De igangværende overenskomstforhandlinger befinder sig i et dødvande, og faren for en konflikt rykker stadig tættere på i takt med, at den 28. februar - den officielle deadline for afslutning af overenskomstforhandlingerne - nærmer sig.
Det ulige magtforhold bliver særlig problematisk, når det er de offentlige arbejdsgivere, der stiller ultimative og dermed konfliktudløsende krav.
Laust Høgedahl, forsker AAU
Det konkluderer forhandlerne fra de offentligt ansattes organisationer ovenpå weekendens møder med de offentlige arbejdsgivere i kommuner, regioner og staten.
LÆS OGSÅ: Løhde styrer OK-forløb
Ender de igangværende forhandlinger om nye overenskomster på det offentlige arbejdsmarked i konflikt, har arbejdsgiverne en kæmpe fordel, mener Laust Høgedahl fra Center for Arbejdsmarkedsforskning (CARMA) på Aalborg Universitet.
– Med den nuværende forhandlingsmodel er der en magtassymetri i den offentlige sektor i høj grad i arbejdsgivernes favør, fordi offentlige arbejdsgivere også er budgetmyndighed og ikke mindst lovgivere, siger Laust Høgedahl til Arbejderen.
Forskeren udgav sidst i 2017 rapporten "Offentlige overenskomstforhandlinger og konfliktløsning". I den lister han en række punkter op, hvor den nuværende forhandlingsmodel ikke fungerer godt på det offentlige arbejdsmarked.
Arbejdsgivernes dobbeltrolle
Et af problemerne er efter Laust Høgedahls mening, at forhandlinsgmodellen er kopieret fra det private arbejdsmarked, som i "udgangspunktet fungerer under markedsvilkår". Modellen er derfor ikke indrettet til den offentlige sektor, der er politisk styret af arbejdsgivere i en dobbeltrolle som både forhandlingspart og lovgiver.
– Den grundlæggende præmis i en konflikt går på, at begge parter bliver ramt. Ved en konflikt på det private arbejdsmarked, mister både arbejdsgivere og lønmodtagere penge, men sådan forholder det sig ikke på det offentlige arbejdsmarked. Uanset om konflikten kommer i form af strejke eller lockout, så vil arbejdsgiverne spare penge på lønudgifter og stadig få indtægter eksempelvis i form af skattekroner, forklarer den nordjyske forsker.
Laust Høgedahl mener ligefrem, at de offentlige arbejdsgivere kan spekulere i konflikt, fordi de kan spare penge og samtidig effektivt tømme de faglige organisationers strejkekasser.
LÆS OGSÅ: Konflikt rykker nærmere
I nyere tid har det offentlige arbejdsmarked været ramt af omfattende konflikter i både 2008 og 2013 i forbindelse med fornyelsen af overenskomsterne. I 2008 strejkede 75.000-80.000 sygeplejersker, sosu'er, pædagoger og andre offentlige faggrupper i flere uger for kravet om markante lønstigninger. I 2013 smed arbejdsgiverne lockoutkortet og udelukkede godt 60.000 undervisere fra deres arbejdspladser i 25 dage.
LÆS OGSÅ: Lockoutvarsel til lærere
Sammenlignet med den offentlige sektor i Norge, Sverige og Finland har Danmark det højeste konfliktniveau, målt på antal tabte arbejdsdage, som følge af strejker og lockouter. Og Danmark er det eneste land i Norden, hvor arbejdsgiverne har benyttet lockoutvåbenet, fremgår det af forskningsrapporten.
Flere konflikter i vente
Der er imidlertid intet nyt i det ulige magtforhold, erkender Laust Høgedahl.
– Men det bliver særlig problematisk, når det er de offentlige arbejdsgivere, der stiller ultimative og dermed konfliktudløsende krav. Specielt når kravene ved forhandlingsbordet skal bane vejen for politiske interesser som fx folkeskole- og erhvervsskolereformerne, som vi var vidne til i forbindelse med OK13, forklarer forskeren.
LÆS OGSÅ: I dag lærerne - I morgen dig
Laust Høgedahl mener, at lærerlockouten i 2013 illustrerer, at konfliktløsningsmodellen i den offentlige sektor har en "indbygget magtasymmetri og dysfunktionalitet". Og da offentligt ansattes løn- og arbejdsvilkår i stigende grad er blevet kilde til besparelser, mener han, at der kommer endnu flere konflikter på det offentlige arbejdsmarked, hvis ikke man skifter forhandlingsmetoder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278