29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

100 millioner mindre til erhvervsskoler

Finanslov skærer igen på uddannelser

100 millioner mindre til erhvervsskoler

Erhvervsskolerne får 100 millioner mindre i 2018. Finanslovspartierne fastholder omprioriteringsbidraget og udhuler skolernes økonomi, advarer Uddannelsesforbundet.

I oktober gik op mod 10.000 unge på gaden i landets fire største byer og i Rønne i protest mod regeringens planer om at skære på uddannelserne over en bred kam.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Der bliver igen, igen, igen skåret ned på erhvervsuddannelserne.

Det står klart efter, at regeringen og Dansk Folkeparti fredag fremlagde deres finanslovsaftale for næste år.

Aftalepartierne fjerner de 150 millioner kroner i såkaldte kvalitetsmidler, som erhvervsskolerne fik sidste år. Samtidig skal skolerne levere et omprioriteringsbidrag på 120 millioner kroner.

Det er grotesk at spare på erhvervsuddannelserne, imens dansk erhvervsliv råber op om, at der er behov for mere faglært arbejdskraft.
Hanne Pontoppidan, Uddannelsesforbundet

Sammenlagt giver det 270 millioner kroner mindre til erhvervuddannelserne næste år. Og da finanslovsaftalen kun tilfører 170 millioner kroner, hvoraf de 150 millioner kroner kommer fra den tidligere indgåede trepartsaftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, ender regnskabet med, at erhvervsskolerne har 100 millioner kroner mindre at drive skole for til næste år. 

Et blødende sår

Nedskæringerne vækker vrede hos erhvervsskoleeleverne. 

– Kvalitetspuljen er et plaster på det store blødende sår, der er kommet som konsekvens af nedskæringerne. Plasteret er ikke stort nok til at dække såret, og blødningen stopper ikke, før vi har stoppet alle besparelser, siger formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation, Helene Glundholt.

>>LÆS OGSÅ: 10.000 unge på gaden mod nedskæringer

Hun uddyber:

– Vi skal huske på, hvor mange penge de i forvejen har fjernet fra vores uddannelser. Denne pulje er langt fra nok til at dække de fyringer af lærere og ledere, der har været, og slet ikke nok til at få kvaliteten tilbage på skolerne. Derfor jubler vi ikke og klapper i vores hænder, over en kvalitetspulje på 170 millioner. Vi jubler først, når omprioriteringbidraget forsvinder, og vi igen kan uddanne dygtige faglærte.

Også Uddannelsesforbundet vender tommelfingeren nedad.

– Det er grotesk at spare på erhvervsuddannelserne, imens dansk erhvervsliv råber op om, at der er behov for mere faglært arbejdskraft, påpeger formand Hanne Pontoppidan.

Udover regeringens besparelser er erhvervsskolerne ramt af, at færre elever søger ind på erhvervsuddannelserne. Og dermed får skolerne tilførte færre midler, fordi skolerne får en del af deres penge alt efter, hvor mange elever, de får igennem uddannelsen.

– Det er en ond cirkel. Erhvervsuddannelserne mister elever. Derfor får de færre penge, som de ellers har stærkt brug for for at kunne tiltrække flere elever – eksempelvis ved at hæve kvaliteten, understreger Hanne Pontoppidan.

>>LÆS OGSÅ: Erhvervsuddannelser udsultes af regeringens nedskæringer

Politikerne har sat som mål, at 30 procent af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse i 2025. I 2016 traf 18,4 procent unge det valg.

– Politikernes beslutninger og ambitioner hænger ikke sammen. Der skal en politisk satsning til for at få flere faglærte og højere kvalitet på erhvervsuddannelserne – ikke lappeløsninger, mener Uddannelsesforbundets formand.

Også gymnasier skal spare

Finanslovsaftalen betyder også yderligere nedskæringer på de gymnasiale uddannelser. I alt mister de gymnasiale uddannelser cirka 250 millioner kroner i forhold til 2017, viser en beregning fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).  

– Det er virkelig perspektivløst at blive ved med at skære i uddannelse. Uddannelse er en investering, som er med til at skabe vækst for hele samfundet. Kvalitet hænger sammen med antallet af elever i forhold til lærere, og derfor bliver undervisningen ganske enkelt dårligere i takt med, at der bliver færre lærere på skolerne, siger formand Annette Nordstrøm Hansen, formand for GL.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. dec. 2017 - 15:52   12. dec. 2017 - 16:15

Finanslov 2018

ml@arbejderen.dk