I dag er det 30 år siden, at fange nummer 46.664 – bedre kendt som Nelson Mandela – blev sat fri efter 25 års fængsel på grund af sin kamp mod apartheidstyret i Sydafrika.

Det officielle Danmark står i disse dage i kø for at hylde Nelson Mandela og hans kamp mod det sydafrikanske racistiske apartheidregime.

Til gengæld har de så hædret biskop Tutu med Nobels Fredspris og modtaget terroristlederen Mandela som en statsmand. Man forstår det ikke altid.
Pia Kjærsgaard

Men sådan har det ikke altid været. Da Mandela og den sydafrikanske befrielsesbevægelse ANC havde allermest brug for støtte, svigtede de borgerlige partier – og i flere år også toppen i Socialdemokratiet – kampen for en boykot af apartheidstyret.

Arbejderen er gået i arkiverne og har læst Folketingets debatter fra 1978 til 1991 om boykot af Sydafrika igennem. De indeholder en række interessante oplysninger – og citater fra Folketingets talerstol – som flere borgerlige politikere i dag sandsynligvis har mest lyst til at lade gå i glemmebogen.

Kaldte Mandela for "terroristleder"

For bare 30 år siden kaldte eksempelvis Pia Kjærsgaard, der indtil for nylig var formand for Folketinget, Nelson Mandela for en "terroristleder" og holdt hånden under Sydafrikas apartheidregime.

I 1990 ville Fremskridtspartiet – med Pia Kjærsgaard i spidsen – ophæve den økonomiske boykot af apartheidregimet i Sydafrika, som et flertal havde indført udenom regeringen få år forinden.

"Vores naboland Sverige leverede engang Volvobiler til Sydafrika, men trak sig ud på grund af den svenske holdning. Nu kører Mazda og Nissan og Toyota rundt i Sydafrika i stedet for, og Sverige har mistet en god indtægt. Til gengæld har de så hædret biskop Tutu med Nobels Fredspris og modtaget terroristlederen Mandela som en statsmand. Man forstår det ikke altid. Jeg kan i hvert fald ikke se logikken i det", lød det fra Pia Kjærsgaard fra Folketingets talerstol i marts 1990, hvor hun talte for Fremskridtspartiets forslag om at ophæve den danske boykot af Sydafrika.

Anderledes så Pia Kjærsgaard på Sydafrikas præsident de Klerk.

"Sydafrika har som bekendt en klog præsident, der hedder de Klerk. Han nyder utrolig stor tillid blandt befolkningen – flertallet af befolkningen – og dermed altså også blandt de sorte", lød de rosende ord fra Pia Kjærsgaard til den øverstansvarlige leder for apartheidregimet.

Til gengæld har hun ikke meget til overs for "den sorte" del af Sydafrikas befolkning.

"Uddannelsen mangler mange, ikke mindst fordi de fra ANC-folkene har hørt, at de skal demonstrere og ikke gå i skole. Det er således ikke uden grund, at der ved den sidste eksamen på universitetet dumpede over 54 procent af de sorte. Deres ledere havde jo fortalt dem, at de ikke skulle gå i skole".

Forslaget om at ophæve den danske boykot endte dog med at blive nedstemt.

Men Pia Kjærsgaard fortsatte sin kamp mod ANC og Nelson Mandela. I maj 1990 tordnede hun som Fremskridtspartiets politiske ordfører således i et læserbrev i Berlingske mod ANC og Mandela:

"ANC er ikke en organisation, der har stor udbredelse og tilslutning blandt den sorte befolkning. Dets leder, Nelson Mandela, der også har ansvar for væbnet opstand, tortur m.v., er betalt fra Moskva og styres fra samme sted".

Få måneder efter – i november 1990 – forsøgte Centrum-Demokraterne at få ophævet den danske boykot af apartheidregimet. I 1991 var det Venstres tur – med Uffe Ellemann-Jensen i spidsen – til at forsøge at ophæve boykotten.

De første boykotforsøg

Danmark støttede i årevis styret i Sydafrika, mens apartheid var på sit højeste. Danmark købte især kul i Sydafrika. I 1976 importerede Danmark kul til en værdi af fire millioner kroner. I 1979 var kulimporten fra det racistiske Sydafrika eksploderet til en værdi af 391 millioner kroner.

Handelen gik også den anden vej. Danmarks eksporterede især teknologi og maskiner til Sydafrika. Dansk industris eksport til Sydafrika boomede i løbet af 1970'erne, og i 1978 eksporterede Danmark fire gange så meget til Sydafrika som i 1960.

