01 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ny tænketank vil sikre socialpolitisk handling

Ikke kun snak

Ny tænketank vil sikre socialpolitisk handling

Den nystiftede socialpolitiske tænketank er kommet godt fra start. Nu går den nyvalgte bestyrelse i gang med at opbygge tænketanken. Alle kan melde sig ind og være med i arbejdet.

En del af de omkring 60 deltagere i det stiftende møde.
FOTO: Preben Etwil
1 af 1

Danmark har fået en socialpolitisk tænketank. Omkring 60 deltog tirsdag i det stiftende møde for SOCIUS – Tænketanken for social bæredygtighed.

Det her skal ikke kun være en tænketank, men også en handletank.
Linda Lundgaard Andersen, forsker

Mødedeltagerne var en bredt sammensat forsamling med vidt forskellige erfaringer. Her var både aktivister fra de sociale bevægelser, aktive i en række forskellige organisationer og foreninger på det sociale område, ansatte i den offentlige sektor, forskere, tidligere og nuværende politikere og andre med interesse for socialpolitik.

Det blev slået fast, at SOCIUS ikke kun skal tænke tanker og bruge ord, men også skal sikre handling.

I vedtægterne står der direkte, at tænketanken blandt andet skal "understøtte sociale bevægelser med tal og analyser" og "bevæge og samle andre, der vil et mere socialt bæredygtigt samfund". 

Bred bestyrelse

– Vi skal ikke bare tænke, vi skal også handle, sagde Eyvind Vesselbo, tidligere folketingsmedlem og socialordfører for Venstre. 

Han er et af de i alt ni medlemmer af den bestyrelse for tænketanken, som blev valgt på mødet.

Anne Worning blev valgt ind i bestyrelsen for tænketanken. Hun er tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening.
Preben Etwil

Ved sammensætningen af bestyrelsen er der lagt vægt på både faglig og politisk bredde. 

Med i bestyrelsen er to tidligere borgerlige politikere samt en socialdemokrat. Men samtidig blev det skrevet ind i vedtægterne, at tænketanken skal være uafhængig af partipolitik.

Et andet bestyrelsesmedlem, Linda Lundgaard Andersen der er forsker på RUC, slog også på betydningen af handling.

– Det her skal ikke kun være en tænketank, men også en handletank. Vi forskere vil gerne have, at vores viden bliver brugt til nye handlinger. Forskerne er vigtige, men det er praktikere, borgere og brugere også. Tænketanken skal bringe mange forskellige mennesker med forskellig viden og kompetencer sammen, sagde Linda Lundgaard Andersen.

Et væld af ideer

Allerede på det stiftende møde kom der mange ideer til, hvad tænketanken skal arbejde med. Alle deltagerne blev delt op i grupper ved de enkelte borde og diskuterede forslag til kommende indsatser. Debatten var meget livlig.

Blandt de mange ideer ved et enkelt af bordene kan følgende nævnes: Socialt udsatte skal inddrages direkte i arbejdet og komme til orde selv, og der skal være fokus på de fattige pensionister, der ikke har andet end folkepensionen.

Derudover blev der slået på, at tænketanken skal turde tænke kreativt og lidt vildt og komme med ideer til andre måder at indrette et samfund på end efter de markedsøkonomiske principper, og at den skal have fokus på de grundlæggende principper i vores velfærdssystem, der er under nedbrydning.

Yildiz Akdogan, tidligere socialdemokratisk folketingspolitiker kom også med i bestyrelsen.
Preben Etwil

Bestyrelsen skal nu arbejde videre med de ideer, der kom frem på mødet. Fra den arbejdsgruppe, der har forberedt stiftelsen af tænketanken, blev det foreslået, at tænketanken inden længe præsenteres i offentligheden ved et debatmøde om social bæredygtighed med deltagelse af socialminister Astrid Krag.

Der blev på mødet nedsat fire faste arbejdsgrupper, der er åbne for alle interesserede. De fordeler sig på følgende områder: Events og arrangementer, forskning og analyse, kommunikation og presse samt med at skaffe penge til tænketankens arbejde.

Ved siden af de faste arbejdegrupper vil der løbende blive nedsat midlertidige arbejdsgrupper omkring forskellige konkrete emner. Det står alle frit for at komme med idéer til den slags temagrupper. Tænketankens arbejde vil i høj grad være baseret på frivillig arbejdskraft.

Ud over de omkring 60 deltagere i det stiftende møde havde næsten lige så mange inden mødet meldt afbud og samtidig erklæret deres støtte til initiativet. Indmeldelse i tænketanken kan ske ved henvendelse til info@socialpolitisk-platform.dk.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. sep. 2019 - 12:10   27. sep. 2019 - 11:03

Velfærd

ur@arbejderen.dk
Socialpolitisk tænketank

På et stiftende møde den 24. september 2019 blev Socius – Tænketank for social bæredygtighed dannet. Socius er latin og betyder forbundsfælle. Tænketanken arbejder med at samle politikere, forskere, frivillige, praktikere og brugere, der vil påvirke debat og lovgivning i Danmark sådan, at social bæredygtighed bliver en naturlig del af alle beslutninger.

Med i bestyrelsen er:

  • Laila Walther, formand for Socius og direktør for Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade
  • Anne Worming, socialrådgiver, formand for Hanne Marie Hjemmet for prostituerede kvinder med misbrug og formand for foreningen Fri af misbrug
  • Henriette Kjær, public affairs director for Rud Pedersen og tidligere socialminister
  • Jann Fønss, frivillig hos SydhavnsCompagniet, der arbejder med sociale og beskæftigelsesfremmende indsatser
  • Linda Lundgaard Andersen, professor, Organisering, Etik og Social Bæredygtighed, RUC
  • Mette Blauenfeldt, sektionschef i Dansk Flygtningehjælp Integration
  • Troels Boldt Rømer, landsformand i Ungdommens Røde Kors
  • Yildiz Akdogan, projektleder og forhenværende MF for Socialdemokratiet
  • Marianne Frahm Rasmussen, repræsentant for sociale græsrodsbevægelser

Alle kan melde sig ind i tænketanken og være aktiv i de forskellige arbejdsgrupper. Det almindelige kontingent er på 200 kroner årligt, studerende betaler 100 kroner og fattige 10 kroner. Indmeldelse og yderligere information ved henvendelse til: info@socialpolitisk-platform.dk

Læs mere på socius.dk eller på Facebook