Efter valget til EU-parlamentet i går er der umiddelbart ikke megen trøst at hente for EU-modstanderne i Danmark. Folkebevægelsen fik over hele landet sit hidtil dårligste resultat. For første gang nogensinde er de danskere, som ønsker Danmark meldt ud af EU, ikke repræsenteret i EU-parlamentet.

Hvordan kunne det gå så galt?

Dobbeltvalget – det vil sige udskrivningen af folketingsvalg samtidigt med, at der føres EU-valgkamp – er naturligvis en del af årsagen. Det har presset EU-dagsordenen i baggrunden og åbenlyst gjort det sværere for Folkebevægelsen og dens kandidater at komme ud med deres budskaber.

Enhedslistens beslutning om at opstille selv er måske den vigtigste faktor, som har splittet modstandernes stemmer og skadet Folkebevægelsen.

Enhedslistens valgkamp har tydeligt vist, at man er i fuld gang med en omstilling fra traditionel EU-modstand til at være et erklæret EU-reformparti.

Det er blandingen af snæver partichauvinisme og Enhedslistens opgivelse af den principielle EU-modstand, som drev bruddet med Folkebevægelsen igennem. Et brud, der kostede liste N sit mandat, men også viste, at Enhedslisten kun opnåede sit mandat i kraft af valgforbundet med Folkebevægelsen.

Unionsmodstanden i Danmark har lidt et tilbageslag, men er langtfra død.

I en kort periode var brexit til gavn for EU-modstanderne, også i Danmark. Men det næsten altomfattende politiske kaos, der er skabt i Storbritannien i de seneste år, ændrede billedet og har svækket troen på daxit.

Senest er der skabt store illusioner om, at det er muligt at skabe en bæredygtig klimapolitik gennem EU. Det er illusioner, som også Enhedslisten har bidraget til at skabe. EU og dens institutioner er redskaber for storkapitalen i Europa, som er en del af selve årsagen til klima- og miljøkrisen.

Der er også en række andre faktorer, der har spillet en rolle. Den ændrede amerikanske udenrigspolitik under Trump og Ruslands og Kinas internationale rolle har skabt et bredere grundlag for illusionerne om, at EU er et reelt alternativ, som vil forsvare freden og demokratiet.

Lars Løkke og co. har længe varslet et hurtigt opgør med ikke mindst det militære forbehold. Selv om tilhængerpartierne i dag kan fejre deres hidtil bedste valgresultat, så tager de fejl, hvis de tror, at danskernes EU-modstand og -skepsis er væk.

Det store flertal af danskerne er ikke jubeleuropæere og ønsker ikke et større, stærkere EU, rustet til tænderne.

Folkebevægelsen mod EU står naturligvis overfor en drøftelse af, hvordan man bedst kan reorganisere bevægelsen. Unionsmodstanden i Danmark har lidt et tilbageslag, men er langtfra død.