19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kandidater boykotter bosættervarer

Israelsk besættelse i valgkampen

Kandidater boykotter bosættervarer

En række kandidater fra forskellige partier har én ting til fælles: Hvis de bliver valgt, vil de arbejde for, at deres kommune boykotter bosættervarer.

Bag pigtråd og beskyttet af israelsk militær lever bosætterne på palæstinensisk land.
FOTO: electronicintifada
1 af 1

Hvilke kandidater vil arbejde for en boykot af varer fra de israelske bosættelser i deres kommune?

Det er en flok aktive palæstina-aktivister i gang med at skabe overblik over. De har oprettet Facebook-gruppen, "Boykot bosættervarer KV17", og skriver hver dag rundt til de flere hundrede kandidater, der stiller op til kommunalvalget.

Københavns Kommune bør leve op til sin egen etiske investeringspolitik og stoppe alle investeringer i firmaer, der bidrager til besættelsen af Palæstina.
Jan Mathiesen, kandidat, Liste R

>> Læs mere på Facebook 

Målet med kampagnen er at få kandidaterne til at love, at de vil arbejde for boykot af ulovlige bosættervarer og stop for ulovlige investeringer i bosættelserne, hvis de bliver valgt. Foreløbig har op mod 40 kandidater fra Enhedslisten, Alternativet, SF, Radikale, Kommunisterne og Socialdemokratiet svaret, at de støtter en boykot af varer fra israelske bosættelser. Og hver dag kommer der støtteerklæringer fra nye kandidater.

Målet er fred

– Kampagnen skal sikre, at vores skattekroner ude i kommunerne ikke er med til at undertrykke en hel befolkningsgruppe og bryde international lov ved at blive brugt til at handle med ulovlige israelske bosættelser eller investeret i bosætterindustrien, siger Bilal Al-issal, der er blandt initiativtagerne til kampagnen.

Han er 29 år, har palæstinensisk baggrund, og er lige kommet hjem efter tre måneder i Ramallah, hvor han har arbejdet som kultur-projektkoordinator. Han havde ikke været hjemme i mange timer, før han besluttede sig for at gøre en forskel ved kommunalvalget, selvom han ikke selv stiller op.

Han håber på, at en boykot i de danske kommuner kan være med til at presse på for fred mellem Israel og Palæstina.

– Der er bred international konsenseus om, at de israelske bosættelser er den primære hindring for fred i Mellemøsten, hvilket også er den danske regerings holdning. Derfor nytter det ikke, at danske kommuner investerer i ulovlige bosættelser, som er med til at hindre en fred og går imod regeringens officielle politik.

Ifølge DanWatch støtter flere kommuner - direkte eller inddirekte - bosætterindustrien. De fem kommuner, der har de største investeringer i de besatte områder, er: Københavns Kommune, der har investeret 8,4 millioner kroner i firmaer, der er aktive i de besatte palæstinensiske områder. Frederiksberg (3,2 millioner), Aarhus (3,2 millioner), Kolding (1,4 millioner) og Herning (1,1 millioner).

Blandt andet har Aarhus kommune investeret i de to israelske banker: Bank Hapoalim og Bank Leumi, som har betydelige aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder.

>> Læs DanWatch rapport "Forretning på Forbudt Land"

Godt initiativ

Jan Mathiesen, der kandidat på kommunisternes liste R i København, er selv aktiv i solidaritetsarbejdet med Palæstina. Han synes, at det er et godt initiativ:

– Kommunisterne ønsker et solidarisk og antiracistisk København. Derfor er det helt naturligt for os at bakke op om en boykot.

– Kampen for solidaritet standser ikke ved kommunegrænsen. Københavns Kommune bør leve op til sin egen etiske investeringspolitik og stoppe alle investeringer i firmaer, der bidrager til finansieringen af besættelsen af Palæstina, og dermed en en krænkelse af folkeretten, lyder det fra Jan Mathiesen.

I Aalborg Kommune har Enhedslisten, Socialdemokratiet, SF og de Radikale allerede sat en boykot af israelske bosættervarer på dagsordenen. På mandag skal byrådet tage stilling til, om kommunen skal boykotte de ulovlige israelske bosættervarer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. nov. 2017 - 07:17   08. nov. 2017 - 07:20

KV17

ml@arbejderen.dk