Et hjørne af de igangværende regeringsforhandlinger, som er værd at holde øje med, er spørgsmålet om den nedre beløbsgrænse for, hvad en borger fra et land udenfor EU skal tjene for at måtte arbejde i Danmark.

Beløbsgrænsen, som i dag er på 427.000 kroner om året, er under kraftig beskydning fra arbejdsgiverne, som ønsker udvalget af billig udenlandsk arbejdskraft udvidet til ikke bare at gælde EU's indre marked – hele verdens arbejderklasse skal være dansk erhvervslivs reservearmé.

Mens vi tvangsudviser mennesker i nød, importerer danske virksomhedsejere udenlandske arbejdere som aldrig før.

Og ikke kun arbejdsgivernes organisationer piver over de kun 250 millioner sjæle, det i øjeblikket er muligt for storkapitalen at flytte over grænserne i det indre marked i EU. Også den måske mest magtfulde forhandlingspartner for Mette Frederiksens bestræbelser på at skabe en S-ledet regering er varm tilhænger af øget import af arbejdskraft.

Radikale Venstre, som ellers fremstår som humanistiske borgerlige, har utroligt travlt med at tale arbejdsgivernes sag. Det på trods af at 220.000 udenlandske statsborgere sidste år arbejdede i Danmark.

Imens går både nye og gamle danskere arbejdsløse – på latterligt lave ydelser. Det er en uholdbar situation, som på den ene side puster til fremmedfrygt og på den anden side vanskeliggør solid integration af de få flygtninge, som trods alle barrierer formår at komme til vores lille andedam højt mod nord. På flugt fra deres hjemland på grund af massiv fattigdom, katastrofer eller krige, forfølgelse og konflikter.

Det er logik for burhøns, at et større udbud af arbejdskraft vil føre til lavere priser på arbejdskraft. Det er også logik, at jo flere arbejdere arbejdsgiver har i reserve, des mere kan han tillade sig, før man som ansat tør sige fra. Det er altså helt logisk at slutte, at jo større udbuddet af arbejdskraft bliver, des mere råt bliver arbejdsmarkedet.

En sænkning af beløbsgrænsen vil derfor presse især faglærte og ufaglærte, som allerede i dag er pressede af et "frit" fælles arbejdsmarked i 28 lande. Fortsætter det pres, vil frygten for morgendagen og vreden over forholdene også stige. En frygt og vrede som kun sjældent formås kanaliseret ud mod de egentlige bagmænd: arbejdsgiverne.

Danmark er en særdeles aktiv imperialistisk magt, som ikke går af vejen for at bidrage til krig, død og udplyndring rundt om i verden. Det ville, ikke mindst set i det lys, klæde Danmark at tage et større ansvar for verdens massive flygtningestrømme.

Hensynet til dansk storkapital skal ikke overskygge hensynet til menneskeliv. Men sådan er det i dag. Mens vi tvangsudviser mennesker i nød, importerer danske virksomhedsejere udenlandske arbejdere som aldrig før. Løsningen er ikke videre rammer for dette syge system.

Det er bydende nødvendigt, at vægten skiftes, så de, der har brug for en sikker havn, prioriteres over kapitalejernes hunger efter at splitte europæiske familier og sprede dem udover hele kontinentet i jagten på den maksimale profit.