EU vil i 2018 bruge 1.076.571.321.000 kroner af skatteborgernes penge, altså over en billion danske kroner. Det blev EU's finansministre sammen med EU-parlamentet enige om på deres møde fredag i sidste uge. Det er en betragtelig stigning på 7,6 procent i forhold til EU-budgettet for i år.

Både EU-budgettet og det danske bidrag hertil stiger lange mere end inflationen, der forventes at ligge på omkring to procent.

Regeringen har i sit finanslovforslag for 2018 sat det det danske EU-bidrag til at udgøre omkring 21,1 milliarder kroner. Det svarer til 3650 kroner fra hver dansker, og betyder, at vores udgifter til EU vil stige med 5,2 procent næste år. I forhold til det danske bidrag i 2016 på 17,8 milliarder kroner er der endda tale om en stigning på hele 18,5 procent!

Både EU-budgettet og det danske bidrag hertil stiger altså lange mere end inflationen, der forventes at ligge på omkring to procent.

EU koster os milliarder

Danmark er en af de største nettobidragsydere til EU-budgettet. Selv om Danmark i 2016 fik en forsinket "rabat" på sit EU-bidrag for årene 2014-2016 på 1,4 milliarder kroner, måtte vi stadig af med 17,8 milliarder kroner til EU-budgettet. Men vi fik kun 10,7 milliarder kroner retur fra EU. Netto kostede EU altså godt syv milliarder kroner.

Hvis man går ind på EU-oplysningens hjemmeside www.eu.dk, får vi et tal for det danske nettobidrag, der er noget lavere, nemlig 4,8 milliarder kroner. Men det skyldes et beregningsteknisk fif, hvor man først fraregner de seks-syv procent af bidraget, der bliver ædt op af EU-bureaukratiet, og dernæst fraregner det, der fejlagtigt beskrives som "EU's traditionelle egne indtægter".

Disse "traditionelle egne indtægter" omfatter en afgift under EU's markedsordning for sukker samt den told, EU afkræver danske forbrugere og virksomheder på varer importeret fra lande uden for EU. Her får vi lov til at bidrage med 3,1 milliarder kroner, som ikke tæller med, når nettobidraget gøres op.

Desuden indkræver EU også 0,3 procent af den moms, de danske forbrugere lægger i statskassen. Det giver i år knap 2,4 milliarder kroner til EU's kasse. Resten, op til de 19,1 milliarder kroner, som regningen til EU forventes at blive på i år, kommer hovedsagelig fra at vi skal aflevere en vis procentdel af den danske bruttonationalindkomst, BNI, til EU

Tallene for 2017 og 2018 skal tages med et vist forbehold, da der er tale om henholdsvis et uafsluttet årsregnskab og et budget, der kan blive reguleret på i løbet af 2018. 

Godsejere skummer EU-fløden

Mens det er landets forbrugere og skatteydere, der betaler det danske EU-bidrag, er sagen noget helt andet, når vi ser på, hvilke danskere, der modtager EU-støtten.

Pengene går hovedsagelig til erhvervsstøtte, ikke mindst til landbruget i EU. For Danmarks vedkommende modtager landbruget over 70 procent af den EU-støtte, der tilfalder Danmark Det drejer sig om omkring otte milliarder kroner, der fortrinsvis går til de store godser og større landbrugsbedrifter.

Kammerherre og hofjægermester, greve Christian Moltke, der sammen med Frederik greve Moltke driver Bregentved gods på Sydsjælland, fik for eksempel udbetalt 6.270.618 kroner i EU-støtte i 2016. Samme år fik lensgreve Bendt Tito Hannibal Wedell, der ejer Frijsenborg og Wedellsborg godser, 4.724.111 kroner fra EU.

Budgetpisken ligger klar

EU's nuværende budgetramme for 2014-2020 blev vedtaget på et EU-topmøde i februar 2013. Den hjemlige presse fokuserede dengang hovedsaglig på regeringens krav om en "EU-rabat" på en milliard kroner. Dagbladet Arbejderen var den eneste avis, der skrev om den vigtigste nyhed i budgetrammen, nemlig en række nye krav om "konditionalitet" ved tildelingen af EU-støtte.

Som led i budgetrammen har EU-kommissionen nu ret til at idømme EU-lande "dummebøder" i form af tilbageholdt EU-støtte, hvis for eksempel Danmark ikke følger EU's henstillinger til den førte økonomiske politik.

I konklusionerne fra EU-topmødet i 2013 bliver det på side 40-41 slået fast, at hvis henstillingerne ikke følges, "kan dele af eller alle betalinger suspenderes" af EU-kommissionen. Beslutningen kan kun omstødes, hvis mindst to tredjedele af medlemslandene, der også skal repræsentere mindst 62 procent af EU-landenes samlede befolkningstal, gør indsigelse indenfor en måned.