08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forberedelse af demonstration mod Trump

Besøg i Danmark

Forberedelse af demonstration mod Trump

I København er mindst tre initiativer i gang for at forberede demonstrationer mod præsident Trump, når han lander i Danmark. Også en kæmpeballon af Trump som baby vil deltage.

Den amerikanske præsident kommer på officielt statsbesøg den 2.-3. september.
FOTO: Brendan Smialowski / AFP / Ritzau Scanpix
1 af 1

Når den amerikanske præsident Trump kommer til Danmark den 2.-3. september, vil han blive mødt med demonstrationer. Det står klart på nuværende tidspunkt, hvor der er flere forskellige initiativer i gang. 

Med ballonen kan vi som civilsamfund råbe op og samle os bag et symbol. Og så vil en reaktion på hans Twitterprofil jo være sjov.
Morten Skovgaard, initiativtager til Bring Trump Baby to Denmark

I aften (mandag) klokken 18 har Mellemfolkeligt Samvirke indkaldt til møde på Fælledvej 12 i København. Ifølge Facebook-gruppen vil foreløbig følgende grupper deltage: Black Lives Matter Denmark, Venligboerne, Womans March, Women Of Colour, Stop Diskrimination, Velkommen Til Flygtninge, Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination og Danmark for Alle.

Sammen mod Trump

I morgen tirsdag har SF Ungdom har indkaldt til planlægningsmødet, Sammen mod Trump, som foregår klokken 17.30 på Blegdamsvej 24A i København.

"Vi skal samle alle de kræfter, der vil være med til en fredelig festlig demonstration", skriver SF Ungdom på Facebook, hvor organisationen understreger, at "alle organisationer og privatpersoner, der ønsker, at påvirke og bidrage til planlægningen af demonstrationen er velkomne til mødet".

Og endelig har også "Tid til fred - aktiv mod krig" indkaldt til planlægningsmøde på torsdag.

Babyballon

Alt tyder også på, at den amerikanske præsident vil blive mødt af en seks meter høje Trump-babyballon, når han lander i København.

Den store ballon, som er en karikatur af den amerikanske præsident som en kæmpe baby med ble og mobiltelefon, har fulgt Trump ved flere demonstrationer verden over. Den blev første gang brugt under Trumps besøg i London i juli sidste år.

Morten Skovgaard, der er skribent for mediet POV International, har taget initiativ til at få ballonen til Danmark, og ejerne af ballonen har givet grønt lys for, at en af dem kommer til Danmark i forbindelse med Trumps besøg.

For at det skal kunne lade sig gøre, er der dog en række praktiske hensyn, som skal på plads. Derfor er Morten Skovgaard i gang med at søge tilladelse hos blandt andet politiet og Københavns Kommune, skriver DR Nyheder.

– Med ballonen kan vi som civilsamfund råbe op og samle os bag et symbol. Og så vil en reaktion på hans Twitterprofil jo være sjov, siger Morten Skovgaard til DR Nyheder.

Arktis til debat

Den amerikanske præsident kommer til Danmark efter invitiation af dronning Margrethe. Det er et officielt statsbesøg, og Trump skal blandt andet møde statsminister Mette Frederiksen og landsstyreformændene for Grønland og Færøerne.

Flere kommentatorer har da også påpeget, at netop Arktis og Grønland er vigtige amerikanske interesser og vil stå højt på dagsordenen for den amerikanske præsident.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. aug. 2019 - 14:18   06. aug. 2019 - 10:51

Protest

bi@arbejderen.dk