28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Markedsgørelse af vand koster milliarder

Skatteregning truer vandværker

Markedsgørelse af vand koster milliarder

Østre Landsret har netop afsagt en dom, der giver Skat ret til at opkræve 36 milliarder kroner fra vandselskaberne. Dommen er en konsekvens af, at de danske vandværker er blevet omdannet fra skattefrie kommunale selskaber til selvstændige aktieselskaber.

Danske vandværker er blevet omdannet til aktieselskaber. Regeringen vil gøre vandværkerne klar til salg og gøre det økonomisk attraktivt for kommunerne at sælge vandværkerne. Derfor skal de værdisættes. Det koster dyrt for de danske borgere.
FOTO: Nikolai Linares/STF/Scanpix
1 af 1

Det koster de danske vandforbrugere dyrt, at samtlige partier i Folketinget – minus De Radikale – i 2009 besluttede at omdanne de kommunale vandværker til selvstændige aktieselskaber.

Dommen passer som fod i hose med regeringens planer om at privatisere vandsektoren.
Carl-Emil Larsen, direktør, DANVA

Det betyder nemlig, at vandværkerne skal til at betale skat. Tirsdag i sidste uge besluttede Østre Landsret, at Skat har ret til at opkræve 36 milliarder kroner af vandselskaberne.

Sagen var anlagt af brancheorganisationen Dansk Vand- og Spildevandsforening, DANVA, på vegne af 275 vandværker.

– Jeg er overrasket og skuffet over dommen. Men dommen passer som fod i hose med regeringens planer om at privatisere vandsektoren. Dommen tager jo udgangspunkt i, at vandselskaber kan generere et overskud og tjener penge, som der skal betales skat af. Det har længe været regeringens ønske. Problemet er, at sådan er vores vandsektor ikke skruet sammen i dag, siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen til Arbejderen.

– Hvis vandselskaberne ikke var blevet omdannet til aktieselskaber, havde vi aldrig haft det her problem. Da vandselskaberne var en del af den kommunale forvaltning, var de ikke skattepligtige. Men da vandselskaberne blev omdannet til selvstændige, offentlige aktieselskaber, blev de samtidig skattepligtige.

Hvile i sig selv

Han mener, at SKAT's værdiansættelse af vandværkerne er "ubrugelig".

– Vandværkerne genererer jo ikke et overskud. De drives ud fra det såkaldte hvile-i-sig-selv princip, der sikrer, at vand kun koster dét, det koster at sikre og rense grundvandet og vedligeholde rør. Der sikrer, at prisen på vand bliver holdt i ro. Og så længe hvile-i-sig-selv princippet er bærende, er den danske vandsektor ikke interessant for private firmaer, fordi de ikke kan tjene penge. Men regeringen ønsker en privatisering af vandsektoren. Derfor har regeringen længe villet gøre op med hvile-i-sig-selv princippet, forklarer Carl-Emil Larsen.

– Energi- og forsyningsministeren gør meget ud af at fortælle, at regeringen skam ikke vil privatisere vandsektoren. Men samtidig vil regeringen gøre det mere økonomisk attraktivt for kommunerne at sælge deres vandselskaber, og man vil gøre op med hvile-i-sig-selv princippet, så der kan tjenes penge på rent drikkevand. Det er jo reelt en privatisering. Regeringen har længe presset kommunerne. Man kan sammenligne det med at holde en stor luns kød foran kommunerne. Det er bare et spørgsmål om tid, hvonår løven er sulten nok – altså at kommunen sælger ud.

DANVA overvejer nu, om de vil anke Østre Landsrets dom. 

>> LÆS OGSÅ: Regeringen gøder jorden for private investorer

Forbrugerne betaler

Dommen er en våd klud i hovedet på regeringen, der mener, at en liberalisering af forsyningssektoren kan spare 5,9 milliarder i forsyningssektoren frem mod år 2025. Nu risikerer alene de indledende øvelser med omdannelsen af vandværkerne til aktieselskaber at koster forbrugerne dyrt. Det får dog ikke Venstres forsyningsordfører til at ryste på hånden:

– Det er den her vej, regerringen vil gå indenfor vandforsyningen. Når man er en virksomhed, så skal man værdiansættes og beskattes. Problemet ligger i den måde, Skat har værdiansat de her selskaber på. Det skal vi have fundet en løsning på. Vi tror stadig på, at der ligger nogle effektiviseringsgevinster i den måde, vi har valgt at organisere de her selskaber på. Derfor er det ikke en løsning, at tage vandforsyningen tilbage i den kommunale forvaltning. Jeg har ikke yderligere kommentarer, siger Venstres forsyningsordfører Marianne Bredal til Arbejderen.

SF vil nu rejse sagen i Folketinget. 

– Skat opkræver vi over skattebilletten, ikke over vandregningen. Derfor vil jeg bede ministeren indkalde forligskredsen for at se, om vi kan gøre noget efter dommen, siger miljøordfører for De Radikale, Ida Auken til Arbejderen.

Vil fortsætte liberalisering

Liberaliseringen af de danske vandværker har været undervejs længe. Allerede i 2005 barslede den daværende regering med et ide-katalog, der lagde op til at omdanne de kommunale vandværker til aktieselskaber.

>> LÆS OGSÅ: Vandværker gøres klar til salg

Sidste år kom regeringen med sin Forsyningsstrategi. Målet er at åbne op for, at private kan drive forsyningen af vand, spildevand, fjernvarme og affald som en forretning. 

Regeringen vil gøde jorden for de private investorer ved at gøre det mere attraktivt for kommuner at sælge drikkevandsforsyning, rensningsanlæg og fjernvarmeselskaber. Hvis kommuner sælger forsyningsselskaber til private investorer, skal kommunerne kunne beholde en større del af indtægten, nemlig 80 procent mod 60 procent i dag.

Samtidig vil regeringen gøre op med det såkaldte hvile-i-sig-selv princip, som hidtil har sikret, at forsyningerne ikke må opkræve mere end det koster at drive og vedligeholder værker og ledningsnettet. I stedet skal forsyningsselskaberne have lov til at beholde et overskud.

Sidste år gik en samlet forsyningssektor ud i samlet flok og tog afstand fra planerne om at sælge ud af de danske forsyningsselskaber.

>> LÆS OGSÅ: Forsyningssektor siger nej til privatisering

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jan. 2018 - 13:00   25. jan. 2018 - 08:57

Vand

ml@arbejderen.dk
Vandværker til salg

Liberaliseringen af den danske vandsektor har været undervejs i årevis. 

Allerede i 2005 barslede den daværende regering med et ide-katalog, der lagde op til at omdanne de kommunale vandværker til aktieselskaber.

I 2009 vedtog samtlige partier i Folketinget – pånær De Radikale – "Lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold", der slår fast at de kommunale vandværker skal omdannes til selvstændige aktieselskaber. Dermed blev vandselskaberne skattepligtige.

I september 2016 offentligjorde energi- og forsyningsminister Lars Chr. Lilleholt regeringens strategi for forsyningsområdet. Regeringen lægger blandt andet op til at:

  • Liberalisere den danske forsyningssektor (drikkevand, spildevand, varme, affald)

  • Det skal bedre kunne betale sig for kommunerne at sælge ud af de offentlige vand-, spildevand-, affalds- og fjernvarmeanlæg

  • Det såkaldte hvile-i-sig-selv princip skal afskaffes

  • Det skal være tilladt at oparbejde et overskud indenfor forsyningerne

  • >> Læs hele forsyningsstrategien