10 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdsløse betaler for erhvervspakken

Billigere nødder og ringere beskæftigelsesindsats

Arbejdsløse betaler for erhvervspakken

Folketinget vedtog torsdag en milliard-besparelse på opkvalificering af de arbejdsløse. Det er på forhånd bestemt, at pengene skal sikre virksomhedsejere øget fortjeneste.

FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Torsdag vedtog et flertal i Folketinget, at staten fra januar 2019 ikke længere skal medfinansiere kommunale beskæftigelsesinitiativer, som f.eks. vejledning, opkvalificering af arbejdsløse eller mentorordninger.

Erhvervspakken gav billigere nødder og alkoholsodavand. Til gengæld bliver beskæftigelsesindsatsen kraftigt barberet.
Mads Samsing, HK

Herved spares ca. en mia. kroner om året, der i stedet skal gå til finansiering af den erhvervspakke, som regeringen vedtog sidste år sammen med DF og R.

Pakken indeholder blandt andet lavere udgifter til virksomhedernes el-forbrug, lavere afgift ved videresalg af skibe, lavere skat på nødder og fjernelse af planlagt skat på slik og vin. Tiltag, der skulle forbedre de private virksomheders muligheder for at konkurrere med udlandet.

Mindre opkvalificering af ledige

Søren Heisel er forbundssekretær i 3F. Han er ikke i tvivl om, at konsekvensen vil blive, at flere ledige vil få virksomhedspraktik, som er gratis for virksomheder og kommuner, frem for uddannelse og kurser.

– Det vil føre til mindre opkvalificering af mennesker, der i forvejen har fået mindst ordinær uddannelse, altså også mange 3F’ere. Det er ikke rimeligt. Og så er det dumt, fordi virksomhederne har brug for kvalificeret arbejdskraft, tilføjer han. 

Heller ikke Enhedslistens beskæftigelsesordfører Finn Sørensen er begejstret:

– Nu presses kommunerne med økonomisk tvang til at gøre mindre af det, som de ledige har brug for, nemlig opkvalificering, og gøre mere af det, som virksomhederne har brug for, nemlig gratis arbejdskraft, siger han til Fagbladet 3F.

Rammer den aktive indsats

Mads Samsing er næstformand i HK. Han har følgende kommentar:

– Erhvervspakken gav billigere nødder og alkoholsodavand til gengæld for, at den aktive beskæftigelsesindsats bliver kraftigt barberet. Alt i alt er der altså udsigt til store besparelser på jobindsatsen i en tid, hvor vi burde lægge os i selen for at få alle med i opsvinget.

Beskæftigelsesordfører fra Dansk Folkeparti Bent Bøgsted er ikke bekymret for besparelsen. Han henviser til den misbrug af mentorordningen, der for nylig blev afsløret:

– Den slags bliver nu fjernet, og kommunerne skal i højere grad have fokus på job og kurser, der hjælper folk i job. Det er det, vi satser på, siger han.

Aftale om 100 millioner

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen synes tilsyneladende, at nedskæringen af tilskudet til bekæmpelse af arbejdsløshed er lige skrap nok. Han indgik i hvert tilfælde den 29.10. på regeringens vegne en aftale med Socialdemokratiet, De Radikale og DF om initiativer for 100 mill. til opkvalificering af arbejdsløse. Han begrundede aftalen sådan:

– Det går heldigvis godt i Danmark med en rekordhøj beskæftigelse. Men i den situation er der brug for, at dem, der i dag ikke har job, får nogle bedre muligheder for at bide sig fast på arbejdsmarkedet.

Søren Heisel fra 3F har svært ved at tilbageholde sin forargelse over hele forløbet:

– Man gav 100 millioner med den ene hånd. Nu vil man så sætte afgiften ned på nødder og Breezers og vil finde pengene ved at tage fra indsatsen for de ledige. Det skriger til himlen.

Beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen fra socialdemokraterne er også pikeret:

– Vi oplever, at regeringen på den ene side vil gøre alt for at tiltrække arbejdskraft fra udlandet, men samtidig vil man på den anden side spare på at opkvalificere vores egne ledige herhjemme. Det er både tåbeligt og uanstændigt. Man sparer en milliard. Punktum, siger han til Fagbladet 3F.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. dec. 2018 - 10:46   17. dec. 2018 - 11:53

beskæftigelsestiltag

sb@arbejderen.dk