Otte ledende overlæger på Regionshospitalet Nordjylland skriver i et åbent brev til deres ledelse og regionspolitikerne, at det vil gå ud over fagligheden og patienternes sikkerhed, hvis de skal gennemføre sparekravet på 7,2 millioner kroner næste år.
Jeg stoler på, at ledelserne ikke gør noget, der går ud over patientsikkerheden.
Ulla Astman, regionsrådsformand
"Som læger har vi ytringspligt, hvis fagligheden er i fare, og det får konsekvenser for patientsikkerheden, og det er dertil vi er nået. Nok er nok," skriver lægerne, der alle er ansat på Klinik Medicin.
– Vi må have politikerne på banen, så de kan se, hvad det er for en hverdag, vi er i, siger én af overlægerne, Gitte Nielsen, til Nordjyske Stiftstidende.
Men regionsrådsformand Ulla Astman (S) har ikke tænk sig at komme på banen. Hun mener ikke, det er politikernes ansvar, hvordan afdelingerne finder pengene.
– Hvordan den aktuelle omprioritering - som er det, der er tale om - skal udmøntes, er en ledelsesopgave. Det kan og, synes jeg, skal jeg ikke blande mig i, siger Ulla Astman til det nordjyske dagblad.
Stoler på ledelserne
På spørgsmålet om hun dermed mener, at det ikke er hendes bord, når otte overlæger advarer om, at besparelserne vil gå ud over patientsikkerheden, lyder det fra regionsrådsformanden:
– Nej, sådan siger jeg ikke. Jeg stoler på, at ledelserne ikke gør noget, der har de konsekvenser. Vi har politisk bedt om en orientering, når man er færdige med at implementere omprioriteringen, og så vil vi selvfølgelig reagere, hvis vi får at vide, at det, der er sket, har den slags konsekvenser.
Overlægerne er indkaldt til møde med hospitalsledelsen senere i dag torsdag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278