01 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejderklassens krav skal ind i valgkampen

Kommunister på stemmesedlen

Arbejderklassens krav skal ind i valgkampen

De to kommunistiske partier KPiD og KP stiller sammen op til kommunalvalg i Aarhus og København samt til valget i alle fem regioner. På en konference lørdag blev kommunisternes krav diskuteret.

FOTO: Andrea Siggard
1 af 1

Der er stor frustration i arbejderklassen over de konstante nedskæringer i den kollektive velfærd og forringelser af løn og arbejdsforhold.

Ved efterårets valg til kommuner og regioner vil de kommunistiske lister i København og Aarhus samt i alle regioner sørge for, at arbejderklassens krav om stop for social dumping, privatisering og nedskæringer i den kollektive velfærd får en central placering i valgkampen. 

Der er brug for et kommunalt og regionalt oprør. Det er et af vores hovedbudskaber.
Jørgen Petersen, Kommunistisk Parti 

– Kommunisterne er et arbejderparti. Vi taler arbejderklassens sag og kæmper for dens enhed. Danmark er et af verdens rigeste lande. Vi kræver, at denne rigdom bruges til gavn for den brede befolkning, sagde Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti, da han i lørdags indledte debatten på en konference, partiet holdt op til efterårets valg i kommuner og regioner. 

På konferencen deltog medlemmer af Kommunistisk Parti fra hele landet samt også en gruppe medlemmer af partiet KPiD. De to kommunistiske partier stiller sammen op på liste R til kommunalvalgene i København og Aarhus samt ved valgene i alle fem regioner. 

EU bag stramme budgetter

Kommunisterne vil i valgkampen sætte fokus på den stramme økonomisstyring af kommunerne, der er en konsekvens af dansk tilslutning til EU's finanspagt. 

– Med finanspagten fulgte budgetlovene, som fire år frem i tiden lægger de stramme rammer for kommunernes og regionernes økonomi, som uundgåeligt betyder nye nedskæringer og fyringer, understregede Jørgen Petersen i sit oplæg.

Han henviste til, at systemet har betydet, at velfærdsområdet har mistet beløb i milliardstørrelsen, fordi kommuner og regioner forsøger at undgå de store bøder, der falder i tilfælde af budgetoverskridelser. Derfor bruger de ikke den fulde ramme i økonomiaftalerne med regeringen. 

– De nyeste opgørelser viser, at 2016 blev det sjette år i træk, hvor kommunerne brugte flere milliarder mindre, end de lokale politikere oprindeligt havde besluttet i deres budgetter, sagde Jørgen Petersen.

– Den kollektive velfærd er truet. Derfor er der brug for et kommunalt og regionalt oprør. Det er et af vores hovedbudskaber i valgkampen, konstaterede han.

Fokus på social dumping

En af kommunisternes andre pointer er, at social dumping er langt mere end de østarbejdere, der går til alt for lave lønninger i byggeriet. Det er også, når private daginstitutioner og hjemmeplejefirmaer ikke har overenskomst og underbetaler deres ansatte. Den øgede brug af arbejdsprøvning, virksomhedspraktik, nyttejobbere og frivillig arbejdskraft er også social dumping.

– Som kommunister rejser vi kampen imod enhver form for social dumping både før, under og efter valgkampen, understregede Jørgen Petersen.

Også kravet kravet om boliger, der er til at betale for en arbejderløn, står højt på Liste R's dagsorden. Hvordan, der kan sikres flere billige boliger, blev diskuteret på en af de fire workshops på lørdagens konference.

– Dem med de laveste indkomster og på overførselsindkomster presses ud af byerne, sagde Svend Erik Christensen i sit oplæg til deltagerne i workshoppen.

Han kom med et eksempel, hvor en to-værelses lejlighed i privat udlejning koster 12.500 kroner om måneden på Østerbro i København, mens man kan få en seks-værelses lejlighed i Nakskov for 4000 kroner.

De andre tre workshops diskuterede socialpolitik, ældrepleje og børneområdet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. apr. 2017 - 08:34   25. apr. 2017 - 17:33

Lokalvalg 2017

ur@arbejderen.dk