Det lykkedes ikke for de 196 lande, der var samlet til COP25-klimatopmødet i Madrid, at blive enige om konkrete aftaler og forpligtelser, der skulle have bragt verden tættere på mindre CO2-udledning.

Landene endte med at vedtage en vag sluterklæring, der udskyder en række vigtige stridspunkter til det næste COP26 i Glasgow til næste år.

Der er en kæmpe kløft imellem den akutte klimakrise, verden står overfor, og resultatet fra forhandlingerne.
Troels Dam Christensen, 92-gruppen

– Når man ser på forløbet af klimatopmødet, må man sige, at der er en kæmpe kløft imellem den akutte klimakrise, verden står overfor, og resultatet fra forhandlingerne. På trods af alarmerende opråb fra videnskaben i talrige rapporter og de millioner af mennesker, der har været på gaden og bedt om stærkere klimahandling de seneste måneder, kunne verdens lande ikke enes om væsentlige fremskridt på COP25. Det er uacceptabelt, siger Troels Dam Christensen ovenpå klimatopmødet.

Han er sekretariatsleder for 92-gruppen, der er et netværk bestående af 24 danske miljø- og udviklingsorganisationer.

En række danske ngo'er var rejst til Madrid for at følge klimatopmødet på tætteste hold og lægge pres på politikerne. I starten af klimatopmødet demonstrerede op mod en halv million mennesker i Madrids gader for at lægge pres på, at politikerne skulle nå frem til konkrete resultater.

– Desværre fik vi langtfra en tilstrækkelig køreplan for, hvordan og hvornår landene skal komme med deres mere ambitiøse klimaplaner næste år, konstaterer Troels Dam Christensen.

Verdens rigeste til COP uden mål

Forud for klimatopmødet havde verdens førende klimaeksperter i to FN-rapporter gjort det klart overfor politikerne, at hvis landene ikke strammer op på deres klimahandlingsplaner, så vil verdens temperatur stige med op til 3,9 grader inden år 2100.

Det er langt fra målet i Parisaftalen fra 2015, hvor verdens lande vedtog, at den globale gennemsnitstemperatur ikke må stige mere end maksimalt 2 grader – helst kun 1,5 grader – i forhold til perioden før industrialiseringen i 1900-tallet, hvis man vil undgå de værste konsekvenser af klimaforandringerne som tørke, oversvømmelser, storme og så videre.

>> LÆS OGSÅ: Eksperter forud for COP25: Det går den forkerte vej

Hvis der for alvor skal gøres noget ved klimaproblemerne, så kræver det, at de rige lande forpligter sig til klimahandlingsplaner, der sætter ambitionsniveauet op – både hvad angår, hvor meget CO2-udslip de slipper ud i atmosfæren, og hvor hurtigt målene skal nås.

Men USA har meldt sig ud af klimaaftalen – og EU kom heller ikke til klimatopmødet med konkrete, ambitøse løfter.

EU nåede i 11. time at blive indbyrdes enige – med undtagelse af Polen – om at være CO2-neutral i 2050.

Men det er et meget langsigtet mål – og langtfra nok, hvis EU skal leve op til Parisaftalen, som EU har skrevet under på, advarer flere grønne ngo'er.

EU er endnu ikke enige om et konkret mål får 2030.

>> LÆS OGSÅ: Miljøbevægelser om EU-kommissionens klimapolitik: for lidt og for sent

Uklarhed om kommende handlingsplaner

Blandt hovedtemaerne på klimatopmødet var at vedtage en køreplan for, hvordan verdens lande i 2020 skal komme med nye, mere ambitiøse klimaplaner. De nuværende klimaplaner er utilstrækkelige til at nå Parisaftalens mål.

Derfor er det en central del af Parisaftalen fra 2015, at landene hvert femte år opdaterer deres klimahandlingsplaner. På klimatopmødet skulle landene forsøge at nå til enighed om, hvor ambitiøse og detaljerede de nationale klimaplaner skal være.

Men det lykkedes ikke at blive enige om klare retningslinjer for, hvordan landene skal rapportere om deres nationale klimaindsatser under Parisaftalen.

– Vi havde håbet på, at landene var blevet enige om en mere ambitiøs sluterklæring, der sagde til statslederne: I kan ikke gøre, som I plejer. Videnskaben har slået fast, at dét, I har gjort hidtil, ikke er godt nok. Når I skal aflevere jeres nye klimahandlingsplaner på det næste COP26-klimatopmøde, så skal de være mere ambitiøse, forklarer Mattias Söderberg til Arbejderen.

