12 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kampfly-firma på charmeoffensiv

Lockheed Martin i Danmark

Kampfly-firma på charmeoffensiv

Våbenfirmaet bag Danmarks nye kampfly er i disse dage i landet for at besøge højteknologiske virksomheder og universiteter.

Verdens største våbenfirma, Lockheed Martin, er i disse dage i Danmark.
FOTO: LockheedMartin
1 af 1

I dag byder kampflyproducenten, Lockheed Martin, velkommen til dansk våbenindustri på en stor konference i Herning Kongrescenter.

Formålet er at finde egnede danske underleverandører, der kan levere dele og teknologi til Lockheed Martins F-35 kampfly, Joint Strike Fighter, som et flertal i Folketinget har besluttet at købe 27 stykker af til en indkøbspris på op mod 30 milliarder kroner.

Vores mål er at identificere samarbejdsmuligheder med den danske industri og de danske universiteter vedrørende forskning.
Jonathan Hoyle, Lockheed Martin

Konferencen er en del af Lockheed Martins tre dages besøg i Danmark.

I går var Lockheed Martin på rundtur hos danske virksomheder. Og i morgen afholder Lockheed Martin en konference hos Grundfos i Bjerringbro med fokus på energi. Udover kampfly producerer Lockheed Martin nemlig også bioenergianlæg.

Både rundturen og konferencerne er lukket for pressen og for offentligheden.

En unik mulighed

På de to konferencer vil danske virksomheder få en "… unik mulighed for at demonstrere deres værdiskabelse og konkurrencemæssige styrker overfor Lockheed Martin samt muligheden for at blive sat i forbindelse med virksomhedens globale produktionsnetværk", skriver Lockheed Martin blandt andet i sin invitation.

>> Læs mere om Lockheed Martins konferencer

– Vores mål er at udforske mulighederne for integration af danske virksomheder i Lockheed Martin’s globale produktionsnetværk, dele viden om hvordan man tiltrækker nye virksomheder til USA samt at identificere samarbejdsmuligheder med den danske industri og de danske universiteter vedrørende forskning, udvikling og innovation, siger Lockheed Martin's vicepræsident i Europa, Jonathan Hoyle, der er vært for arrangementet.

Konferencerne henvender sig ikke kun til virksomheder, men også til universiteter og politikere. Lockheed Martin har allerede et tæt samarbejde med Aarhus Universitet og med DTU Space, der begge har sendt studerende til Lockheed Martins kampfly-produktion i USA.

Lockheed Martin samarbejder allerede med store danske våbenfirmaer som Terma A/S og Weibel Scientific A/S, men det amerikanske firma håber på, at endnu flere danske virksomheder vil blive underleverandører. 

Onsdag aften er Lockheed Martin vært for en festmiddag i Grundfos' luksuskompleks med drinks og en festtale af beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

I sidste måned indgik regeringen og Dansk Industri et samarbejde for at styrke dansk våbenindustris eksport til USA. Blandt de konkrete initiativer er at ansætte endnu en dansk forsvarsattaché på den danske ambassade i Washington, der kan være med til at støtte danske firmaer, der vil eksportere militært udstyr til USA.

Dyre kampfly

Regeringen vil i løbet af efteråret fremlægge et aktstykke i Folketingets Finansudvalg for at få grønt lys til at indkøbe de 27 planlagt kampfly.

Den endelige pris for flyene kendes endnu ikke. Meget tyder dog på, at kampflyene kan ende med at blive dyrere end regeringen håber på. Testene af Joint Strike Fighters softwaresystemer vil nemlig tage dobbelt så lang tid og koste mere end tre gange så meget, som Joint Strike Fighter programkontoret forventer. Det forudser den amerikanske rigsrevision, som i sidste måned kom med sin årlige F-35 statusrapport.

Forsvarsministeren afviser at angive en beløbsgrænse for, hvornår kampflyene bliver for dyre at anskaffe.

Læs side 4-5: Når krig sikrer job

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. maj. 2017 - 07:16   17. maj. 2017 - 07:20

Kampfly

ml@arbejderen.dk
Fakta: Nye kampfly
  • Dansk militær står overfor Danmarkshistoriens største våbenindkøb. Flyvevåbnets F-16 fly skal udskiftes med 27 Joint Strike Fighter (F-35) kampfly.

  • Regeringen, Socialdemokraterne, De Radikale, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti indgik den 9. juni 2016 en aftale om at købe 27 F-35 kampfly. Den samlede regning over de kommende 30 år forventes at blive på 56,4 milliarder kroner.

  • Fredsbevægelsen i Danmark har igangsat en kampagne mod indkøb af nye kampfly. Læs mere på Facebook Nej tak til nye kampfly.

  • Du kan skrive under mod de nye kampfly her. Og du kan udskrive underskriftslister, som du kan tage med dig her.

  • Læs mere på Arbejderens temaside her.