Den danske samhandel med Sydafrika eskalerede på trods af, at den daværende leder af ANC Albert John Lutuli allerede i 1960 havde opfordret Danmark og de øvrige nordiske lande til at boykotte apartheidstyret.

Men i 1976 kom Sydafrika for alvor på verdenskortet: Der brød omfattende skolestrejker ud i Sydafrika. Først i ghettoen Soweto uden for Johannesburg og derpå over hele landet. De sorte elever protesterede over deres ringe undervisningsforhold og mod, at de skulle undervises på boernes sprog, afrikaans, i stedet for på engelsk. Strejkerne blev bragt til ophør, da det sydafrikanske politi brutalt skød og dræbte mere end 600 mennesker, især unge.

Kort efter vedtog FN's Sikkerhedsråd i 1977 to resolutioner, der pålagde Sydafrika at afskaffe apartheidlovene, og indførte en våbenembargo mod Sydafrika.

Herhjemme forsøgte SF, Det Radikale Venstre og Venstresocialisterne flere gange at få Folketinget til at vedtage en boykot af Sydafrika. Men gang på gang blev forslagene om boykot stemt ned af Socialdemokratiet og de borgerlige partier.

Den 14. februar 1980 forsøgte de tre partier – endnu en gang – at sætte en stopper for dansk import af kul fra Sydafrika og boykotte økonomiske aktiviteter i Sydafrika.

"Er regeringen troværdig, når den i De Forenede Nationer taler varmt om økonomiske og handelspolitiske sanktioner mod regimet i Sydafrika? (...) Tager de undertrykte 20 millioner på Afrikas sydspids os alvorligt og seriøst, når de bemærker den uhyre afstand, der er mellem ord og handling?", spurgte Det Radikale Venstres ordfører Bolvig.

Også Venstresocialisternes ordfører Steen Folke var frustreret:

"Der er en folkelig forståelse for, at der skal gøres noget, og gøres noget effektivt over for Sydafrika, og der er solidaritetsbevægelser – endda også de socialdemokratiske dele af dem – som går ind for disse ting. Alligevel vil Socialdemokratiet og den socialdemokratiske regering ikke være med til at gøre noget", lød det fra Steen Folke.

Men efter olieprisernes himmelflugt i 1970'erne begyndte de danske energiselskaber at fyre med kul. Kul var billigt i Sydafrika, der havde adgang til masser af kul og billig arbejdskraft. På få år steg Danmarks import af kul fra Sydafrika eksplosivt.

I 1980 udgjorde "apartheid-kullene" fra Sydafrika mere end en tredjedel af den danske kulimport. Derfor vred Socialdemokratiet, der havde regeringsmagten, sig i debatterne om boykot.

Den socialdemokratiske ordfører Christian Kelm-Hansen gjorde det klart, at Socialdemokratiet måtte leve op til sit regeringssvar, og at der var tale om "kompliceret energipolitik". Derfor: "Kan vi ikke altid svinge helt så meget med fanerne, som man måske kunne have lyst til", forklarede den socialdemokratiske ordfører.

Han blev efterfulgt af Fremskridtspartiets leder Mogens Glistrup, der forsikrede Folketinget om at:

"Jeg tror faktisk, at Sydafrika er det land af samtlige afrikanske lande, hvor menigmand har de bedste livsvilkår og de bedste fremtidsperspektiver".

Også den konservative ordfører Kjelgaard slog fast, at man: "ikke mindsker diskriminationen i andre lande ved at indføre diskrimination i Danmark, ved at diskriminere dansk erhvervsliv. Vi forbedrer ikke menneskerettighederne i andre lande ved at beskære dem herhjemme i Danmark, og vi giver ikke andre mennesker større frihed ved at indskrænke vores egen frihed".

I november 1980 forsøgte SF, Det Radikale Venstre og Venstresocialisterne påny at få Folketinget til at sætte en stopper for den massive import af kul fra Sydafrika, der gav apartheidregimet hård valuta i kassen.

Igen var den konservative Kjelgaard klar til at tage kampen op mod boykotforslaget:

"Nu ifører man sig igen et fromhedens klædebon og forsøger at bilde sig selv og andre ind, at man ved at genere navngivne danske virksomheder, ved at diskriminere dansk erhvervsliv, ved at indføre apartheidpolitik i Danmark kan gavne de mennesker, der bliver undertrykt i Sydafrika. Kan vi ikke snart blive fri for de forslag? Dansk erhvervsliv må gang på gang stå for skud og få læsset den ene restriktion efter den anden på sig. Usikkerheden bliver gang på gang forstærket, og nu vil menneskerettighedsforkæmperne igen forbyde, påbyde og sørge for, at det skal blive endnu sværere at begå sig i restriktionsjunglen", rasede Kjelgaard under folketingsdebatten den 12. november 1980.

