30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Private skal løse flere velfærdsopgaver

Reform af offentlig sektor

Private skal løse flere velfærdsopgaver

Regeringen vil udvide fritvalgsordninger til flere områder og inddrage fonde og pensionskasser i finansieringen af velfærdsopgaver.

Tre ministre præsenterer udspillet til reform af den offentlige sektor. Fra venstre økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll, innovationsminister Sophie Løhde og erhvervsminister Brian Mikkelsen.
FOTO: Jens Astrup/Scanpix
1 af 1

Regeringen vil have private virksomheder, pensionskasser og private fonde mere på banen i forhold til løsning af velfærdsopgaver.

Lad nu være med at drukne denne reform i mere papir.
Dennis Kristensen, FOA

Det er et af elementerne i den reform af den offentlige sektor – den såkaldte sammenhængsreform – som regeringen i dag løftede sløret for.

Regeringen vil udvide den såkaldte fritvalgsordning, hvor den enkelte borger kan vælge at modtage sin velfærdsydelse fra enten det offentlige eller et privat firma.

Ordningen har siden 2003 været gældende på hjemmehjælpsområdet. Den tvinger kommunerne til at samarbejde med private firmaer og give dem lige betingelser. En konsekvens af det frie valg er, at kommunerne skal sætte pris på alt, hvad den enkelte hjemmehjælper laver. 

Mere frit valg

"Regeringen vil iværksætte analyser af de større velfærdsområder med henblik på at udvide det frie valg til nye områder og styrke eksisterende fritvalgsordninger", skriver regeringen i sit udspil.

Der lanceres også en ny form for offentlig-privat samarbejde, hvor private investorer for eksempel fonde eller pensionskasser finansierer nye forebyggende sociale tiltag som for eksempel at få udsatte kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Lykkes det at spare penge gennem indsatsen, får den private investor del i den økonomiske gevinst.

– Målet er en bedre og mere sammenhængende offentlig sektor. Det kræver, at vi har mod til at gå nye veje for at sikre bedre velfærd for pengene, siger innovationsminister Sophie Løhde.

Den faglige hovedorganisation FTF advarer mod, at man af ideologiske hensyn vælger private leverandører, der måske vægter overskud højere end kvalitet.

– Det er afgørende, at der er fokus på kvaliteten, og at der ikke er tale om en besparelsesdagsorden, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF.

Hun advarer om de negative erfaringer med såkaldt "creaming", hvor de private kun vælger de "lette" grupper af borgere for at kunne score et stort afkast.

Nyt målesystem

FTF er også bekymret over planen om at indføre systematisk benchmarking, hvor resultater på de enkelte institutioner, kommuner og regioner måles og sammenlignes.

– Lad os sprede de gode eksempler mellem institutionerne. Men systematiske sammenligninger og benchmarks af for eksempel de enkelte skoler og dagtilbud, som regeringen ønsker, giver næppe mening, da de har meget forskellige forudsætninger. Man risikerer at bygge et nyt måle- og vejesystem op, som ikke bidrager til at løfte kvaliteten, siger Bente Sorgenfrey.

Samme bekymring har fagforbundet FOA, der forudser, at sammenligningerne vil fokusere på økonomi fremfor kvalitet.

– Det er ikke flere regneark, den offentlige sektor har brug for. Lad nu være med at drukne denne reform i mere papir siger FOA-formand Dennis Kristensen.

Både FTF, FOA og også LO er positive overfor regeringens erklæringer om at sikre de offentligt ansatte mere tid til kerneopgaven og gøre op med detailstyring og unødig kontrol. 

Nedskæringer

Men samtidig rejser de faglige organisationer en kritik af, at regeringen vil gennemføre den omfattende reform af den offentlige sektor uden, at der kommer penge til flere hænder. Tværtimod skal der fortsat skæres ned.

Regeringen fastholder planen om, at der frem til 2025 kun må være en vækst i det offentlige forbrug på 0,3 procent årligt. Bare for at opretholde det nuværende serviceniveau skal væksten være på 0,6 procent på grund af blandt andet et stigende antal ældre.

– Hvis vi i fremtiden vil have velfærd af en ordentlig kvalitet, så skal ressourcer og opgaver hænge bedre sammen, end regeringen lægger op til, siger Lizette Risgaard, formand for LO.

– Når regeringen grundlæggende mål er at skabe mere kvalitet, så bør de også have et perspektiv med, der handler om at investere i flere hænder, siger Dennis Kristensen.

En årlig vækst i det offentlige forbrug på 0,3 procent vil betyde, at der i 2025 er 16.000 færre offentligt ansatte end i dag, vurderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. apr. 2017 - 11:47   04. apr. 2017 - 13:28

Velfærd

ur@arbejderen.dk
Sammenhængsreform
  • Regeringen offentliggjorde den 4. april sine overvejelser om en reform af de offentlige sektor.
  • Reformens erklærede mål er at sikre mere tid til kerneopgaverne, styrke samarbejdet på tværs af sektorer, øge brugen af ny teknologi samt sikre bedre ledelse.
  • Der igangsættes nu en proces med dialogmøde på Marienborg, ministre på turné rundt i hele landet for at studere velfærdsløsninger, inddragelse af repræsentanter fra både den private og den offentlige sektor i såkaldte udfordringspaneler og nedsættelse af en referencegruppe med blandt andet repræsentanter fra fagbevægelsen og arbejdsgiverne. 
  • I starten af 2018 vil regeringen præsentere et samlet reformprogram for den offentlige sektor.