12 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Salg af statens vaccine-produktion har kostet dyrt

Privatisering af Serum Institut

Salg af statens vaccine-produktion har kostet dyrt

Det har kostet staten 136 millioner kroner i konsulentbistand og nye it-systemer at sælge ud af Statens Serum Institut. Folketingets sundhedsordførere kan ikke få indsigt i dokumenter og rapport, der lå til grund for salget.

Regeringen har solgt Statens Serum Instituts produktion af vacciner og diagnoseudstyr.
FOTO: Tuala Hjarnø/SSI
1 af 1

Regeringen har brugt 136 millioner kroner på at sælge ud af store dele af Statens Serum Institut (SSI), der producerer vacciner til den danske befolkning og til fattige ulande.

De mange millioner som er tabt, kunne være brugt til at investere i Serum Instituttet og udvikle instituttets produktion.
Stine Brix, Enhedslisten

Det fremgår af tal, som Ingeniøren nu har fået fra Sundhedsministeriet. De 136 millioner kroner svarer til mere end halvdelen af den salgspris, som staten fik for de to selskaber, SSI Diagnostica og SSI Vaccineproduktion.

Selskaberne var en del af det statsejede Statens Serum Institut, indtil de sidste år blev solgt til henholdsvis en svensk kapitalfond og et saudiarabisk familiedynasti for 250 millioner kroner.

Dyre konsulenter

Udgifterne er især gået til konsulentbistand i forbindelse med salget og til indkøb af nye it-systemer, fordi selskaberne skulle splittes. Hertil skal lægges yderligere udgifter, som man endnu ikke kender størrelsen af, oplyser sundhedsministeren.

– Forud for salget fremhævede regeringen ellers, at det ville være en god forretning at sælge ud af Serum Instituttet. Derfor er det interessant at få frem, hvor meget det egentligt har kostet at sælge instituttet, siger Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix til Arbejderen.

– Det viser, at det er dyrt at privatisere. De mange millioner som er tabt, kunne være brugt til at investere i Serum Instituttet og udvikle instituttets produktion.

I øjeblikket har ikke engang Folketingets sundhedspolitikere overblik over, hvor meget det egentligt har kostet at sælge. Derfor har Enhedslisten stillet en række spørgsmål om salget og haft sundhedsministeren i samråd om salget.

Lukkethed om salg

Stine Brix har forgæves forsøgt at få udleveret dokumenter og analyser, som regeringen fik udarbejdet forud for salget. Men regeringen hemmeligholder de dokumenter, der ligger til grund for salget. 

– Der har været meget lidt åbenhed om salget og de overvejelser, der er gået forud. Det er et problem. For det er grundlæggende, at Folketinget har adgang til de helt centrale dokumenter, der lå til grund for salget. Ellers kan vi jo ikke føre kontrol med regeringen og dens ministre og stille kritiske spørgsmål. Og oplysningerne bør selvfølgelig også ud i offentligheden, for det er jo befolkningens ejendom, man har solgt ud af, forklarer Stine Brix.

Regeringen hovedargument forud for salget var ellers, at det var for dyrt at drive de to dele af Serum Instituttet og at de gav underskud. En stor del af underskuddet skyldes at Serum Instituttets ejer, staten, før salget valgte at sætte prisen ned for, hvad man ville betale for instituttets medicin. Herudover trak staten udbytte ud af Serum Instituttet, som ellers kunne være brugt til udvikling.

Da den daværende regering i 2005 overvejede at sælge ud af Serum Instituttet, blev der udarbejdet analyser af Sundhedsministeriet og Rigs- og Statsrevisorerne, der slog fast, at et salg risikerede at føre til stigende udgifter til vacciner, fordi man så skulle købe vacciner på et "frit" marked med få medicinalfirmaer. Analyserne advarede også om, at et salg ville svække det danske vaccine-beredskab og forsyningssikkerheden.

– Det er præcis den situation, vi står i i dag. Vi risikerer at skulle betale mere for vores vacciner, fordi der i øjeblikket kun sidder to store medicinalfirmaer på markedet for børnevacciner. Og vi risikerer, at vi ikke længere selv kan sammensætte vores vacciner, fordi de nu bliver produceret af en kapitalfond, lyder det fra Stine Brix.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. apr. 2017 - 08:02   21. apr. 2017 - 09:29

medicin

ml@arbejderen.dk