Danmark skal "voldsomt op i gear", hvis vi skal nå at leve op til FN's 17 verdensmål inden år 2030, som vi har forpligtet os til.
Sådan lyder konklusionen fra Globalt Fokus og 92-gruppen, der tilsammen organiserer 82 danske miljø- og ulandsorganisationer.
Desværre har skiftende regeringers tiltag skubbet os længere væk fra målene.
Torleif Jonasson, 92-gruppen
Ngo'erne har kortlagt og evalueret regeringens arbejde med at leve op til hver enkelt af FN's 17 verdensmål, der blandt andet forpligter regeringen til at bekæmpe fattigdom, ulighed og klimaforandringer.
Danmark halter bagud på samtlige mål, konkluderer de danske ngo'er.
– Hvis Danmark mener det med at leve op til verdensmålene alvorligt, så skal der gøres meget mere på alle fronter. Danmark har ressourcerne til at gøre meget mere. Desværre har skiftende regeringers tiltag skubbet os længere væk fra at nå målene, siger Torleif Jonasson, formand for 92-gruppen, til Arbejderen.
Ngo'erne har for hvert verdensmål en række forslag til, hvordan Danmark kan sætte slutspurten ind og nå i mål. Blandt forslagene er at afsætte flere penge til ulandshjælp. Og hjælpen skal bekæmpe fattigdom frem for at støtte private investeringer.
– Regeringen har siden 2015 beskåret Danmarks udviklingsbistand og dermed nedgraderet sit internationale engagement i opfyldelsen af verdensmålene.
– Hvis målene skal nås, er udviklingsbistanden en af de mest konkrete og nødvendige løsninger. Det kræver, at regeringen ikke kun fokuserer på vækst, men også sikrer, at bistanden først og fremmest er fattigdomsorienteret frem for en katalysator for private investeringer, understreger Torleif Jonasson
Han henviser til, at regeringen har åbnet op for, at ulandshjælp kan bruges til andre formål end fattigdomsbekæmpelse – eksempelvis betale for behandling af asyl og udgifter til integration. Hertil kommer, at ulandsbistanden bliver brugt til at fremme private danske investeringer i ulande.
FN's verdensmål har ikke kun fokus på verdens fattige lande. Verdensmålene forpligter også regeringen til at gøre noget ved fattigdom, ulighed, uddannelse og miljøproblemer i Danmark.
Derfor anbefaler ngo'erne også, at regeringen genindfører fattigdsomsgrænsen og investerer mere i uddannelse herhjemme samt sikrer mere lighed i gennemførelsen af uddannelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278