Den nordjyske fagbevægelse aktionerer i dag mod planlagte nedskæringer på regionens sygehuse.
De ansatte har allerede forfærdelig travlt og må lave benhårde prioriteringer i hverdagen.
Jytte Wester, DSR
Når politikerne kommer til møde i regionshuset i Aalborg klokken 13 vil de blive mødt af vrede sygehusansatte og andre fagligt aktive nordjyder. Og når mødet starter med spørgetime, vil repræsentanter for de ansatte kræve svar på, hvilke opgaver de ikke længere skal løse på de nordjyske sygehuse.
– De ansatte kan ikke løbe hurtigere. De har allerede forfærdelig travlt og må lave benhårde prioriteringer i hverdagen: Skal de for eksempel sikre, at en patient får sin medicin til tiden eller hjælpe en anden patient på toilettet, siger Jytte Wester, formand for Dansk Sygeplejeråd (DSR) Nordjylland.
Gør folk syge
– Vi oplever, at flere søger væk fra arbejdet på sygehuset, og at folk bliver syge af at gå på arbejde, tilføjer hun.
Jytte Wester understreger, at der er behov for flere penge på sygehusene. Kan politikerne ikke sikre det, må de beslutte hvilke opgaver, der ikke længere skal laves, lyder kravet fra de ansatte.
Sparekravet er 130 millioner kroner på Aalborg Universitetshospital og 50 millioner kroner på Regionshospital Nordjylland, der omfatter sygehusene i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev og Skagen. Samlet set bliver der nedlagt omkring 235 stillinger.
>> LÆS OGSÅ: Udsigt til sparerunder og fyringer på sygehuse
Nedskæringen betyder blandt andet lukning af sengepladser, omlægning af mange arbejdsgange og en ny samlet visitation for alle regionens sygehuse.
– Planen er, at visitationen skal vende patienterne i døren, så vi begrænser indlæggelser, forklarer Bente Yder, der er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Regionshospitalet Nordjylland.
– Jeg har svært ved at tro, at det kan lade sig gøre. Også fordi det er medicinstuderende på femte semestre, der endnu ikke har set en patient, der skal stå for visitationen i stedet for som i dag nogle erfarne sygeplejersker. Jeg er i den grad bekymret over det, tilføjer hun.
DSR har sammen med FOA og HK taget initiativ til dagens protest. En række andre fagforeninger bakker op om aktionen og vil møde op foran regionshuset. Det gælder blandt andet de lokale afdelinger af 3F, BUPL, Lærerforeningen, Fysioterapeuterne samt Kost- & Ernæringsforbundet.
Fagligt sammenhold
– Vi er jo allesammen brugere af sygehusene, og er nødt til at stå sammen som arbejderbevægelse mod de her angreb på vores velfærd og alt, hvad der er kollektivt, siger Emil Olsen fra 3F Aalborg.
Samarbejdet mellem de faglige organisationer i Nordjylland blev markant styrket under forårets overenskomstkamp på det offentlige område.
– Vi er klar over, hvad aktiv handling og sammenhold betyder, understreger Emil Olsen.
Over hele landet døjer ansatte på sygehusene med konstante sparekrav og et voldsomt arbejdspres. Lægeforeningen har lavet en rundspørge blandt 1200 læger. Den viser, at 78 procent af sygehuslægerne oplever arbejdsdage, der er så travle, at det påvirker kvaliteten af behandling og pleje.
>> LÆS OGSÅ: Sygehuse fyrer op mod 500 ansatte
– Det siger noget om sundhedsvæsenets sande tilstand. Alene i 2016 og 2017 steg antallet af patienter med 55.000. Til sammenligning blev der kun ansat fire ekstra personer på sygehusene i samme periode, sagde Lægeforeningens formand Andreas Rudkjøbing på foreningens hjemmeside, da resultatet blev offentligjort sidste måned.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278