Erhvervslivet sidder med ved bordet i stort set samtlige af de råd, nævn og arbejdsgrupper, som regeringen de seneste tre år har nedsat til at rådgive sig.

Politikerne kan godt lide løgnen om, at de her udvalg og nævn er selvstændige og uafhængige.
Anton Grau Larsen, forsker

Det viser en gennemgang af 47 rådgivende arbejdsgrupper, som Arbejderen har foretaget via aktindsigter og en gennemgang af syv ministeriers hjemmesider.

Ministerierne har udpeget ikke mindre end 298 repræsentanter fra erhvervslivet, mens kun 36 repræsentanter fra fagbevægelsen, grønne organisationer og andre ngo'er er inviteret til at komme med input.

I alt sidder erhvervslivet med i 39 ud de 47 råd og nævn, Arbejderen har fundet frem til. 

I 24 af de rådgivende arbejdsgrupper sidder erhvervslivet enten helt alene eller kun sammen med embedsfolk fra ministerierne og eksperter – uden en eneste repræsentant fra fagbevægelsen eller andre ngo'er.

Skævt billede

Det er et problem, at sammensætningen af råd og nævn er så ensidig til fordel for erhvervslivet, mener forsker Anton Grau Larsen.

Han har sin daglige gang på Copenhagen Business School, hvor han forsker i eliten og i enkeltpersoner og grupper, der har magt og indflydelse på samfundets udvikling. Han har været med til at udgive bøgerne Magteliten, Tæm eliten og Magtens atlas, og han er med til at drive hjemmesiden www.magtelite.dk

– Det virker som om regeringen systematisk forsøger at undgå, at borgerne og de ansatte kommer med i flere af de råd og nævn, der bliver nedsat, siger Anton Grau Larsen til Arbejderen.

– Når fagbevægelsen og grønne ngo'er ikke sidder i udvalgene, så bliver deres synspunkter ikke hørt. Og det bliver afspejlet i de forslag, der kommer fra arbejdsgrupperne. Og så sker der langsomt en større og større skævvridning henimod erhvervslivets interesser.

Politisk styring

Den almindelige befolkning har indtryk af, at arbejdsgrupperne er uafhængige, og at ministrene ikke blander sig i de her rådgivende arbejdsgruppers arbejde. Men sådan er det ikke.

- Armslængde-princippet er ofte ikke eksisterende. Ministerierne sidder jo ofte selv med i rådene. I virkeligheden er der tale om en proces, der i høj grad er politisk styret. Det er et problem, hvis politikerne lader som om, det ikke er. Men politikerne kan godt lide løgnen om, at de her udvalg og nævn er selvstændige og uafhængige, påpeger magt-forskeren.

Allerede inden arbejdsgrupperne bliver nedsat, sker der en nøje udvælgelse af, hvem regeringen ønsker input fra.

– Regeringen og dens ministre udnævner de folk til at sidde i deres råd og nævn, som de tror vil være "leveringsdygtige" og vil samarbejde med regeringen om at komme med konkrete forslag til at føre regeringens politik ud i livet. Samtidig får arbejdsgrupperne ofte udstedt meget fastlåste kommissorier. Det er med til at bekræfte, at deres arbejde ofte ender med reelt at være politisk bestillingsarbejde. 

Han mener ikke, at løsningen er at afskaffe rådgivende råd og nævn. Hvis de bliver bredt sammensat, kan de nemlig styrke demokratiet og være med til at sikre input udefra til "embedsmandsvældet".

– Ministrene bør tage ansvar for de her råd og nævn og sikre, at der er åbenhed og gennemsigtighed i deres arbejde, og at de er bredt sammensat. I bund og grund bør de her rådgivende arbejdsgrupper være demokratiske institutioner, der sikrer input til politikerne fra resten af samfundet, mener Anton Grau Larsen.