Også Centrum-Demokraternes Erhard Jakobsen var en trofast støtte af apartheidstyret:

"De hvide var der før zuluer og de andre, som de nu strides med. De hvide var der først", slog Erhard Jakobsen fast under en Sydafrika-debat i 1981.

Og han fortsatte:

"Jeg kan sige, at efter de gældende regler er der ingen sorte, der har valgret til parlamentet, men de har til gengæld valgret til en lang række andre forsamlinger. Derved adskiller Sydafrika sig ikke fra Danmark, hvor man var meget længe om at give kvinder valgret, hvor man var meget længe om at give unge valgret".

Olie og våben til Sydafrika

Flere af Danmarks største virksomheder havde store økonomiske interesser i Sydafrika og frygtede en boykot.

Især de danske skibe spillede en afgørende rolle med at forsyne apartheidstyret med olie og våben. Det danske flag var lige så respekteret som Røde Kors-flaget. Ingen mistænkte Danmark for at bryde den våbenembargo mod Sydafrika, som FN havde indført i 1977.

Men Sømændenes Forbund havde allerede i 1978 afsløret, hvordan skibe under dansk flag forsynede apartheidstyret med våben.

Skibsreder Anders Jensen fra det tidligere Trigon-rederi flygtede i 1980'erne til Sydafrika, hvor han døde i 2007 i Cape Town. Skibsrederen var i Danmark sigtet for i 1970'erne at have brudt FN's våbenembargo ved at smugle 6000 ton våben, ammunition og sprængstoffer til det sydafrikanske apartheidstyre.

De sydafrikanske myndigheder udleverede ikke skibsrederen, og han blev aldrig stillet til regnskab for sin våbensmugling til apartheidstyret.

I 1979 vedtog FN's generalforsamling med et stort flertal en olieembargo mod Sydafrika. 107 lande – heriblandt de nordiske lande – stemte for.

Den 23. oktober 1980 stod et besætningsmedlem på et A. P. Møller-skib frem i Århus Folkeblad og fortalte, hvordan det hæderkronede rederi systematisk omgik FN's generalforsamlings krav om at boykotte Sydafrika.

Avisen kunne berette, hvordan syv tankskibe fra A. P. Møller samme år – camoufleret og i strid med FN's beslutninger – havde sejlet flere millioner ton olie til Sydafrika.

Ifølge besætningsmedlemmet omgik A. P. Møllers skibe FN's beslutning. Når tankskibet er fyldt op med olie og er ude i rum sø, kom der ifølge besætningsmedlemmet en melding fra rederiet i Danmark om, at planerne er ændret, og skibet skal sejle til Sydafrika. 

Danmark boykotter Sydafrika

I 1986 lykkedes det: Et flertal udenom den borgerlige regering vedtog at boykotte Sydafrika. Dermed blev Danmark det første land i verden, der indførte en boykot af apartheidregimet. Men det skete ikke uden sværdslag.

Et flertal udenom den borgerlige regering havde i december 1985 pålagt den daværende borgerlige udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen at udarbejde et lovforslag om en boykot af Sydafrika. Derfor havde Ellemann svært ved at finde ud af, hvilket ben han skulle stå på, da han gik på talerstolen for at fremlægge det boykotforslag, han var blevet pålagt at udarbejde.

"Jeg skal da ikke skjule, at det er uden glæde, jeg lægger lovforslaget frem", indledte udenrigsminister Ellemann-Jensen præsentationen af boykotforslaget fra Folketingets talerstol under førstebehandlingen den 15. april 1986.

Udenrigsministeren slog også fast, at han på regeringens vegne måtte: "dybt beklage, at Danmark nu skal isolere sig ved, at vi som det eneste nordiske land gennemfører et handelsstop ved lov".

Få måneder forinden – i juli 1985 – havde den sydafrikanske regering indført undtagelsestilstand i landet og øget undertrykkelsen: Det frygtede sydafrikanske politi fik yderligere magtbeføjelser til at arrestere apartheidmodstandere. Der blev indført strenge begrænsninger overfor, hvad de sydafrikanske medier måtte fortælle om, samt begrænsninger i retten til at holde møder og samles mange mennesker til eksempelvis begravelser.

