I denne uge er der premiere på en ny film af den britiske instruktør Ken Loach. "Sorry We Missed You", hedder filmen, som får seks stjerner og med Arbejderens anmelders ord er "det bedste og værste af alt, hvad han har præsteret". 

Det kendetegner Ken Loachs film, at selv om det er britiske forhold, han beskriver, så er disse forhold genkendelige over hele Europa. Og det er ikke tilfældigt.

Som så ofte før tager Ken Loach fat på arbejderklassens forhold i England og de nye tendenser, som vokser frem, som vi også så det i filmen "Jeg, Daniel Blake". 

Denne gang er det begrebet nul-timers-kontrakter, som tages under behandling. En arbejder har en kontrakt med et firma, men er ikke garanteret nogen arbejdstimer overhovedet.

Det er et fænomen, som er steget eksplosivt de seneste år. Ifølge en undersøgelse fra 2019, som britisk LO har fået lavet, arbejder 4,7 millioner – en ud af ti i den arbejdsdygtige alder – på nul-timers-kontrakt, hvilket er en fordobling på kun tre år.

Det er imidlertid ikke kun et fænomen, som er kendt i England. Det spreder sig i disse år rundt i Europa og finder sin egen form i Danmark.

Her florerer deltidsjob som aldrig før. Mange af disse job er med ganske få timer og "mulighed" for at få flere – præcis som med nul-timers-kontrakterne.

Og hvem har ikke set de blå pizzabude fra Wolt, som der ifølge Berlingske er omkring 1000 af. Budene er ikke ansatte, men "selvstændige". En-mands arme-ben-firmaer uden pension, feriepenge eller løn under sygdom. Halvdelen af budene er udlændinge, som er på "working holiday" i Danmark.

Det er alt sammen udtryk for et arbejdsmarked i forandring, hvor social dumping er et stigende problem. Sagen om det væltede stillads på byggepladsen i Tikøbgade skriver sig ind i denne fortælling.

Kinesiske kokke importeres til Danmark og arbejder på slavelignende forhold. Filippinske chauffører bor i en slumlejr i Padborg. Masser af underbetalingssager på metrobyggeriet. Eksemplerne står i kø.

Det kendetegner Ken Loachs film, at selv om det er britiske forhold, han beskriver, så er disse forhold genkendelige over hele Europa. Og det er ikke tilfældigt. Arbejdsgiverne koordinerer, og EU's indre marked har været en murbrækker mod arbejderklassens løn- og arbejdsforhold overalt i Europa.

Stor tak til Ken Loach for at sætte spot på denne udvikling. Hans film har gennem tiden været med til at sætte mange debatter i gang i fagbevægelsen. Det vil givet også ske denne gang – fordi det er et påtrængende problem.