08 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Medlemslande tager stilling til sprøjtegift i dag

Skæbnetime for glyphosat i EU

Medlemslande tager stilling til sprøjtegift i dag

EU-parlamentet har vedtaget, at giftmidlet glyphosat skal være udfaset i EU senest i år 2022. Danmark stemmer for ti år mere med glyphosat, som foreslået af EU-Kommissionen.

Aktivister sætter nye labels på Monsantos Roundup i byggemarkeder i Storbritannien. Aktivisterne gør opmærksom på, at Roundup indholder giftstoffet glyphosate, der ifølge WHO sandsynligvis er kræftfremkaldende.
FOTO: Global Justice Now/CC BY 2.0
1 af 1

I dag ventes EU's Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder at tage stilling til EU-kommissionens forslag om at forlænge giftstoffet glyphosat i yderligere ti år. Giftstoffet bruges blandt andet i sprøjtegiften Roundup.

Afstemningen i komitéen får afgørende betydning, når EU-kommissionen endeligt skal beslutte sprøjtegiftens fremtid i EU.

Det er uansvarligt, hvis det lykkes EU-kommissionen at udsætte borgere, dyr og miljø for Monsantos gift i yderligere ti år.
Anja Hazekamp, GUE/NGL-gruppen

I går besluttede et flertal i EU-parlamentet – med stemmerne 355 for og 204 imod – at glyphosat skal udfases fra år 2022.

EU's tilladelse til at bruge glyphosat udløber til december. Flere medlemslande og miljø- og forbrugerorganisationer kræver, at tilladelsen ikke bliver fornyet, men at glyphosat bliver forbudt. Kravet om et forbud kommer efter, at flere internationale eksperter og FN's Verdenssundhedsorganisation (WHO) advarer om, at glyphosat kan være kræftfremkaldende.

Så sent som i sidste uge fandt en international forskergruppe rester af glyphosat i 45 procent ud af 300 jordprøver fra landbrugsområder i 10 EU-lande.

Regeringen kræver mere glyphosat

Selvom EU-parlamentet og en række internationale kræftforskere kræver et stop for glyphosat, så har den danske regering tænkt sig at støtte EU-kommissionens forslag om endnu ti år med glyphosat, når EU's Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder stemmer i dag.

Regeringen henviser til, at EU's kemikalieagentur (ECHA) og EU's fødevareagentur (EFSA) har frikendt glyphosat for at være skadeligt.

"Når både ECHA og EFSA er nået frem til, at stoffet ikke er kræftfremkaldende, og det dermed er sikkert at anvende glyphosat i sprøjtemidler, har jeg fuld tillid til deres vurdering", skriver Miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen i et svar til Folketinget.

I sidste måned afslørede den britiske avis The Guardian, at industrien har skrevet store dele af den rapport, som EFSA bruger til at frikende glyphosat for at være kræftfremkaldende.

Kræver uafhængige undersøgelser

I forbindelse med EU-parlamentets afstemning, der altså går stik mod kommissionens anbefalinger, blev der vedtaget en udtalelse. EU-kommissionen sikrer ikke ".... et højt beskyttelsesniveau for både menneskers og dyrs sundhed og miljøet og undlader at anvende forsigtighedsprincippet". Herudover opfordrer EU-parlamentet til at EU's evalueringer af sprøjtegifte fremover bygge på uafhængige undersøgelser, der er bestilt af kompetente offentlige myndigheder.

– EU-parlamentet har besluttet, at en ti års fornyelse af glyphosat er totalt uacceptabel. Risikoanalyser foretaget af EU's eget fødevareagentur og af EU's medlemslande er baseret på fejlbehæfte information manipuleret af industrien. Det er uansvarligt, hvis det lykkedes EU-kommissionen at udsætte borgere, dyr og miljø for Monsantos gift i yderligere ti år. Det vil være at ignorere forskere og de mere end én million underskrifter, som er samlet ind for et forbud mod glyphosat, siger medlem af EU-parlamentet for GUE/NGL-gruppen, Anja Hazekamp. 

Træk forslaget

GUE/NGL-gruppen i EU-parlamentet, som også Folkebevægelsen mod EU er en del af, kræver nu, at EU-kommissionen trækker sit forslag om at forny godkendelsen af glyphosat i yderligere ti år. 

– Det er på tide, at EU holder op med at underlægge sig Monsanto og resten af industriens lobbyorganisatner. Det aftalte spil mellem EU og Monsanto udgør en trussel mod demokratiet, siger Younous Omarjee fra GUE/NGL-gruppen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. okt. 2017 - 07:24   25. okt. 2017 - 07:30

Glyphosat

ml@arbejderen.dk
Glyphosat
  • Glyphosat er et giftstof, der bruges i en række sprøjtemidlerover hele verden. I Danmark kender vi blandt andet Monsantos RoundUp, der bliver brugt mod ukrudt på marker og i haver.

  • På grund af sin udbredte anvendelse findes der rester af glyphosat overalt - i vandløb, i fødevarer som brød og mel, i drikkevarer som øl og i menneskers urin.

  • WHO's kræftforskningsenhed vurderer, at glyphosat sandsynligvis er kræftfremkaldende for mennesker. WHO bakkes op af 96 uafhængige kræftforskere fra hele verden.

  • EU's Fødevaresikkerhedsagentur (EFSA) og EU's Kemikalieagentur (ECHA) afviser derimod alle beviser for at glyphosat kan forårsage kræft.

  • Siden februar har mere end 1,3 millioner europæere skrevet under for at forbyde glyphosat. Det er den hurtigst voksende underskriftsindsamling i EU nogensinde.

  • >> Skriv under for et forbud mod glyphosat