23 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

FE og PET gemmer oplysninger om danskere ulovligt

Kritik fra kontroltilsyn

FE og PET gemmer oplysninger om danskere ulovligt

I strid med reglerne har PET gemt oplysninger om et folketingsmedlem og aktive i ngo'er. Det afslører stikprøvekontroller foretaget af Tilsynet med Efterretningstjenesterne.

Politiets Efterretningstjeneste er – igen, igen – blevet grebet i at gemme oplysninger om lovlig politisk virksomhed, som burde have været slettet.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

De danske efterretningstjenester gemmer fortsat oplysninger i strid med reglerne. Det fremgår af de årlige redegørelser, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne netop har offentliggjort.

Omfanget af den ulovlige behandling af personoplysninger hos PET og FE er fortsat meget bekymrende.
Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening

Tilsynet er et uafhængigt kontrolorgan, der fører kontrol med, om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) behandler personoplysninger efter loven.

Tilsynet foretog sidste år fire stikprøvekontroller samt en inspektion for at tjekke, om PET overholder slettefristerne i lovgivningen. Redegørelsen viser, at i 24 procent af de udtrukne sager burde enten alle eller dele af sagen være slettet, fordi fristen var overskredet.

Tilsynet har også taget stikprøvekontroller af PET's registrering af medlemmer af Folketinget samt journalister og interesseorganisationer. 

Her vurderer tilsynet, "at oplysninger vedrørende ét af de udtrukne medlemmer af Folketinget og personer tilknyttet 4 procent af de udtrukne organisationer skal slettes", fordi "oplysningerne ikke længere er nødvendige".

Overvåger ulovligt i Danmark

Også Forsvarets Efterretningstjeneste får kritik for ikke at slette oplysninger. Stikprøvekontrollerne viser, at FE "… burde have slettet oplysninger om fem i Danmark hjemmehørende personer". Og i mindst fire tilfælde har FE uberettiget indhentet oplysninger om personer i Danmark igennem henholdsvis tre uger i 2014, otte måneder i 2014-2015, fire dage i 2016 og 17 måneder i 2016-2017.

– Omfanget af den ulovlige behandling af personoplysninger hos PET og FE er fortsat meget bekymrende. De personer, som er berørt af disse ulovligheder, bliver ikke orienteret, fordi PET- og FE-loven forbyder dette. Alle danskere må derfor leve med utrygheden om, at PET eller FE ulovligt har overvåget dem, siger formand for IT-Politisk Forening, Jesper Lund, til Arbejderen.

Han påpeger, at PET i 2016 har fået betydelige lempelser i kravene om, at tjenesten sletter personoplysninger, som ikke længere er relevante.

– På trods af dette er PET i 2017 stadig ikke i stand til at leve op til slettekravene. Der synes at være en intern kultur hos PET, hvor fokus alene er på dataindsamling, og hvor sletning af irrelevante eller forældende oplysninger bevidst nedprioriteres.

I 2016 konstaterede Tilsynet, at 12 procent af FE's søgninger i tjenestens rådata var ulovlige, fordi søgningen var målrettet danske borgere. Denne andel voksede til 20 procent i 2017.

– Rådata kan indeholder meget følsomme oplysninger om danskernes elektroniske kommunikation, herunder indholdet af denne kommunikation, fordi der er meget få begrænsninger på FE's indsamling af rådata. Danskernes eneste retsgaranti er, at FE ikke må lave målrettede søgninger efter dem i rådata, og det overholder FE ganske enkelt ikke, forklarer Jesper Lund.

Han mener, at der er behov for langt mere kontrol med FE, herunder forhåndsgodkendelse af alle søgninger i rådata hos en domstol eller en uafhængig administrativ myndighed.

Kræver politisk handling

Institut for Menneskerettigheder kræver, at politikerne griber ind.

– Tilsynet har år efter år påpeget, at de to efterretningstjenesters praksis ikke er i orden. Nu må der gribes politisk ind, så der kan blive rettet op på PET's og FE's praksis. Justitsministeren må på banen og forklare, hvordan han vil sikre, at de to tjenester fremover holder sig på den rigtige side af loven, siger direktør i Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, til Arbejderen.

Men forsvarsministeren er tilfeds med sin efterretningstjeneste.

– Jeg er tilfreds med, at tilsynets redegørelse viser, at FE generelt har efterlevet lovgivningen. Jeg tager dog også redegørelsens kritiske punkter til efterretning. Jeg hæfter mig ved, at FE har iværksat en række tiltag som undervisning af tjenestens ansatte og konkret opfølgning på konstaterede fejl, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. jun. 2018 - 08:02   13. jun. 2018 - 09:23

Overvågning

ml@arbejderen.dk
Tilsynet med Efterretningstjenesterne
  • Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) blev oprettet den 1. januar 2014. Tilsynet er et uafhængigt kontrolorgan, der fører kontrol med, om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) behandler personoplysninger efter loven.

  • Tilsynet består af fem medlemmer, heriblandt en landsdommer, en advokat og en juraprofessor. Medlemmerne udpeges af regeringen.

  • Tilsynet kan afgive udtalelser overfor de to efterretningstjenester og tilkendegive sin opfattelse af, om efterretningstjenesterne overholder reglerne om behandling af oplysninger. Hvis en efterretningstjeneste ikke følger en henstilling i en udtalelse fra tilsynet, skal efterretningstjenesten underrette tilsynet, som forelægger sagen for justits- eller forsvarsministeren.

  • Tilsynet afgiver årlige redegørelser om sin virksomhed til henholdsvis justitsministeren og forsvarsministeren.