Fra slutningen af 1950'erne og godt 20 år frem blev der i Danmark opbygget et stærkt kollektivt velfærdssystem, der betød enorme forbedringer af velfærd og arbejdsforhold. 

Hvis det kun er de fattige, der kan få ydelser, bliver der altid tale om almisser. 
Hanne Reintoft

I dag er den kollektive velfærdsmodel under hårdt pres, dele af den er under direkte nedbrydning, og der er foretaget flere skelsættende sporskifter, vurderer to personer med grundigt kendskab til det danske velfærdssystem.

Den ene er Hanne Reintoft, socialrådgiver gennem en menneskealder, forfatter til flere socialpolitiske bøger, og kendt som en stærk forkæmper for socialt udsattes rettigheder.

Den anden er Søren Kolstrup, historiker og forfatter til flere bøger om velfærdsstaten.

Folkepensionen er vendepunkt

Blandt historikere og forskere er der en høj grad af enighed om, at med indførelsen af folkepensionen i 1956 tager opbygningen af den kollektive og universelle velfærdsmodel for alvor form.

Forud var gået en lang række kampe for forbedringer af sociale og arbejdsmæssige forhold, som gav konkrete resultater og banede vejen for velfærdssamfundet.

– Folkepensionen blev, med sit princip om en mindsteydelse der er en rettighed for alle borgere, et afgørende vendepunkt, siger Søren Kolstrup. 

Det var afgørende, at folkepensionen blev en rettighed for alle.
Søren Kolstrup

Det helt afgørende ved folkepensionen og den videre udbygning af den kollektive velfærdsmodel var det universelle princip. At alle ved en given social begivenhed har ret til den samme ydelse, som er finansieret over skatten.

Samtidig sikrer en progressiv beskatning, at de rigeste betaler en større del af deres indkomst i skat end de lavtlønnede.

– Det universelle princip er meget vigtigt. Hvis det kun er de fattige, der kan få ydelser, bliver der altid tale om almisser. Det universelle system blev aldrig udbredt til at omfatte alle områder, men vi nåede meget langt. Desværre er det nu ved at blive brudt ned, siger Hanne Reintoft.

Det at sikre økonomisk tryghed ved ulykke, sygdom, arbejdsløshed og alderdom, var et afgørende princip i opbygningen af velfærdssystemet, forklarer Søren Kolstrup.

– Et andet element, der også blev bærende, var, at det skulle være en ret at modtage sociale ydelser, så det ikke var stigmatiserende. Før 1956 var det for eksempel en forbavsende stor del af befolkningen, der ikke aktiverede deres aldersrente, selvom de var berettigede til den.

Aldersrenten var forløberen for folkepensionen. Den blev udbetalt til ubemidlede mænd og kvinder, der havde ført et uplettet levned og var uforskyldt i deres fattigdom.

– Det var afgørende, at folkepensionen blev en rettighed for alle, hvor man ikke skulle gennem en trangsafprøvning, understreger Søren Kolstrup. 

– I den universelle velfærdsstat er der også fokus på forebyggelsen, selvom det aldrig har været der, den danske velfærdsstat har stået stærkest. Men for eksempel en forebyggende sundhedspleje allerede fra slutningen af 1930'erne og en forbedret arbejdsmiljølovgivning i 1970'erne var en del af opbygningen af velfærdsstaten, tilføjer han.

Retten til arbejde og bolig

Søren Kolstrup peger på to andre grundlæggende elementer i velfærdssamfundet, som nærmest er glemt i dag. Det ene er retten til arbejde, det andet retten til en sund bolig, der er til at betale.

– I 70'erne og langt ind i 80'erne var der en udbredt forestilling om, at det grundlæggende set var samfundets ansvar at sikre retten til arbejde, samt sikre at alle havde råd til at bo i en sund og solid bolig. Ambitionen var oprindeligt, at boligforsyningen skulle finansieres på en sådan måde, at den ikke skabte store klasseskel. Er der noget boligen gør i dag, er det at uddybe klasseskel.

Efter Anden Verdenskrig boede de fleste danske i lejeboliger, og der var fokus på at skabe forskellige typer af lejeboliger som for eksempel rækkehuse og havebyer.

Men efterfølgende satte politikerne kurs mod et boligmarked, hvor parcelhuset finansieret gennem rentefradrag blev det bærende element. 

Den individuelt finansierede ejerbolig vinder på bekostning af en udbygning af det kollektive, solidariske almene boligmarked. 

– Det er et fantastisk stort tab midt i en ellers samlet fremrykning for velfærdssamfundet, konstaterer Søren Kolstrup.

Udbygning af velfærden

I 60'erne og 70'erne blev velfærdsinstitutioner som plejehjem og daginstitutioner udbygget. Der blev opbygget velfungerende revalideringscentre, som formåede at uddanne syge og skadesramte mennesker, så de igen blev i stand til at fungere på arbejdsmarkedet.

Man kunne få sygedagpenge, til man var rask, revalideret eller kom på pension. Der skete også forbedringer af arbejdsløshedsunderstøttelsen og kom en bistandslov, der sikrede et kontanthjælpsniveau, som ikke skabte reel fattigdom. 

– I et enkelt årti i 1970'erne oplevede vi, at der ikke længere blev set ned på dem, der ikke kunne forsørge sig og sine, siger Hanne Reintoft.

Helt op til 1961 var det forbundet med tab af valgretten at modtage fattighjælp (datidens kontanthjælp).

Efter over 20 års stort set konstant fremgang for velfærden begynder det at gå galt i 1980'erne, hvor der var økonomisk krise og høj arbejdsløshed. 

