28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

2400 udsendt med tvang

Desperate asylansøgere

2400 udsendt med tvang

Flere end 2400 afviste asylansøgere er i år eskorteret ud af Danmark. De desperate flygtninge kæmper for livet for at undgå at blive sendt til deres hjemlande. I sidste måned døde en asylansøger af sine kvæstelser.

"Udvis ikke min ven", står der på skiltet som en lille flygtning har taget med til fakkeloptoget i lørdags, hvor Folkebevægelsen for asylbørns fremtid demonstrerede mod de forhold, som afviste asylansøgere må leve under.
FOTO: Britta My Thomsen
1 af 1

Det skal være lettere at udvise afviste asylansøgere og flygtninge på midlertidigt ophold, mener regeringen og Dansk Folkeparti. 

Udsendelserne kan være meget voldsomme. Vi har behov for at få undersøgt, om de nuværende metoder er forsvarlige.
Claus Juul, Amnesty

De er allerede blevet enige om en række stramninger, som er nøje beskrevet i finanslovsaftalen, som blev indgået den 8. december. Siden har de forhandlet om yderligere stramninger. Og i dag tirsdag ventes et flertal i Folketinget at vedtage en lovændring, der giver udlændinge- og integrationsministeren ret til at bestemme, om Danmark skal modtage kvoteflygtninge.

Men faktisk foregår der allerede i dag massevis af tvangsudsendelser af afviste asylansøgere, der med politieskorte bliver sendt ud af Danmark til et land i krig eller et konfliktfyldt område.

Rigspolitiet kalder det ikke tvangshjemsendelser. Men fra januar til og med november i år er der sket 2484 såkaldte "ledsagede" og "påsete" udsendelser. De er i "langt størstedelen af tilfældene, tvangsudsendelser", oplyser Rigspolitiet til Arbejderen.

Kun 183 hjemsendelser er sket "frivilligt". I alt er 2667 asylansøgere sendt ud af Danmark i årets første 11 måneder, viser tal fra Rigspolitiet.

Desperate asylansøgere

Til tider går de ufrivillige hjemsendelser voldsomt for sig. En 34-årig mand fra Algeriet mistede i sidste måned bevidstheden, da han skulle tvangsudsendes fra Københavns Lufthavn. To dage senere døde han på hospitalet.

Et vidne har overfor Ekstra Bladet fortalt, hvordan to betjente lå ovenpå algieren, mens en tredje betjent holdt ham tilbage i sædet. Tumulten varede en halv time. Så blev manden lagt i mellemgangen, og der blev tilkaldt en læge. Lægen gav den algierske mand kunstigt åndedræt og hjertemassage, før han blev lagt på en båre, fik iltmaske på og blev kørt væk i ambulance.

Dødsfaldet undersøges nu af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Amnestys chefjurist Claus Juul kræver en undersøgelse af politiets magtanvendelse under tvangsudsendelser.

– Der bør laves en generel undersøgelse af de tvangsmæssige udsendelser. Der er ofte tale om mennesker, som vil sætte alt ind på at undgå at blive sendt til hjemlandet. Derfor kan udsendelserne være både meget vanskelige og meget voldsomme. Fra tid til anden hører vi om mennesker, som forsøger at sluge barberblade. Vi har behov for at få undersøgt, om de nuværende metoder er forsvarlige, siger Claus Juul til Arbejderen.

I oktober sidste år slugte en 21-årig afghansk asylansøger et barberblad for at undgå at blive hjemsendt mod hans vilje. Rigspolitiet forsøgte alligevel – med voldsom magtanvendelse – at tvangsudvise den unge afghaner.

Siden 2011 har Folketingets Ombudsmand foretaget ti årlige stikprøver for at kontrollere, hvordan udvisningerne foregår. Til marts næste år ventes Ombudsmanden at komme med en beretning og en oversigt over de udsendelser, som Ombudsmandsinstitutionens ansatte har deltaget i.

Flere stramninger på vej

Dansk Folkeparti har som en del af finanslovsforhandlingerne krævet, at flere afviste asylansøgere og flygtninge på midlertidigt ophold skal sendes ud. Stramningerne fylder da også meget i finanslovsaftalen, der blandt andet afsætter 40 millioner kroner til at vurdere situationen i flygtningenes hjemlande, så der "… kan ske inddragelse af opholdstilladelser til flygtninge og hjemsendelse af disse".

Herudover forhandler regeringen og DF i øjeblikket om endnu flere stramninger. Et af forslagene, der er i spil, lyder på at fratage lande - blandt andet Irak - ulandshjælpen, hvis de afviser at tage imod afviste flygtninge fra Danmark.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. dec. 2017 - 07:40   28. dec. 2017 - 07:50

Flygtninge

ml@arbejderen.dk