Han er klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og er formand for klimaarbejdet i ACT Alliance, Folkekirkens Nødhjælps globale alliance med medlemmer i 140 lande. 

Klimatopmødet endte med at sende en vag opfordring til landene om, at de skal "… øge ambitionsniveauet, hvis det er muligt i forhold til de nationale forhold".

Også hos miljøorganisationen VedvarendeEnergi er der skuffelse over den vage sluterklæring.

– Disse regler er afgørende for at vurdere landenes reelle reduktioner af drivhusgasser, fortæller Gunnar Olesen fra VedvarendeEnergi.

– Det er vigtigt med klare regler for afrapportering af, hvordan det går med at gennemføre de nationale handlingsplaner. Det er vigtigt, at der bliver fastsat nogle klare rammer for, hvordan landene skal beskrive, hvordan de vil gennemføre deres planlagte klimaindsatser. Og hvordan de vil afrapportere, hvordan det hidtil er gået med deres klimaindsatser. Hvis der ikke er et sæt fælles retningslinjer for disse beskrivelser, er det svært at vurdere, hvordan det reelt går i verden med at reducere drivhusgasserne. Uden godt kendskab til effekten af indsatserne er det svært at planlægge næste skridt og vurdere, hvor der er behov for særlige indsatser, forklarer Gunnar Olesen til Arbejderen.

Fattige lande ladt i stikken

På klimatopmødet afviste de rige lande at afsætte penge til at støtte fattige lande, der bliver ramt af klimakatastrofer som tørke, oversvømmelser og orkaner, så de kommer på fode igen.

Topmødet nøjedes blot med at oprette et udvalg, der skal kigge på, om det er nødvendigt at sikre ekstra hjælp til de fattige lande, samt vedtage en løs formulering, hvor de rige lande "tilskyndes" til at yde de fattige lande, der bliver ramt af klimaforandringerne, økonomisk støtte.

– USA og EU stod i spidsen for et kompromis, der erkender, at de fattige lande bliver hårdt ramt af klimaproblemerne – men ikke indeholder nogen forpligtelser til, hvordan de rige lande konkret skal hjælpe de fattige lande, konstaterer Mattias Söderberg.

Det er langt fra de fattige landes krav om konkrete løfter fra de rige lande om hjælp, når klimakatastroferne rammer.

Hidtil har de fattige lande kun modtaget nødhjælp i de første uger efter katastrofen. Men der er intet internationalt system eller fond, der sikrer, at de fattige landes samfund kommer på benene igen og får genopbygget huse, veje og anden infrastruktur, når katastrofen rammer.

Manglen på handling og vilje til at hjælpe verdens allerfattigste lande skuffer ulandsorganisationen CARE.

– Vi har været vidne til to ugers forhandlinger, hvor de rige lande har nægtet at imødekomme de fattige og mest klimaudsatte landes rimelige krav om hjælp, når de rammes af oversvømmelser, tørke eller andre klimakatastrofer. De rige lande vil simpelthen ikke tage ansvar for at rydde op efter den globale opvarmning, som de har skabt, fortæller klimarådgiver hos CARE, John Nordbo.

Han uddyber:

– Resultatet er, at verdens fattigste lande fortsat vil blive ramt af den ene klimakatastrofe efter den anden og kun få minimal hjælp fra dem, der har skabt problemet. Omkostningerne for klimakatastroferne løber gang på gang op i milliarder – beløb, som de fattige lande slet ikke har. Konsekvensen er øget ulighed, sult og fattigdom i landene.

For ti år siden oprettede verdens rige lande dog en fond, der fra år 2020 årligt skal sikre 100 milliarder dollar – cirka 650 milliarder kroner – i klimastøtte til, at verdens fattigste lande kan tilpasse sig klimaforandringerne og reducere deres CO2-udslip. Ifølge OECD havde de rige lande i 2017 kun betalt 13 milliarder dollar – cirka 70 milliarder kroner – og en stor del af de penge, der bliver givet i støtte, bliver i mange tilfælde trukket fra ulandsbistanden.

Hertil kommer, at en stor del af de rige landes "klimahjælp" til de fattige lande udgøres af lån fra Verdensbanken og andre udviklingsbanker og lande som Frankrig og Japan. Ifølge Oxfam er over halvdelen af verdens klimafinansiering baseret på lån.

Ikke enighed om CO2-handel

Et af hovedtemaerne på klimatopmødet var at arbejde videre med et konkret regelsæt for, hvordan landene kan føre Parisaftalen ud i livet – den såkaldte Paris Agreement Rulebook.

