24-årige Nicklas Lundstrøm skal i denne weekend deltage på sin første kongres i Kommunistisk Parti. Og han glæder sig.
Han er medicinstuderende og blev medlem af partiet i april sidste år. Og allerede i efteråret kastede han sig ud i valgkampen for den fælleskommunistiske liste R som kandidat til hovedstadens regionsråd.
Vi viste, at selvom vi er et lille parti, så kan vi stadig skabe aktiviteter. Og netop aktiviteter er en forudsætning for, at vores parti kan vokse.
Nicklas Lundstrøm
– Jeg glæder mig til at være med til at tage beslutninger på partiets vegne og mødes med partikammerater fra hele landet, siger han til Arbejderen.
Kongressen skal blandt andet evaluere partiets kommunal- og regionsrådsvalgkamp.
– Min erfaring fra valgkampen er, at man som kommunist har et stort arbejde med at bryde folks fordomme og blive opfattet som et reelt alternativ til den førte politik og på længere sigt kapitalismen.
– Det var spændende at være en del af partiets valgkamp. Vi unge mødtes fast på uformel basis. Vi malede banner og klistrede plakater, mens vi spiste en pizza og drak en øl. Det fungerede rigtigt godt, siger Nicklas Lundstrøm.
De gode erfaringer med at mødes under uformelle former håber han på, at partiet vil tage med sig fremover.
– Det var en god måde at samle de unge på. Og der var ikke lang vej fra at tage beslutninger til at føre dem ud i livet. Vi følte hurtigt, at vi var en aktiv del af partiet. Og vi viste, at selvom vi er et lille parti, så kan vi stadig skabe aktiviteter. Og netop aktiviteter er en forudsætning for, at vores parti kan vokse.
Liste R var et samarbejde mellem KPiD og KP. Og han er også glad for, at der i det arbejdsprogram, som skal vedtages på kongressen, er lagt op til at fortsætte samarbejdet med de øvrige kommunistiske partier.
– Jeg håber, vi kommer endnu tættere på en samling af kommunisterne. Hvis vi bliver et større parti, har vi bedre muligheder for at rykke i klassekampen, lyder det fra Nicklas Lundstrøm.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278