frank Aaen fra Enhedslisten har Mærsk tjent flere hundrede milliarder mere end beregnet.

>> LÆS OGSÅ: Så truer Møller igen

Vismændene i Det Miljøøkonomiske Råd, som i tirsdags offentliggjorde en ny rapport, vurderer, at der er plads til at øge beskatningen af ressourcerne i Nordsøen.

Rådet konkluderer blandt andet, at der er "… et betydeligt spillerum for højere beskatning i forhold til det nuværende niveau uden at ramme en urealistisk høj skattesats… Det er naturligt, at en skattemæssig subsidiering vil føre til et større engagement i en branche. Det betyder imidlertid ikke, at samfundets samlede økonomiske velstand vil stige som følge heraf", skriver rådet blandt andet i afsnittet om beskatning af Nordsøen.

>> Læs rapporten fra Det Miljøøkonomiske Råd

Brug pengene på grøn energi

Greenpeace mener, at regeringen i stedet for at bruge penge på Mærsk og fortsat olie- og gasproduktion, burde investere pengene i grøn energi.

– Det er hovedløst og udtryk for kortsigtet tankegang, at regeringen tilsyneladende er bukket under for Mærsk' tommelskruer og med en skatterabat ser ud til at bane vejen for, at selskabet kan foretage en massiv investering i at hive endnu mere olie og gas op fra Nordsøen, siger generalsekretær i Greenpeace Norden, Mads Flarup Christensen.

– Danske skatteborgere ser nu ud til at skulle bidrage til en investering, der er vældig risikabel, fordi Danmark med aftalen indlader sig på at hive en enorm mængde yderligere olie og gas op fra Nordsøen, som vi ikke kan forsvare at brænde af, hvis vi skal yde vores rimelige bidrag til at afværge katastrofale klimaforandringer de kommende årtier, påpeger han overfor Arbejderen.

Mærsk har – sammen med resten af Dansk Undergrunds Consortium (der også består af Shell, Chevron og Nordsøfonden) – eneret til at udvinde det meste af olien i Nordsøen de næste 80 år.

Dermed er Mærsk sandsynligvis det selskab i verden, der har fået den længste eneret på et lands olie-forekomster.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. mar. 2017 - 13:48   06. jul. 2017 - 12:03

Olie

ml@arbejderen.dk