Skal man tro Jeppe Kofod, Socialdemokratiets medlem af EU-parlamentet, vil et nyt udstationeringsdirektiv, der nu er nået til enighed om mellem EU-kommissionen, ministerrådet og EU-parlamentet, være "et kæmpe skridt i den rigtige retning i forhold til at sikre samme løn for samme arbejde på samme arbejdsplads".

Helt grundlæggende er problemet, at hensynet til EU’s indre marked stadig står over hensynet til lønmodtagernes rettigheder.
Rina Ronja Kari

Og der er ganske rigtigt nogle forbedringer i forhold til det gældende udstationeringsdirektiv fra 1966, når det nye direktiv træder i kraft om godt to år. I hvert fald på papiret. Folkebevægelsens EU-parlamentariker Rina Ronja Kari vurderer dog, at der kun er tale om "et lille skridt" i den rigtige retning.

– Helt grundlæggende er problemet, at hensynet til EU’s indre marked og virksomhedernes ret til at rykke rundt på arbejdskraften stadig står over hensynet til lønmodtagernes rettigheder. Vi får hverken lige løn for lige arbejde eller stoppet den sociale dumping, før vi bryder helt med EU’s indre marked, understreger Rina Ronja Kari

"Aflønning" afløser "mindsteløn"

I det nuværende direktiv kan danske fagforeninger kun kræve af udstationerende virksomheder, at de betaler deres udstationerede ansatte den mindsteløn, der er fastsat i overenskomster, indgået af "de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter på nationalt plan, og som gælder på hele det nationale område".

Eller også mindsteløn efter overenskomster, der er "alment gældende for alle tilsvarende virksomheder i det berørte geografiske område og i den pågældende sektor eller erhvervsgren".

Problemet er, hvor finder man lige lokale overenskomster, som gælder for "alle tilsvarende virksomheder"?

De samme begrænsninger gælder i det nye direktiv. Forskellen er, at ordet "mindsteløn" nu er afløst af ordet "aflønning", som er et noget bredere begreb.

Det betyder dog ikke, at udstationerede arbejdere nu er sikret samme løn som danske arbejdere med samme arbejde samme sted.

For det første er det fortsat op til dansk fagbevægelse at få tegnet overenskomst med de EU-firmaer, der udstationerer arbejdere i Danmark. Det har ofte vist sig uhyre vanskeligt.

For det andet kan dansk fagbevægelse fortsat ikke kræve – og eventuelt konflikte for – aflønning og tillæg efter lokale overenskomster, med mindre det samme krav gælder for "alle tilsvarende virksomheder" – hvad der jo reelt vil kræve at lønnen er fastlagt ved lov.

March på stedet

Det vigtigste skridt fremad i det nye direktiv er faktisk en march på stedet. Kommissionen ville i sit oprindelige forslag til nyt direktiv have fjernet en bestemmelse i det gældende direktiv, der slår fast, at lønbegrebet fastsættes efter "national praksis" i det land, hvor arbejdet udføres. Hvis det var sket, ville det dermed være op til EU-domstolen at definere, hvad der er omfattet af begrebet "aflønning". Men i det nye direktiv er denne bestemmelse fastholdt.

Endelig er der nu indført en tidsbegrænsning for udstationeringer. Efter 12 måneder – som værtslandet dog skal forlænge til 18 måneder, hvis en udstationerende virksomhed finder anledning til det – skal den udstationerende virksomhed give sine udstationerede ansatte "alle relevante arbejds- og ansættelsesvilkår", som er fastsat i den medlemsstat, hvor arbejdet udføres. Igen dog kun ansættelses- og arbejdsvilkår, som fremgår af lovgivningen eller overenskomster/voldgiftskendelser, der finder "generel anvendelse".

Arbejdsgivere har forrang

Et solidt flertal i EU-parlamentet har også fået skrevet ind i direktivets forord, at "lønfastsættelse er alene et anliggende for medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter. Det skal især sikres, at nationale lønfastsættelsessystemer og de involverede parters frihed ikke undermineres".

Desværre er der andre ting i forordet, der går direkte imod og dermed reelt underminerer denne "frihed".

I det nye EU-direktiv hedder det for eksempel, at for at sikre større beskyttelse af arbejdstagere er det nødvendigt at "forhindre misbrug af rettigheder, som er garanteret af traktaterne".

Og de rettigheder, der her tænkes på, er arbejdsgiveres ret til frit at udføre tjenesteydelser i ethvert EU-land:

"Regler, der sikrer en sådan beskyttelse af arbejdstagere, kan imidlertid ikke påvirke den ret, som virksomheder, der udstationerer arbejdstagere til en anden medlemsstats område, har til at påberåbe sig den frie udveksling af tjenesteydelser, også i tilfælde, hvor udstationeringen overstiger 12 måneder. Enhver bestemmelse, der gælder for arbejdstagere, som er udstationeret i forbindelse med en udstationering på over 12 måneder, skal derfor være forenelig med denne frihed."

Dermed bliver det slået fast med syvtommersøm, at det indre markeds friheder for arbejdsgivere står over arbejderes rettigheder.

EU-domstolen bestemmer

Ifølge direktivet er det EU-domstolen, der skal fortolke direktivet. Og direktiv-teksten slår da også fast, at "det følger af fast retspraksis, at begrænsninger af den frie udveksling af tjenesteydelser kun kan accepteres, hvis de er begrundet i tvingende almene hensyn, og hvis de er forholdsmæssige og nødvendige."

Der er da også faldet flere EU-domme, der begrænser fagbevægelsens ret til at kræve fuld overenskomstdækning for udstationerede arbejdere.

Desværre ændrer det nye direktiv dermed ikke ved, at arbejdsgivernes ret til fri bevægelighed for arbejdskraft, tjenesteydelser, varer og kapital står over arbejdstagerrettigheder. Tværtimod. Og dermed bliver det så som så med de involverede parters frihed – i hvert fald for den part, der udgøres af fagbevægelsen.

Det nye udstationeringsdirektiv vil altså fortsat være en hindring for, at dansk fagbevægelse uden at blive slæbt for EU-domstolen kan kræve, at udstationerede arbejdere får lige løn for lige arbejde på samme sted som danske arbejdere.