17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Udflytning af skattestyrelser møder kritik

Regeringen omstrukturerer

Udflytning af skattestyrelser møder kritik

Enhedslisten frygter, at planerne om både at gennemføre en omstrukturering og en udflytning vil forringe skattevæsenets muligheder for at udføre sit arbejde. Det samme gør Djøf.

Beslutningen om at ændre skattevæsenet kræver ikke lovgivning. Det er noget, regeringen frit kan gøre.
FOTO: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix
1 af 1

Fra 1. juli 2018 ophører Skat ophører med at eksistere og erstattes i stedet af syv nye styrelser. Det er hovedessensen i den plan, som regeringen fremlagde tirsdag, som skal genoprette tilliden til skatteforvaltningen i Danmark.

Fem af skatteforvaltningens nye styrelser får hovedsæde uden for København. Det indebærer også, at 1.500 arbejdspladser enten oprettes eller flyttes til Jylland, Fyn eller Sjælland uden for hovedstadsområdet.

Regeringens plan er et højrisiko-projekt. Det er jo to store ting, som man vil gennemføre samtidigt.
Rune Lund, Enhedslisten

Specielt planerne om at gennemføre en omstrukturering samtidig med udflytning eller rundflytning får Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund, til at kalde planen for "et højrisiko-projekt".

– Det er jo to store ting, som man vil gennemføre samtidigt. Skiftende regeringer har ødelagt Skat med en kombination af evindelige omstruktureringer og endeløse besparelser. Nu kommer der endnu en omstrukturering og et muligt flyttecirkus, uden at der følger nye midler med til de omkostninger, der er forbundet med at flytte, siger Rune Lund til Arbejderen.

Han påpeger, at det grundlæggende problem er, at der i dag er for få ressourcer, og for lidt fokus på at bruge medarbejdernes faglighed til at hive kroner hjem til fælleskassen.

– Det er vores vurdering, at der er brug for langt flere ansatte, end man lægger op til i regeringens redningsplan.

– Skattevæsenet skal have ro til én eneste ting, og det er at få kroner i fælleskassen og forhindre snyd, og alle andre hensyn må vige. Ingen udflytningsplan må gennemføres, hvis det lægger hindringer i vejen for, at skattevæsenet kan udføre sit arbejde, lyder det fra Enhedslistens skatteordfører.

Efterlyser arbejdsro

Også Johanne Nordmann, fællestillidsrepræsentant for de mere end 1100 djøfere og øvrige akademikere i Skat, efterlyser først og fremmest arbejdsro.

– Vi har set den ene omstrukturering efter den anden gennem årene. Hver gang spreder det uro og usikkerhed blandt medarbejderne, og nu skal vi igennem endnu en voldsom ændring af organisationen.

Hun er bekymret for, hvilke konsekvenser, omflytningen af personalet vil få.

– Vi har jo set indtil nu, at mange vælger ikke at flytte med. Jeg er bekymret for, at vi mister nogle organisatoriske kompetencer, som det tager tid at genopbygge. Det vil ramme produktiviteten i en periode, siger Johanne Nordmann til Arbejderen.

Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig, håber, at regeringen vil sikre nogle vilkår, der vil få flere til positivt at overveje deres fremtid i Skat.

– En sådan tilgang har desværre ikke været det, vi har oplevet i forbindelse med de hidtidige flytninger af statslige arbejdspladser, siger Sara Vergo.

– Vi ved fra de første udflytningsrunder, at 80 til 85 procent af medarbejderne vælger at sige op, hvis deres arbejdspladser bliver flyttet til en anden del af landet uanset om det er fra København til Herning eller fra Aalborg til Middelfart. Spørgsmålet er, om Skat har råd til at miste et meget stort antal erfarne medarbejdere, i den situation Skat står i. Der er mulighed for at rekruttere dygtige medarbejdere i hele Danmark, men det vil tage år at få uddannet dem til de meget specialiserede funktioner og opgaver, Skat varetager, påpeger Sara Vergo.

Venstre omstrukturerer

Beslutningen om at ændre skattevæsenet kræver ikke lovgivning. Det er noget, regeringen frit kan gøre.

Det var også to Venstre-ministre, nemlig skatteminister Kristian Jensen og finansminister Thor Pedersen, som stod bag beslutningen om at ændre skatteopkrævningen i 2005. Som en del af kommunalreformen blev opgaven med at inddrive skat flyttet fra kommunerne til staten. Samtidig blev det besluttet, at skatteopkrævere i form af pantefogeder skulle erstattes af et nyt it-system, EFI, som angiveligt skulle effektivisere skatteinddrivelsen. 

EFI løb hurtigt ind i store problemer og blev først sat i drift i 2013, men kom aldrig til at virke. Det blev skrottet af den nuværende skatteminister Karsten Lauritzen (V) i 2015.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jun. 2017 - 07:59   15. jun. 2017 - 08:00

Skat

bi@arbejderen.dk
Syv styrelser

Fra 1. juli 2018 ophører Skat med at eksistere og bliver i stedet erstattet af syv nye styrelser:

  • Gældsstyrelsen:Inddrivelse af gæld til det offentlige.
  • Vurderingsstyrelsen: Vurdering af offentlige ejendomme og grunde.

  • Skattestyrelsen: Betaling af skatter, afgifter og moms.

  • Toldstyrelsen: Afregning af told.

  • Motorstyrelsen: Registrering og afgiftsberegning af motorkøretøjer.

  • Udviklings- og Forenklingsstyrelsen: It-systemer og data på tværs af skattevæsenet. Udviklings- og forenklingsprojekter.

  • Administrations- og Servicestyrelsen: Rekruttering, HR, regnskab og indkøb på tværs af skattevæsenet.

Skatteministeriet vil dermed fremover komme til at bestå af i alt ni styrelser, idet de nuværende Skatteankestyrelsen og Spillemyndigheden består.