Siden Kim Larsen døde i søndags, har Danmarks fremmeste mænd og kvinder været ved at falde over hinanden for at hylde den gavflabede sanger. Hverken Lars Løkke eller Anders Samuelsen holder sig ikke for gode til at gnubbe sig op ad hans eftermæle, selv om de står for meget af det, han ikke kunne fordrage.

Han var en ener, der troede på fællesskabet og gjorde en dyd af sin trods. Den sang er det værd at synge videre på.

Kim Larsen var fri og anti-autoritær. I sin lyrik gik han lige ind til ministeren og bad ham tage fødderne ned og hatten af. Han var rundet af Det Dårlige Selskab af slumstormere og pjalteproletarer. Han var den glade gadedreng og den kontrære gamle stodder, der ikke lod sig diktere af nogen. Heller ikke af bureaukraterne i Bruxelles. Larsen spillede for Folkebevægelsen Mod EU og skrev blandt andet sangen Danas Have, der var rettet mod EU.

For Larsen var det at være "gammeldags" en hædersbetegnelse. Det var en stille protest mod den moderne tids ensretning og kræmmermentalitet. Han opfordrede til at tage hånd om dem, der ikke kunne klare sig selv. Eller som han selv formulerede det: Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal være godt for, hvis ikke det skulle være for at støtte de svage. For de stærke skal nok klare sig selv.

I 70'ernes musikmiljø, præget af venstrefløjsaktivisme, kunne han fremstå borgerlig, mens han 30-40 år senere var blandt de få stemmer, der sang i modvind – blandt andet mod krigen i Afghanistan. I virkeligheden stod han hele tiden det samme sted.

Med Himmelblå-fonden støttede han aktivister og BZ’ere og buschaufførerne i Ri-Bus – ikke altid med lige stort held, men meningen var god nok. Larsen opfordrede ikke til at vælte samfundsordenen, men drillede den med et flabet grin. Han blev da heller ikke anset som farlig af etablissementet.  Selv dronningen tog gøgleren til sig, selv om han afviste både blå bog og ridderorden.

I en tid med konkurrencestat og profit-optimering insisterede Larsen på pjæk, poesi og drømmeri og på den værdi, der kunne komme ud af den slags.

Han var en ener, der troede på fællesskabet og gjorde en dyd af sin trods. Den sang er det værd at synge videre på.