Det klagenævn, der behandler danske virksomheders overtrædelser af menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og miljøhensyn i udlandet, afviser klager på stribe.

Det viser en aktindsigt, som Danwatch har fået hos Mæglings- og Klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd (MKI). MKI behandler klager over danske firmaer, der eksempelvis bruger børnearbejde i Bangladesh.

Det er bekymrende, at så mange sager bliver afvist, før de overhovedet når at blive behandlet.
Lars Koch, Mellemfolkeligt Samvirke

Siden 2016 har det danske klagenævn kun taget stilling til en enkelt sag ud af i alt 18 klager. 15 af de resterende klager blev afvist, og i de sidste to tilfælde fandt parterne selv en løsning.

De mange afvisninger vækker bekymring hos de danske ngo'er, der arbejder i verdens fattigste lande og oplever konsekvenserne af danske firmaer, der overtræder menneskerets- eller miljølovgivning.

Ngo'er: "Bekymrende"

– Det er bekymrende, at så mange sager bliver afvist, før de overhovedet når at blive behandlet. Det er tegn på, at det ikke fungerer. Ideen bag klagenævnet er jo netop at få undersøgt klagerne og få en dialog op at stå, siger policy-chef Lars Koch fra Mellemfolkeligt Samvirke til Arbejderen.

Han uddyber:

– Konsekvensen er, at danske virksomheder ikke bliver opmærksomme på og stopper de overgreb på menneskerettighederne, de måtte være involveret i. Danske virksomheder er forpligtet til at kompensere arbejdere og miljø for eventuelle krænkelser. Men dette princip kan kun håndhæves, hvis der er en effektiv klageinstans.

Også Amnesty International kritiserer klageinstansen:

– Danske virksomheder og deres underleverandører har ligesom andre virksomheder internationalt problemer med at overholde helt grundlæggende arbejdstagerrettigheder rundt om i verden. Derfor er det et problem, at MKI ikke er effektiv nok som klageinstans, siger seniorrådgiver for menneskerettigheder og erhverv i Amnesty Internationals danske afdeling, Sanne Borges, til Arbejderen.

MKI er oprettet, fordi Danmark er medlem af den økonomiske samarbejdsorganisation OECD. Medlemskabet forpligter alle danske virksomheder, investeringsselskaber og offentlige institutioner til at overholde OECD’s retningslinjer for multinationale selskaber.

Virksomhederne skal blandt andet sikre, at deres aktiviteter ikke fører til krænkelser af menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder eller skader miljøet i de lande, de driver forretning i.

Hvis en dansk virksomhed eller offentlig instans ikke overholder retningslinjerne, kan man klage til MKI, der vurderer, om klagen er berettiget, og mægler i sagen.

Ekstremt ressourcekrævende

De 18 sager, som ngo'er har forsøgt at rejse ved MKI, udgør muligvis kun en lille del af de sager, der burde interessere klagenævnet.

Det seneste år har Danwatch blandt andet afsløret, at Mærsk lader underbetalte havnearbejdere losse og laste skibe under farlige forhold i Kenya, og at danske tøjfirmaer som Bestseller og Samsøe & Samsøe får produceret læder på giftige garverier i Indien.

Disse sager kunne i princippet være indbragt for MKI, men det er ikke sket.

– Det er ekstremt ressourcekrævende at føre en sag ved klagenævnet. Der skal indsamles en masse dokumentation for overhovedet at få nævnet til at tage sagen. Herefter forventes det, at vi skal indgå i en længerevarende mæglingsproces sammen med nævnet og den anklagede virksomhed. Det er en langvarig og omfattende proces. Det æder hurtigt en masse tid. Og det er ofte svært at få oplysninger ud af selskaberne. Derfor opgiver mange ngo'er overhovedet at forsøge at få en sag for klagenævnet, vurderer Lars Koch.

Mellemfolkeligt Samvirke har rejst en sag mod fødevaregiganten Arla om dumping af mælkepulver i Vestafrika, der tog livet af de lokale bønder. Sagen endte med, at Mellemfolkeligt Samvirke og Arla indgik forlig.

– Hvis en stor ngo som os ikke fører sager ved nævnet – så er der garanteret også mange mindre ngo'er, der heller ikke forsøger at få sager for nævnet, fordi det simpelthen koster for meget tid, penge og kræfter. Det er problematisk, at det er så ressourcekrævende, uddyber Lars Koch.

Samme kritik lyder fra Amnesty International.

Det kræver mange kræfter af ngo'erne – som i forvejen er pressede på grund af store opgaver og begrænsede ressourcer – at føre en sag ved MKI. Derfor overvejer ngo'erne selvfølgelig, om det er indsatsen værd at bruge en masse tid og kræfter på at klage til en klageinstans, der – statistisk set – sandsynligvis vil afvise eller ikke give dem medhold i klagen, forklarer Sanne Borges.

Ingen sanktioner

En ting er det manglende kendskab og besværligheden ved at bruge klagenævnet. Noget andet er, om det overhovedet har nogen effekt, når en virksomhed bliver kritiseret. 

Ifølge de danske ngo’er og OECD Watch er et af hovedproblemerne med MKI og de 35 søsterinstanser i resten af OECD også, at de ikke har nogen sanktionsmuligheder. 

Deres afgørelser er udelukkende vejledende, og det er derfor helt op til den enkelte virksomhed, investeringsselskab eller offentlige institution, om de vil følge de anvisninger, der kommer fra nævnet.

Og det spiller ind, når ngo'erne tøver med at bruge kræfter på at klage, vurderer Sanne Borges fra Amnesty International. Hun opfordrer derfor den nye regering til at komme på banen og stramme op på reglerne.

– Den nye erhvervsminister, Simon Kollerup, har profileret sig på at ville sætte ind overfor virksomheder, der "bryder samfundskontrakten". Samfundskontrakten handler også om, at danske virksomheder agerer ordentligt og efter de internationale standarder for ansvarlig virksomhedsadfærd i udlandet. Det kan ikke være rigtigt, at det er os ngo'er, der skal bevise, at virksomheder overtræder standarderne, før der sker noget. Der bør strammes op på lovgivningen, så det er op til virksomhederne at vide og vise, at de lever op til de internationale standarder, mener Sanne Borges.