Men det virkede, som om den borgerlige udenrigsminister var mere bekymret for dansk erhvervsliv end for de hundredtusindvis af undertrykte sorte i Sydafrika.

"Der er altså tale om ganske betydelige virkninger på dansk produktion, dansk beskæftigelse, dansk valutaforbrug, dansk valutaindtjening. Det kunne vi såmænd godt bære, hvis det hele nyttede noget, hvis det førte til, at vi virkelig ydede en indsats imod apartheidsystemet, men det bliver et slag i luften... Derfor håber jeg meget på, at man under udvalgsbehandlingen af dette lovforslag vil tænke sig om en ekstra gang, vil tænke på, om det dog er en rimelig måde at forsøge at bidrage til en indsats imod apartheidsystemet på. Er det rimeligt på den måde at skille os ud fra vore partnere? Er det rimeligt på den måde at skabe problemer for danske virksomheder og danske lønmodtagere? Er det rimeligt, når det hele bliver et slag i luften? For det bliver det", lød det fra udenrigsministeren.

Udenrigsministeren ærgrede sig også over, at en boykot ville ramme de sjældne råstoffer som apartheidregimet besad:

"Hvis nu vi standser importen af råfosfat fra Sydafrika, vil det få helt uoverskuelige virkninger for den danske gødningsproduktion".

Udenrigsministeren indrømmede dog, at andre lande i Afrika også har fosfater – men de var dyrere end dem i Sydafrika, beklagede udenrigsministeren.

Debatten endte med, at Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti afviste at støtte forslaget om en boykot: De fire borgerlige partier undlod at stemme. Fremskridtspartiet – med Pia Kjærsgaard i spidsen – stemte imod. Men det var ikke nok til at forhindre, at forslaget blev vedtaget.

Advarsler og klagesang

Forud for boykotvedtagelsen havde en række store virksomheder og Industrirådet stået i kø for at advare om, at konsekvenserne ville betyde tab af op til 2000 danske arbejdspladser, og bad om at blive undtaget for boykotten, så de fortsat kunne handle med apartheidregimet, kan man læse i Udenrigsudvalgets betænkning om forslaget. 

"Forslaget om forbud mod handel med Sydafrika udgør et radikalt brud med de principper, der hidtil har været gældende for dansk deltagelse i begrænsninger af international handel (...) Dette lovforslag skaber imidlertid et farligt præcedens for vilkårlige nationale indgreb i den frie internationale handel, stik imod Danmarks traditionelle frihandelssynspunkter", skrev Industrirådet blandt andet til Folketingets Udenrigsudvalg.

Men lige lidt hjalp klagesangen fra de borgerlige partier og truslerne fra landets store virksomheder: Den 30. maj 1986 vedtog et flertal i Folketinget – som det første land i verden – Lov om forbud mod handel med Den Sydafrikanske Republik og Namibia.

Loven slår fast, at "Indførsel til Danmark af varer og tjenesteydelser af enhver art med oprindelse i Den Sydafrikanske Republik eller Namibia og udførsel af varer og tjenesteydelser af enhver art fra Danmark til Den Sydafrikanske Republik eller Namibia må ikke foretages".

Den virkelige årsag til den danske boykot skal dog ikke findes i Folketinget, men udenfor, hvor helt almindelige mennesker i årevis havde ført en aktiv, folkelig boykotkampagne.

I marts 1978 blev Landskomiteen Sydafrika-Aktion (LSA) dannet. Dermed blev antiapartheid- og boykotbevægelsen i Danmark for alvor koordineret og slagkraftig.

LSA begyndte at samle penge ind til frihedsbevægelsen ANC og til den sydafrikanske fagbevægelse South African Congress of Trade Unions (SACTU) og iværksatte boykotkampagner rettet mod sydafrikanske varer og danske firmaer, der handlede med Sydafrika.

Også i store dele af fagbevægelsen lød der krav om boykot af apartheidregimet. Og i 1985/1986 blev presset på Socialdemokratiet så stort, at den socialdemokratiske ordfører Kelm-Hansen – der få år tidligere som socialdemokratisk energiminister havde afvist enhver tale om boykot af Sydafrika – måtte bakke op om en boykot af Sydafrika.