Landene skulle især forsøge at nå til enighed om den såkaldte markedsmekanisme, der åbner op for handel med CO2-reduktioner.

Ordningen skal gøre det muligt, at de rige lande fortsat kan købe sig fra CO2-reduktioner i stedet for selv at gøre noget. CO2-handelssystemet åbner op for, at rige lande kan opkøbe de CO2-reduktioner, som de fattige lande har i overskud, og godskrive reduktionerne i de rige landes egne klimaregnskaber.

– Det er korrekt, at Parisaftalen åbner op for handel med CO2. Men vi mener, at det er udtryk for en forældet tankegang. Verden kan samlet set kun tillade sig at udlede en vis mængde CO2, hvis vi skal leve op til Parisaftalen. Ifølge FN's eksperter skal det globale CO2-udslip reduceres med 95 procent inden 2040, hvis vi skal sikre Parisaftalens mål om, at holde den globale temperaturstigning på stige halvanden grad, siger Gry Bossen til Arbejderen.

Hun deltog i klimatopmødet for ngo'en Verdens Skove, hvor hun fulgte med i forhandlingerne om handel med CO2-kvoter.

Især Saudi-Arabien og Brasilien kæmpede på klimatopmødet for at oprette et omfattende CO2-handelssystem med gode muligheder for, at rige lande kan opkøbe kvoter.

Blandt forslagene til, hvordan landene skulle kunne købe og sælge CO2-kvoter, var, at landene skal kunne sælge gamle CO2-kvoter fra den tidligere Kyoto-protokol.

– Hvis det nye marked bliver oversvømmet af gamle kvoter fra Kyoto-protokollen og åbner for en masse billige kvoter, kan det slå bunden ud af Parisaftalen, da alt for mange lande så kan købe sig fra at gøre noget ved klimaproblemerne. Det vil selvsagt give et helt forkert billede af, hvor meget vi har udledt på globalt plan.

Der var heller ikke enighed om, om menneskerettighederne og de oprindelige folks rettigheder skal sikres i en fremtidig markedsmekanisme.

– Vi har desværre set, at klimaprojekter er gået ud over mennesker rundt om i verden. Vi bør lære af disse erfaringer og sikre menneskerettighederne og de oprindelige folks rettigheder i den nye markedsmekanisme, uddyber Gry Bossen.

Det lykkedes ikke for landene at blive enige om reglerne for denne nye markedsmekanisme. Det er ngo'erne faktisk glade for.

– Det er afgørende, at en ny markedsmekanisme for handel med CO2 ikke fører til en underminering af ambitionsniveauet i Parisaftalen. Derfor er vi faktisk glade for, at parterne ikke er kommet frem til en endelig aftale. For det, der lå på bordet, var simpelthen ikke godt nok. Hverken til at sikre mod dobbelttælling og overførsel af kreditter, men heller ikke til at sikre menneskerettigheder og oprindelige folks rettigheder. Det er langt vigtigere at sikre gode, robuste regler for den nye markedsmekanisme end at blive hurtigt færdig. Dårlige regler vil underminere hele Parisaftalen, advarer Gry Bossen.

NGO-pris til dansk klimalov

Den danske klimaminister Dan Jørgensen kunne tage til klimatopmødet med en ny dansk klimalov, der – for første gang nogensinde – skriver et mål om inden 2030 at skære 70 procent af det danske CO2-udslip ind i dansk lovgivning.

Klimaloven blev tildelt en "solstrålepris" af Climate Action Network, som samler 1300 ngo'er fra 120 lande.

>> LÆS OGSÅ: Ngo'er spændte på om klimalovens løfter holder i praksis

Men det er endnu uklart, hvordan og hvilke virkemidler partierne bag den danske klimalov vil tage i brug for at nå målet. Det eneste, vi ved, er, at partierne har sat erhvervslivet i spidsen for at udarbejde de nationale klimaplaner, der skal føre klimaloven ud i livet.

>> LÆS OGSÅ: Danish Crown, Mærsk og Co. skal støbe kuglerne til klimaplan

Det næste klimatopmøde – COP26 – bliver afholdt til næste år i Glasgow. Her skal landene revidere deres nationale klimaplaner. Det vil sige, at de skal melde ud, om de vil opsætte endnu mere ambitiøse mål, eller om de blot vil leve op til deres nuværende målsætninger. Før COP26 vil FN danne sig et fælles overblik og udgive en rapport, der kortlægger, om landene samlet set lever op til Parisaftalen.