General Khalifa Hafter er i færd med at tage kontrol med hele Libyen. Hans militære styrker, som i flere år har kontrolleret den østlige del af landet, har de seneste måneder angiveligt indgået alliancer med militser i det sydlige Libyen, og nu har Hafter indledt et angreb på hovedstaden Tripoli.

Tripoli og den nordvestlige del af Libyen har siden 2016 været styret af en regering under ledelse af Fayez al-Sarraj. Denne regering blev indsat efter FN-ledede forhandlinger i Marokko, og al-Sarraj er i dag anerkendt af FN, USA, EU og en lang række lande. Dog har nogle lande i det sydlige Afrika, enkelte arabiske lande samt Cuba, Venezuela, Bolivia og Nicaragua afvist at anerkende Fayez-al Sarrajs ikke-valgte regering – næppe af sympati for Hafter, men af principiel modstand mod, at et land kan påtvinges en regering udefra.

General Hafter vendte tilbage til Libyen i 2011 på ryggen af den vestlige intervention.

Den myriade af konflikter og interessemodsætninger, som Libyen rummer, afspejler vestlige stormagters rivaliseren om kontrollen med den olie, som Libyen er så rig på.

Oprindelig var general Khalifa Hafter USA's mand i Libyen. Han levede som politisk flygtning i USA, efter at han i 1980'erne faldt i unåde hos landets daværende leder Muammar Gadaffi. Fra USA deltog han i konspirationen mod Gadaffi, og han vendte tilbage til Libyen i 2011 på ryggen af den vestlige intervention.

Siden 2016 har USA formelt anerkendt Fayez al-Sarrajs regering, men USA har åbenbart ikke tænkt sig at forsvare denne regering. I søndags beordrede USA's Afrika-Kommando sin militærstyrke til at forlade Tripoli. Det kan næppe tolkes som andet end de facto-støtte til Hafter og tro på, at USA's interesser kan sikres i et samarbejde med generalen, som også støttes af Saudi-Arabien, Egypten, Italien og Frankrig.

Taberne er landets befolkning, hvoraf titusinder er blevet dræbt. Frem til den militære intervention i 2011 var Libyen det land i Afrika, som ifølge FN sikrede sin befolkning de bedste levevilkår målt på uddannelse, ernæring og sundhed. Landets store olierigdomme havde imidlertid den bagside, at det tiltrak en blodig krig om dette sorte guld.