Forældre med børn i folkeskolen kan fratages børnechecken, hvis deres børn har mere end 15 procent "ulovlig" fravær i et kvartal. Det indgår i den ghettopakke, som regeringspartierne vedtog i maj måned sammen med DF og S, og som nu bliver behandlet i Folketinget.
Det er jo ikke, fordi de er ude at snolde børnepengene op sammen med forældrene, at de ikke kommer i skole.
Mette With, Skole og Forældre
Undervisningsministeriet er kommet frem til, at forslaget om træk i børnechecken vil ramme 4100 familier.
– Det er vigtigt at tage fat i forældrene, også rimelig kontant, og sige, at det er altså jeres ansvar at sørge for, at jeres barn kommer i skole, lød begrundelsen fra undervisningsminister Merete Riisager (LA) ved præsentationen af udspillet.
En upopulær bestemmelse
Det er skolelederen på den enkelte skole, der skal underrette kommunalbestyrelsen, hvis en elev har mere end 15 procent "ulovlig" fravær. Men skolelederne ønsker ikke denne udvidelse af deres beføjelser til at "straffe forældrene."
"Hele tænkningen i folkeskoleloven lægger op til et ligeværdigt samarbejde og ikke til, at den ene part skal kunne idømme den anden part en økonomisk straf," skriver Skolelederforeningen i et høringssvar.
Fra Landsorganisationen Skole- og Forældre lyder der hård kritik. Landsformand Mette With Hagensen siger:
– Børn med massivt fravær får det ikke bedre af, at forældrene mister næste kvartals børne- og ungeydelse. Det er jo ikke, fordi de er ude at snolde børnepengene op sammen med forældrene, at de ikke kommer i skole. Der er meget andet og mere på spil i disse børns liv end børnecheck og fraværsprocenter.
Også hos Børnerådet - et statsligt råd, som skal sikre børns rettigheder - vækker forslaget bekymring:
– Sanktioner over for forældre i de hårdest belastede familier kan føre til forværring af familieforholdene, for eksempel ved at forældrene støder deres børn fra sig, mener Børnerådet.
Fraværet højere i udsatte boligområder
Merete Riisager siger, at hun lytter til de input, der kommer. Men hun står fast på, at en økonomisk straf kan hjælpe.
– Man bliver mere opmærksom på, at man skal sende sine børn i skole, og at man har det ansvar, mener ministeren, der påpeger, at det særligt er i de udsatte boligområder, at der er problemer med højt skolefravær.
Undervisningsministeriet har købt en undersøgelse hos Rambøls analysevirksomhed, som fortæller, at børn af indvandrere og efterkommere oftere udebliver fra skolen end danske børn. Således er danske børns skolefravær 5,5 procent, hvor det er 7,1 procent hos indvandrerbørn og 6,4 procent hos børn af efterkommere.
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter VIVE har i et storstilet projekt nærstuderet baggrunden for skolefravær på fem skoler i Aarhus Kommune i perioden fra april 2013 til juni i år. Resultaterne af denne undersøgelse er ikke offentliggjort endnu, men Arbejderen har talt med projektleder Iben Bolvig.
Hun fortæller, at undersøgelsen bekræfter, at der er lidt mere fravær hos børn af indvandrere end hos danske børn.
– Men denne forskel er så lille, at den må betegnes som "ikke betydelig", hvis der korrigeres for faktorer som indkomst, uddannelse, psykisk velbefindende, fysisk helbred og særlige familiefaktorer, tilføjer Iben Bolvig.
Unge indvandrere klarer sig bedre
Gunvor Christiansen og Lisbeth Pedersen er henholdsvis chefanalytiker og forskningschef i VIVE. De fortæller til Ugebrevet A4, at de netop har afsluttet en anden undersøgelse sammen med Rambøl, hvor de sammenligner uddannelsesniveauet for unge indvandrere og danskere i udsatte boligområder.
Det viser sig, at de 16-24 årige ikke-vestlige indvandrere har et højere uddannelsesniveau end deres jævnaldrene danskere i samme boligområder.
Også blandt gruppen af unge, som hverken har uddannelse eller job, er de etniske danskere lidt dårligere stillet, end deres ikke-vestlige naboer. Mens 25 procent af de ikke-vestlige unge mellem 16 og 24 år hverken er i gang med uddannelse eller job, gælder det for 27 procent af de etniske danskere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278