"Danmark vil nu som det første land afbryde alt handelssamkvem med Sydafrika. Vi ved naturligvis, at en sådan vedtagelse ikke er problemfri, når den nu skal udmøntes i lovgivning. Vi ved, at der vil være omkostninger forbundet med gennemførelsen, men vi ved også, at disse omkostninger vejer meget lidt til, når vi sammenligner med de ofre, som den sorte befolkning i Sydafrika tager på sig i disse år i deres kamp for en menneskeværdig tilværelse i deres eget land", lød det fra Kelm-Hansen, da SF, Venstresocialisterne, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet udenom den borgerlige regering vedtog boykotten af Sydafrika.

Samarbejdede med apartheidregimet

Udenfor Christiansborg arbejdede unge borgerlige politikere på at bakke op om det racistiske regime i Sydafrika. En af apartheidstyrets danske støtter var den tidligere konservative justitsminister Brian Mikkelsen.

I 1988 samlede Operation Dagsværk penge ind til skoler for flygtninge fra det sydafrikansk besatte Namibia. I protest mod indsamlingen besluttede borgerlige ungdomsorganisationer at oprette en komité med blandt andre Brian Mikkelsen og Pia Kjærsgaard for at samle ind til et skoleprojekt i et mujahedin-kontrolleret område i Afghanistan.

Af PET-kommissionens beretning fremgår det, at Brian Mikkelsen i 1988 sammen med to andre medlemmer af Konservativ Ungdom rejste til Sydafrika. Det racistiske regime betalte 84.000 kroner for flyrejser og ophold på luksushotel til de tre KU'ere.

Da de tre KU'ere vendte hjem til Danmark, blev de inviteret til middag af den sydafrikanske vicekonsul Steyn, der ifølge en PET-kontakt var tilknyttet den sydafrikanske sikkerhedstjeneste BOSS. Steyn gav KU'erne 25 fotos af bombeangreb, som ifølge Steyn var udført af den sydafrikanske befrielsesbevægelse ANC. Steyn gav en af KU'erne fortrolige oplysninger om en Dansk Ungdoms Fællesråds delegationsrejse til Zimbabwe og bad KU'erne bruge materialet.

Steyn fortalte under mødet, at apartheidregimet overvågede ANC-solidaritetsarrangementer i Danmark ved hjælp af "specielle danske venner", der optog møderne på en båndoptager.

PET samarbejdede med frygtet efterretningstjeneste

Også Politiets Efterretningstjeneste (PET) samarbejdede med apartheidregimets frygtede efterretningstjeneste SASS.

I 1968 besluttede PET's ledelse at oprette et formaliseret samarbejde med SASS, og i årevis – mens borgere kæmpede mod apartheid – mødtes den danske og den sydafrikanske efterretningstjeneste fast et par gange om året for at udveksle oplysninger om "terrorisme og konkrete sager om kriminelle aktiviteter", som det hedder i PET-kommissionens beretning om PET.

PET foretog en omfattende overvågning og registrering af antiapartheidaktivister. Ifølge PET-kommissionens rapport omfattede PET's overvågning af aktivisterne blandt andet: Telefonaflytning, skygning, ransagninger og åbning af post.

PET hyrede endda en agent til at deltage i Sydafrikakomiteens aktioner – blandt andre protesterne mod flyselskabet SAS' ruteflyvninger til Sydafrika, hvor startbanerne i lufthavnen blev forsøgt blokeret.

I 1989 ransagede politiet Sydafrikakomiteens lokaler og beslaglagde blandt andet medlemskartoteket, som PET fik adgang til. PET-kommissionen vurderer, at "PET sandsynligvis ikke har videregivet oplysninger fra ransagningen til den sydafrikanske tjeneste".

Først i 1985 valgte PET, ifølge PET-kommissionen, at indstille de halvårlige møder med SASS, fordi "man af politiske årsager var afskåret fra at besvare de sydafrikanske forespørgsler", som det hedder i PET-kommissionens rapport.

PET fortsatte altså samarbejdet med SASS i årevis efter Soweto-massakren i 1976, hvor 175 skoleelever blev dræbt af apartheidregimets politistyrker.

I et interview med Arbejderen fra 2013 kalder den daværende øverste chef for PET i perioden 1975 til 1984 Ole Stig Andersen overvågningen af antiapartheidbevægelsen for "noget møg".

– Overvågningen af antiapartheidbevægelsen var principielt noget møg. Apartheid var jo forkert. Når jer tænker tilbage, har jeg det ikke godt med tanken om, at den organisation, som jeg var chef for, eventuelt har givet oplysninger til den hvide sikkerhedstjeneste, som kan have ført til uacceptable overgreb på familiemedlemmer til medlemmer af ANC, lød det fra Ole Stig Andersen.