Juleaften får jeg altid flere og større gaver, end jeg forventer. Helt omvendt forholder det sig med politik, hvor jeg – formentlig som de fleste andre – altid ønsker mere, end hvad politikerne leverer.

Vi skal blive ved med at insistere på, at vores fælles velfærd er en forudsætning for vores stærke fællesskab i et velfungerende samfund.

Sådan har jeg det også med finansloven. For hold da op, hvor er der mange problemer, der skal håndteres, og skævheder, der skal rettes op på.

Tag nu for eksempel alle de mennesker, der er blevet ramt af de mange reformer af beskæftigelsessystemet. Mennesker, der trods sygdom og sociale problemer er blevet sendt rundt i systemet årevis, og som med reformerne er blevet stadig fattigere.

Nogle burde have fået førtidspension, andre kunne med en grundig, socialfaglig og meningsfuld indsats være kommet i uddannelse eller job – som en række kommuner, der har investeret i flere socialrådgivere på området, rent faktisk har vist.

Mange udfordringer

Derfor havde vi i Dansk Socialrådgiverforening håbet på, at politikerne ville sætte penge af til at udbrede investeringerne til alle kommuner, samt sikre borgere på kontanthjælp en afklaring inden for en rimelig periode.

Og der er mange andre udfordringer – børnefattigdommen, som trods det nye børnetilskud stadig er et kæmpe problem, forholdene for mennesker med handicap, anbragte børn og unge og meget mere.

Alligevel synes jeg, at finansloven i år giver os alle mere end de sidste mange års finanslove.

En reel investering

Helt overordnet er finansloven en reel investering i velfærd. Ikke noget overflødighedshorn – slet ikke – men trods alt et løft af blandt andet daginstitutioner, folkeskole og psykiatri samt stop for besparelser på uddannelser.

Og det er helt afgørende, at udsultningen af den offentlige sektor stoppes. Ifølge AE-Rådet er der i dag 20.000 færre offentligt ansatte end i 2010.

Vi får flere børn og ældre, men færre ansatte til at tage sig af dem. Samfundet bliver rigere, men velstanden er ulige fordelt, og flere og flere velstillede vælger private alternativer til offentlig velfærd. Her trækker finansloven lidt i den modsatte retning.

Helt konkret glæder vi socialrådgivere os meget over, at psykiatrien får flere hænder og sengepladser. Det er godt nyt, for psykiatrien har i dén grad haltet efter det øvrige sundhedsområde i rigtig mange år.

Derudover skal partierne forhandle om en 10-årsplan for psykiatrien, som særligt skal fokusere på det forebyggende arbejde og sammenhæng i indsatsen – noget som socialrådgiverne i psykiatrien er specialister i.

Derudover er det for os socialrådgivere også helt afgørende, at lærere og pædagoger har tid og overskud til at spotte børns udfordringer tidligt og samarbejde med os om den tidlige indsats.

Derfor er investeringen i daginstitutioner og folkeskolen rigtig godt nyt – også selvom genopretningen vil tage mange år.

Fasthold presset

Alt i alt mener jeg, at vi skal være glade for det finanspolitiske kursskifte. Men vi skal heller ikke være naive og tro, at vi nu kan se frem til mange år med investeringer i velfærden uden at presse politikerne.

For os i fagbevægelsen, for organisationer, borgergrupper og alle andre, der vil fællesskabet, er det derfor nødvendigt at opretholde presset.

Vi skal huske politikerne på, hvad de har lovet, og blive ved med at insistere på, at vores fælles velfærd er en forudsætning for vores stærke fællesskab i et velfungerende samfund.