Velfærd på retur

Der blev blandt andet gennemført forringelser af sygedagpengene og krav om aktivering af arbejdsløse som en modydelse for at få økonomisk hjælp. 

I 90'erne tog angrebene til. Efter sammenbruddet i Sovjet og Østlandene gik arbejdsgiverne og de vestlige politikere i offensiven og slog ind på den nyliberalistiske vej.

Fra at have det bedste arbejdsmarkedssystem i Skandinavien får vi pludselig det dårligste.
Søren Kolstrup

Dagpengereglerne forringes markant. Dagpengeperioden forkortes løbende, det bliver sværere at komme i a-kasse og genoptjeningsretten fjernes totalt fra støttede jobs.

– I 1993 sker der kvalitative ændringer i dagpengesystemet og i 1997 markante ændringer i kontanthjælpssystemet. I 97 indføres princippet om, at også kontanthjælpsmodtagere, der har andre problemer end ledighed, skal sendes ud i aktivering. Det er et opbrud i tryghedssystemet. Før 1993 var der fokus på det offentliges ansvar for at give den enkelte muligheder, nu skal den enkelte yde for at nyde. Der sker en forskydning fra ret til pligt, siger Søren Kolstrup. 

– I 2010 kommer den store afmontering af dagpengesystemet med halvering af dagpengeperioden og fordobling af genoptjeningsperioden. Fra at have det bedste arbejdsmarkedssystem i Skandinavien får vi pludselig det dårligste.

Søren Kolstrup mener, at de grundlæggende principper har ændret sig ikke kun i forhold til dagpenge, men også når det gælder kontanthjælp, førtidspension og fleksjobordningen.

– Siden bistandslovens dage har der eksisteret en betragtning om, at kontanthjælpen skulle sikre, at de mest elementære menneskelige behov var i orden. Men det princip undermineres af incitamentstænkningen om, at det skal kunne betale sig at arbejde, hvilket sikres ved at beskære kontanthjælpen. Omkring førtidspensionen skete der en kvalitativ ændring med indførelsen af et nyt arbejdsevneprincip i 2013. Herefter skal man jagte den mindste smule arbejdsevne og adgangen til en retsbestemt førtidspension forsvinder reelt, siger han.

Førtidspension næsten afskaffet

Samme vurdering har Hanne Reintoft.

– Førtidspensionssystemet er næsten afskaffet. Det grundlæggende princip om, at vi skal kompensere indtægtstab ved sygdom og invaliditet, eksisterer faktisk ikke mere, konstaterer hun. 

Ingen rejser kravet om en regulering af folkepensionen.
Hanne Reintoft

Folkepensionen eksisterer stadig som en universel ydelse. Men efter opstarten på arbejdsmarkedspensionerne i 1990'erne er der stort set ingen fokus på folkepensionen. 

– Vi må se i øjnene, at man snart ikke har råd til at komme på plejehjem, hvis man kun har folkepensionen. Mange af dem, der kun har folkepensionen, lever i armod. Men alligevel rejser ingen kravet om en regulering af folkepensionen, siger Hanne Reintoft.

Den tidligere socialrådgiver beklager også, at de fleste politikere i dag helt har glemt den solide forskningsmæssige dokumentation af, hvad der sker, når mennesker sænkes ned i fattigdom.

– Så beslaglægges hele deres hverdag, ånd og tanke af at få mad på bordet og klare huslejen. Det er en sikker måde til ikke at få folk i arbejde. 

Det har ikke været ren tilbagegang for det kollektive velfærdssystem gennem de sidste 30 år. Sideløbende med de mange forringelser af det sociale sikkerhedsnet skete der en udbygning i 1990'erne og 00'erne af for eksempel adgangen til daginstitutioner, flere rettigheder til ældre og bedre barselsorlov, påpeger Søren Kolstrup.

Det private tager over

– Målsætningen under Nyrup og Fogh var, at daginstitutioner skulle være en universel ydelse, som alle havde ret til. Men samtidig med at ældre og børn fik flere rettigheder kan vi konstatere, at de økonomiske ressourcer kommunerne bruger på den enkelte ældre eller det enkelte barn løbende bliver mindre. 

Den enkelte pædagog skal passe flere børn og den enkelte sosu-assistent skal tage sig af flere ældre. Det ser Søren Kolstrup som en tikkende bombe under velfærdsstaten. En snigende proces, der undergraver fundamentet for vores velfærdsmodel.

– Der eksisterer den lovmæssighed i den universelle velfærdsstat, at hvis de offentlige ydelser svækkes som højklasseydelser, så tager de private over, for så løber de velbjærgede over til den private løsning. Det er det drama, vi ser lige nu på skoleområdet, hvor kommunerne har nedlagt en stribe folkeskoler og privatskolerne vinder frem som aldrig før.

Hanne Reintoft peger på, at stramningerne af kommunernes økonomiske budgetter har ført til voldsomme forringelser for handicappede, ikke mindst psykisk udviklingshæmmede.

– Der begås utroligt mange ulovligheder ude i kommunerne. Vi ser for eksempel psykisk udviklingshæmmede, der har behov for en førtidspension, når de fylder 18 år. Det kan de ikke få nu, men sendes i stedet enten ud i aktiveringsræset eller bliver forsørget af deres forældre. Her er det universelle system brudt sammen, konstaterer Hanne Reintoft. 

– Velfærdsstaten er der stadig, men er under kraftig nedbrydning og vil meget snart være helt væk, hvis ikke vi sætter os til modværge, vurderer hun.

Søren Kolstrup ser en styrket og aktiv fagbevægelsen som den helt afgørende kraft i at redde den kollektive velfærdsmodel fra den totale nedbrydning.