Forleden lå jeg på trampolinen med to af mine børn i armene efter en ordentlig omgang grin og hopning og kiggede op på den blå himmel med hvide skyer, som drev af sted. 

Uden en dom ved vores domstole fratager kommunerne socialt udsatte deres forsørgelse.

Men, som jeg lå der og følte mig næsten lykkelig, kom tvivlen krybende. Var det i orden at være glad sammen med mine børn, når nu jeg dagen før havde sygemeldt mig fra kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune med stress?

Jeg ved, at jeg er privilegeret. Ingen overvåger mig, og jeg kan ikke miste mine sygedagpenge, men alligevel var jeg på vagt.

Systematisk overvågning

Mange år som bisidder i sociale sager har lært mig, at kommunerne systematisk truer og sanktionerer de mest udsatte, som ofte hverken tør klage eller gøre indsigelse af frygt for yderligere overgreb.

Så der er trods al sund fornuft gode grunde til, at vi rammes af tilsyneladende irrationelle tanker og følelser af frygt, når vi er sygemeldte.

For mange i det kommunale system er frygten for straf i form af økonomiske sanktioner en rationel og begrundet frygt.

Som sygemeldt borger i kongeriget Danmark er man ikke kun underlagt rationel lovgivning. Vi er underlagt samfundets etiske normskred, hvor økonomisk kassetænkning går forud for etik og moral.

Kommunerne begrunder deres overvågning, kontrol og straf af syge og socialt udsatte med, at det kan betale sig for kommunekassen.

Medarbejderne i kontrolindsats får at vide, at jo flittigere de overvåger, kontrollerer og straffer borgere på sociale ydelser, jo flere millioner flyttes fra borgere til kontrolkassen, jo flere medarbejdere kan kommunen ansætte, og jo flere millioner vil rulle ind som belønning!

Pressen følger villigt med på argumenterne om de velsignede millioner, ingen taler om den socialt udsatte eller syge borgers ret til anklage og dom ifølge loven. 

Retssikkerheden er truet

Der er let spil for kommunerne, når det gælder frygtsomme borgere.

I de fleste tilfælde dømmes socialt udsatte som sociale bedragere uden politianmeldelse, uden en formel anklage og uden lovlig bevisførelse.

Uden en dom ved vores domstole fratager kommunerne socialt udsatte deres forsørgelse. Kommunerne har sat sig ud over loven, Retssikkerheden er truet, og frygtkulturen har bidt sig fast.

Hvordan er vi kommet så langt væk fra vores grundlæggende værdier om tillid, lov og ret?

Med førtids- og fleksjobreformen fra 2013 skulle ingen mere efterlades på perronen, som daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen sagde. Alle skulle være en del af fællesskabet – underforstået arbejdsfællesskabet.

Derfor satte man stop for førtidspensioner og indførte ressourceforløb og intensiverede forsøget på at få syge og dovne til at arbejde gratis i praktikker og nyttejob.

I 2014 kom sygedagpengereformen og satte varighedsbegrænsningen ned fra et år til 22 uger. For det er angiveligt sundt at komme hurtigt tilbage på arbejde.

Samtidig har kommunerne intensiveret kontrollen med de arbejdsvægrende (altså de syge) til et nærmest totalitært niveau for at sikre kommunens økonomi.

Facebook overvåges, og har man som sygemeldt bagt småkager, styrketrænet eller været på hundeudstilling, straffes man, da det så anses for bevist, at man ikke er syg.

Kan man ikke forsørge sig selv, har man ikke kun mistet retten til livskvalitet og glæde i fællesskaber.

Vores samfund er blevet gennemsyret af overvågning og straf af syge og socialt udsatte.

Det perfekte fængsel

Foucault beskriver i ”Overvågning og Straf” det perfekte fængsel:

De få overvåger de mange ved, at fængslet er opbygget, så de indsatte ikke ved, hvornår de er overvåget, hvilket har den konsekvens, at de indsatte overvåger sig selv og ændrer adfærd ud fra et ønske om at opføre sig, som de tror, fangevogterne vil have, de skal opføre sig.

Konstruktionen kaldes et panoptisk fængsel og er et billede på det moderne samfund, hvor vi alle sammen overvåger os selv og hinanden som nogle små emsige fangevogtere uden etisk kompas for lov og ret.

Vi skal gøre op med overvågningen og straffen af syge mennesker. Ingen får det bedre af mistillid, overvågning og straf.

Det gør man til gengæld af at være glad, hoppe på trampolin med sine børn, bage julekager og gå på hundeudstilling!

Syge og handicappede skal bevare retten til at vælge, hvad der giver dem livskvalitet uden at føle skam eller frygt, og vi skal slå hårdt ned på kommuner, der dømmer socialt udsatte uden om landets domstole, og vi skal først og fremmest have blik for, når vi selv fanges i frygt, skam og fordømmelse over os selv eller naboen. 

>> LÆS OGSÅ: Ulf fik ændret kommunens behandling af syge