I medierne i USA og dets allierede i EU og Latinamerika fremstilles kuppræsidenten Juan Guaidó fra det ultrakonservative parti Voluntad Popular som Venezuelas demokratiske håb, der skal frelse landet fra diktatoren Maduro, som tilmed er socialist.

Dagligt bliver sagesløse lyttere og seere bombarderet med nyheder om Guaidós store hjerte, der banker for Venezuelas demokrati og befolkningens ve og vel, og som kæmper mod Maduro, der udsulter den fattige befolkning, mens nødhjælp rådner op ved grænsen.

Det ville klæde pressen – ikke mindst DR – at fortælle, hvad Guaidó og hans kumpaner egentlig vil, men det er nok for meget forlangt.

Det er imidlertid et bevidst skønmaleri uden hold i virkeligheden. Den 5. februar vedtog Juan Guaidó og Nationalforsamlingen en lovpakke, som træder i kraft, hvis kuppet lykkes. Pakken giver en eventuel overgangspræsident enevældig magt til at ændre hele Venezuelas statsapparat, før der bliver udskrevet nyt præsident- og parlamentsvalg.

Guaidó har ellers lovet at udskrive valg efter 30 dage, som Venezuelas forfatning kræver, hvis landet står uden præsident. Men artikel 26 i lovpakken giver den midlertidige præsident ret til at udsætte valget i op til 12 måneder, hvis det teknisk ikke er muligt at gennemføre valget inden for 30 dage efter magtovertagelsen.

Det giver Guaidó og hans håndgange mænd i USA, som er tæt forbundet med Trump-administrationen, tid til at udnytte lovpakkens artikel 15, der giver præsidenten ret til at overtage ledelse og administration i alle offentlige institutioner, statslige virksomheder, autonome institutioner – inklusive det statslige olieselskab.

Og lovpakkens artikel 20 giver Nationalforsamlingen ret til til at udnævne medlemmer til blandt andet højesteret, rigsrevisionen, ombudsmandsinstitutionen og den nationale valgkommission.

Det er nogle af lovpakkens værste tidsler, som giver Guaidó og hans nationale som internationale bagmænd magt til rage alt det til sig, som de har mistet siden 1999. Heriblandt oliereserverne som er verdens største.

Det ville klæde pressen – ikke mindst DR – at fortælle, hvad Guaidó og hans kumpaner egentlig vil, men det er nok for meget forlangt.