07 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU har fået en arbejdsmarkeds-myndighed

Indvielsesceremoni i Bruxelles

EU har fået en arbejdsmarkeds-myndighed

EU's nye arbejdsmarkedsmyndighed skal både bidrage til at fremme arbejdskraftens mobilitet og bekæmpe svindel. Kritikere advarer om, at det kan udvikles til en overnational arbejdsmarkedsmyndighed.

Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed er hjørnestenen i vores arbejde for at gøre EU's regler om arbejde retfærdige, mener EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker.
FOTO: Olivier Hoslet/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

EU's nye arbejdsmarkedsmyndighed med det mundrette navn Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed eller European Labour Authority, i daglig tale ELA, er nu klar til at indlede sine aktiviteter.

 Dette er endnu et stort skridt mod et bedre integreret europæisk arbejdsmarked baseret tillid, pålidelige regler og effektivt samarbejde.
Jean-Claude Juncker

Det blev markeret ved en indvielsesceremoni i Bruxelles den 16. oktober, og efterfølgende blev det første hovedbestyrelsesmøde afholdt.

– Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed er hjørnestenen i vores arbejde for at gøre EU's regler om arbejde retfærdige, effektive og mulige at håndhæve, sagde EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, i forbindelse med indvielsen.

Han fremhævede også, at myndigheden var blevet oprettet på rekordtid. 

– Dette er endnu et stort skridt mod et bedre integreret europæisk arbejdsmarked baseret tillid, pålidelige regler og effektivt samarbejde, lød det fra Juncker.

Budget: 50 millioner euro

Den nye arbejdsmarkedsmyndighed får hjemsted i Bratislava i Slovakiet. I løbet af næste år forventes det, at personalet er ansat, og i 2024 forventes myndigheden at være helt plads med 140 ansatte og et årligt budget på omkring 50 millioner euro (370 millioner kroner).

ELA skal på en gang bidrage til at fremme arbejdskraftens mobilitet og bekæmpe svindel og omgåelse af reglerne for den frie bevægelighed i EU.

I dag bor eller arbejder cirka 17,5 millioner EU-borgere i en anden medlemsstat end deres oprindelige, og millioner af virksomheder opererer på tværs af grænserne.

Forventningsfulde

ELA's bestyrelse består af repræsentanter fra medlemsstaterne, fra EU-kommissionen, arbejdsmarkedets parter på EU-plan, EU-parlamentet samt observatører fra Island, Liechtenstein, Norge, Schweiz og andre EU-agenturer på området for beskæftigelse og sociale anliggender. 

Den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS, er i bestyrelsen repræsenteret af vicegeneralsekretær Per Hilmersson. Ifølge Fagligt.EU er han optimistisk i forhold til, at ELA kan løse nogle af de problemer, der er med den frie bevægelighed i EU.

– Der var en god atmosfære. Alle var meget forventningsfulde – både vi fra fagbevægelsens side og repræsentanterne fra medlemslandene glæder os til, at arbejdet går i gang, og vi kan begynde at løse nogle af de konkrete problemer på det indre marked, sagde Per Hilmersson efter det første møde i hovedbestyrelsen.

Overnational myndighed?

I Norge har den faglige tænketank De Facto udarbejdet en kritisk rapport om ELA.

Ifølge rapporten, som dog er udarbejdet før den endelige vedtagelse i EU, er der risiko for, at ELA kan udvikle sig til en overnational arbejdsmarkedsmyndighed. De Facto peger blandt andet på, at ELA skal have en mæglerfunktion i sager, hvor medlemslandene er uenige om, hvordan EU-reglerne skal forstås.

Idéen om en EU-arbejdsmarkedsmyndighed blev født i Jean-Claude Junckers tale om Unionens tilstand i 2017. Efterfølgende forelagde EU-kommissionen dens forslag til en forordning om oprettelse af myndigheden i marts 2018. Der blev indgået en foreløbig aftale mellem EU-parlamentet og Rådet i februar 2019, mindre end et år efter det oprindelige forslag.

DA og LO

I Danmark bakker både Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, og Dansk Arbejdsgiverforening, DA, op om den nye myndighed. 

DA er dog utilfreds med, at man i den endelige aftale har valgt at kalde det en "myndighed", som har flere beføjelser end et såkaldt agentur.

– Vi har fra starten været kritiske over for etableringen af en egentlig myndighed med overstatslige beføjelser. Hvis man reelt ønsker at etablere et agentur, så virker det underligt at kalde det for en myndighed. Vores frygt er, at det er et udtryk for, at man på sigt ønsker at snige flere beføjelser til agenturet ind ad bagdøren. Det bør både arbejdsmarkedets parter og de danske politikere være opmærksomme på ikke sker, sagde DA's europapolitisk chef, Christiane Mißlbeck-Winberg, da aftalen blev offentliggjort i februar 2019.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. okt. 2019 - 11:33   25. okt. 2019 - 14:59

EU

bi@arbejderen.dk
ELA, Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed

Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed (European Labour Authority, ELAfår hjemsted i Bratislava. Myndigheden opbygges frem mod 2024, hvor der forventes at være 140 ansatte og et årligt budget på 50 millioner euro.

Den Europæiske Arbejdsmyndigheds aktiviteter vedrører regler om arbejdskraftens bevægelighed: arbejdstageres frie bevægelighed og udstationering af arbejdstagere, koordinering af sociale sikringsordninger og specifik lovgivning i vejtransportsektoren.

Myndigheden har følgende mål:

  • lette borgernes og erhvervslivets adgang til oplysninger og tjenester relateret til deres rettigheder og pligter.

  • lette samarbejdet mellem medlemsstaterne om håndhævelsen af EU-lovgivning inden for dens anvendelsesområde, herunder ved at lette samordnede og fælles inspektioner samt ved at bekæmpe sort arbejde.

  • mægle og bidrage til at finde løsninger i tilfælde af grænseoverskridende tvister.

Myndighedens bestyrelse består af repræsentanter fra medlemsstaterne, fra EU-kommissionen, arbejdsmarkedets parter på EU-plan, EU-parlamentet samt observatører fra Island, Liechtenstein, Norge, Schweiz og andre EU-agenturer på området for beskæftigelse og sociale anliggender.

Kilde: EU-kommissionen