Dansk Sygeplejeråd (DSR), 3F og Dansk Metal er blot nogle af de fagforbund, der forsøger at præge den politiske dagsorden op til kommunal - og regionsrådsvalget den 21. november. På forskellige måder har forbundene valgt at profilere og understøtte egne medlemmer, der stiller op i kampen om vælgernes stemmer, uanset politisk ståsted.
Vores medlemmer har forudsætningerne for at spille ind med holdninger til, hvad der gavner sundhedssektoren.
Grete Christensen, formand DSR
Det er ikke første gang, at sygeplejerådet involverer sig i en valgkamp, men det er helt i tråd med forbundets lange historie ikke at anbefale noget bestemt politisk parti, fortæller formand Grete Christensen.
– Vi er overbeviste om, at medlemmerne i kraft af deres uddannelse og faglighed har en forudsætning for at spille ind med holdninger til, hvad der gavner sundhedssektoren. Sygeplejerskekandidaterne kender sundhedsvæsenet indefra og kan pege på lige præcis de problematikker, som findes i deres region eller kommune. Vi opfordrer derfor vælgerne til at tænke sundhedspoltik, når de står i stemmeboksen, siger Grete Christensen til Arbejderen.
Ingen kriterier
DSR har ikke på forhånd opstillet kriterier for støtten til medlemmernes kandidatur, men kigger man på de 45 ud af de 79 opstillede sygeplejersker, som har benyttet muligheden for at lade sig promovere på DSR's hjemmeside, så samler kandidaternes synspunkter sig alligevel om nogle mærkesager: Et opgør med ulighed i sundhed og med nedprioriteringen af psykiatrien samt et ønske om mere kvalitet i arbejdet af hensyn til både personale og patienter.
Dansk Metal har på landsplan 61 medlemmer, der stiller op til valget for alt lige fra Kommunisterne på liste R til Nye Borgerlige. Men heller ikke metalforbundet har på forhånd opstillet kriterier for at lade de politisk aktive medlemmer komme til orde på forbundets hjemmeside.
– Principielt er vi fuldstændig ligeglade med partifarven. For os er det vigtigste, at de mærkesager, som vi har, såsom uddannelse og industrien bliver bragt ind i det lokalpolitiske arbejde. Og det er dem, der arbejder i industrien bedst til, siger forbundets næstformand René Nielsen til Arbejderen.
Faktamateriale
Forbundet støtter ikke de opstillede medlemmer direkte med kroner, men der er brugt ressourcer på at klæde medlemmerne på i form af faktamateriale om industriens "tilstand". Materialet er udleveret til Metal-kandidaterne med opfordring til, at de tager det med, når de deltager i lokale vælgermøder.
– Ude i kommunerne og regionere er der meget fokus på velfærd, og det er ikke fordi, vi mener, at det ikke er vigtigt, men der skal også penge ind i kassen. Derfor peger vi på, at der skal være arbejdspladser, så folk kan få noget at lave og betale skat, understreger René Nielsen.
Anbefalingen fra 3F, Danmarks største fagforbund, er også klar: Stem på en 3F'er.
Dem er der ifølge det seneste nummer af Fagbladet 3F 310 af, og det bliver derfor muligt at sætte kryds ved en 3F'er i samtlige fem regioner og i 86 ud af landets 98 kommuner.
På spørgsmålet om, hvorfor det er så vigtigt at stemme på en 3F'er, siger forbundsformand Per Christrensen:
– Det er det, fordi vi ikke må overgive afgørende beslutninger om, hvad der skal ske i vores samfund, til en lille elite. Mennesker med lange uddannelser og gode lønninger. Det danske demokrati er bedst, når det er bredt. Når rengøringsassistenter, murere, chauffører med flere kommer til orde.
Tre mærkesager
3F har brugt valget som anledning til at sætte fokus på løn- og arbejdsforhold ved udlicitering; lærlinge- og praktikpladser til unge og kampen mod social dumping. De 3F-medlemmer, der stiller op og støtter de tre mærkesager, har - uanset politisk tilhørsforhold - fået sponseret trykning af valgfoldere og Roll-up. Dertil har forbundet tilbudt de opstillede kandidattræning.
Endelig forsøger et stort forbund som FOA med mange offentlig ansatte medlemmer at påvirke valget med en dertil tilrettelagt kampagne - "Velfærdens stemme". Kampagnen kører frem til valgdagen på nettet, på sociale medier, i webannoncer og har en film med kampagnens navn som omdrejningspunkt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278