I aften fremlægger DR dokumentaren "De Perfekte Vidner" nye beviser for det tætte samarbejde, som anklagemyndigheden og politiet har haft forud for og under danmarkshistoriens største sag om salg af hash på Christiania.
Det her handler om hele tilliden til vores retssystem. Hvis man kan blive dømt på vidneforklaringer, der er blevet aftalt mellem politiet og anklageren der fører sagen, så falder systemet fra hinanden.
Bjørn Elmquist, forsvarsadvokat
Sagen førte til, at 83 personer blev idømt tilsammen 220 års fængsel.
I dokumentaren rejses spørgsmålet, om alt er gået rigtigt for sig i retten efter at DR har fået indsigt i en række mails, som anklagemyndigheden har sendt til de politifolk, der skulle vidne i sagen.
Mailudvekslingerne viser, at der har været en meget tæt kontakt mellem anklagemyndigheden og politiet. Der har også været afholdt møder mellem anklagere og politividnerne.
Anklagerne har været i kontakt med politividnerne og talt om, hvad de skulle spørges om, og hvad de skulle svare. Politiklagemyndigheden har i sagen sigtet to anklagere for flere forhold af embedsmisbrug og pligtforsømmelse. Den ene anklager er sigtet for at have forsøgt at få politiagenter til at vidne falsk i retten, mens begge er sigtet for tjenestemisbrug.
Kontakten mellem anklagere og vidner har fundet sted både før og mens de har optrådt som vidner i retten, hvor de forklarede, hvad de har oplevet som undercover-betjente på Christiania i 2012-2014. Politiagenterne har blandt andet købt hash af flere af de dømte.
Eksperter tager afstand
Flere juridiske eksperter tager skarp afstand fra, at anklagemyndigheden og politiet har arbejdet tæt sammen i en sag, der har haft alvorlige konsekvenser for mange mennesker, der er blevet fængslet i flere år.
– Det her handler om hele tilliden til vores retssystem. Hvis man kan blive dømt på vidneforklaringer, der er blevet aftalt mellem politiet og anklageren, der fører sagen, så falder systemet fra hinanden. Hele vores retssystem står og falder på, at vi kan stole på, at de vidner, der afgiver forklaringer, er troværdige og ikke på forhånd er blevet instrueret i, hvad de skal sige, siger Bjørn Elmquist til Arbejderen.
Han er formand for Retspolitisk Forening og forsvarsadvokat for én af de dømte hashhandlere. Hashhandleren fik tre år og ni måneders fængslet. Og ifølge Bjørn Elmquist var netop politividnernes forklaringer medvirkende til, at hans klient fik så lang en straf.
– Er der hold i sigtelserne mod de to anklagere, så bør dommene ophæves og sagerne bør gå om. De dømte har ikke fået en retfærdig rettergang. Vi skal være helt sikre, at der ikke er tale om aftalt spil. I bund og grund handler det om, at retssikkerheden skal være i orden, understreger Bjørn Elmquist.
Også juraprofessor Eva Smith er rystet over afsløringerne.
– Det er helt galt, at anklagmyndigheden forsøger at presse politividner til noget, de ikke er i stand til, nemlig at udpege en anklaget, siger juraprofessor Eva Smith til DR.
Fra mail-korrespondancen
DR har fået lækket flere mails, der tydeligt viser den tætte konktakt mellem anklagemyndigheden og to politiagenter, der skulle vidne i retten:
"Emne: To nye video-klip, jeg vil høre jer om…Kære begge to. Jeg vil på mandag også spørge jer begge to om to yderligere videoer... og bede jer om et bud på en identifikation... Har du et bud på, hvem manden med den hvide t-shirt er?... Jeg kan løfte sløret for, at jeg tror, det godt kunne være JBH, men se det igennem og giv mig jeres bud (smiley)."
Efter to dage svarer en af politiagenterne:
"Hej... Vi har alle tre set begge klip, og der er ikke nogen af os, der som udgangspunkt vil pege på JBH. Med lidt god vilje kunne jeg godt gå med på, at klippet af ham i den hvide t-shirt kunne være JBH, men der er ikke fuld opbakning (smiley)."
Svaret fra anklageren lyder:
"Hej. Et forsigtigt bud er storartet. Så jeg vil spørge jer alle tre om det… Og så er det kun jeres EGET bud, I kommer til at give i retten… OK?"
Ifølge DR-dokumentaren ender det med, at den ene politiagent i landsretten forklarer, at han kan genkende JBH på videoen.
Dokumentaren "De perfekte vidner" bliver sendt på DR i aften klokken 20:45.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278