24 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vidner gav støtte til whistleblower på retsmøde

Tavshedspligt eller ytringspligt

Vidner gav støtte til whistleblower på retsmøde

På første retsmøde onsdag fik Bitten Vivi Jensen støtte fra to af de borgere, hvis sager hun har taget kopier af for at afsløre systematiske fejl og ulovligheder.

Bitten Vivi Jensen efter retsmødet onsdag.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Onsdag startede retssagen mod Bitten Vivi Jensen i Frederiksberg Ret. 

Mine bekymringer om, at der blev tale om en skueproces, hvor jeg ikke fik lov til at sige så meget, blev gjort til skamme.
Bitten Vivi Jensen

Hun er anklaget for som ansat i Frederiksberg Kommunes beskæftigelsessystem at bryde sin tavshedspligt ved at tage kopier af 90 syge borgeres sager med henblik på at afsløre ulovlig og umenneskelig sagsbehandling.

To af de mennesker, hvis sag Bitten Vivi Jensen har taget med hjem, afgav vidneforklaring i retten. Begge sagde, at hvis Bitten Vivi Jensen havde kunnet bede om deres fuldmagt til at gå til medierne med deres sager, havde hun fået den.

>> LÆS OGSÅ: Whistleblower vil bruge retssag til at udstille kommunal sagsmishandling

De to kvindelige vidner fortalte derudover om de langvarige og belastende forløb, de har været igennem, før deres sager endeligt blev afklaret.

Anklaget fik ordet

Bitten Vivi Jensen fik også selv mulighed for at gøre grundigt rede for sine bevæggrunde.

– Mine bekymringer om, at der blev tale om en skueproces, hvor jeg ikke fik lov til at sige så meget, blev gjort til skamme, siger Bitten Vivi Jensen.

– Jeg fik mulighed for at fortælle om den lovstridige og umenneskelige behandling af nogle meget sårbare borgere, som jeg har været vidne til, og som til sidst fik mig til at vurdere, at min oplysningspligt var vigtigere end at overholde tavshedspligten, tilføjer hun.

Forsøgte at rejse intern kritik

Mads Pramming, der er forsvarer for Bitten Vivi Jensen, lagde stort vægt på at dokumentere, at inden hun tog kopier af de 90 sager med hjem, havde Bitten Vivi Jensen gjort meget for at rejse kritikken af sagsbehandlingen internt i det kommunale system.

Det var først, da det stod klart, at der ikke blev lyttet til kritikken, og at ledelsen var på vej til at fyre hende, at Bitten Vivi Jensen tog det drastiske skridt at tage de 90 sager med hjem.

Efterfølgende kontaktede hun en journalist fra Information og fik ham til at skrive om sagen. 

Anklager Benjamin Foverskov argumenterede på retsmødet for, at Bitten Vivi Jensen har overtrådt to paragraffer i straffeloven: Paragraf 152 stk. 1 ved uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger samt paragraf 155, der taler om misbrug af stilling til at krænke privates eller det offentliges ret.

Forsvarets argumenter

Modsat stillede Mads Pramming spørgsmålstegn ved, om tavshedspligten reelt er overtrådt, og om der er tale om embedsmisbrug.

– Bitten Vivi Jensen passede jo godt på folks personlige oplysninger. De blev ikke lagt offentligt ud på for eksempel Facebook. Hun har fortalt journalisten fra Information om en konkret sag. Men vi kan ikke med sikkerhed sige, at hun viste ham papirerne i sagen, forklarer Mads Pramming.

– Og i forhold til embedsmisbrug var det ikke ualmindeligt, at de ansatte i kommunen tog sager med hjem, tilføjer han.

Mads Pramming anerkender, at det er vigtigt, at borgere kan føle sig sikre på, at personfølsomme oplysninger om dem ikke ender alle mulige steder.

– Men det skal ses op mod et andet hensyn, hvor folk, der arbejder i systemet, opdager, at der er noget forkert. Så har de en ytringsfrihed, ja i nogle tilfælde en ytringspligt. Det skal være muligt at vise det, hvis man opdager ulovligheder, konstaterer forsvarsadvokaten.

– Spørgsmålet er, om det her trods alt ikke er foregået på en så nænsom måde for borgerne, at hensynet til deres krav om ikke at gå videre med personlige oplysninger må vige for hensynet til, at samfundet bliver gjort opmærksom på fejl og ulovligheder i systemet, tilføjer Mads Pramming.

Han henviser til bestemmelse 152 e i straffeloven, der netop omhandler tilfælde, hvor paragraf 152 ikke er gældende.

Det er den ikke, hvis den pågældende "handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv."

– Vores opgave er at vise, at det var af væsentlig samfundsinteresse, at den viden, Bitten Vivi Jensen havde, blev kendt, siger Mads Pramming.

Næste retsmøde og protest

Næste og sikkert sidste retsmøde i sagen er på onsdag den 5. februar. Her vil to læger fra Frederiksberg Kommune blive afhørt, der vil blive fremlagt en række vigtige dokumenter i sagen, og forsvarer samt anklager vil fremlægge hver deres vurdering af sagen.

Det forventes, at der falder dom den 5. februar, men der er afsat en ekstra retsdag den 19. februar, hvis sagen skulle trække ud.

>> LÆS OGSÅ: Massiv støtte til Bitten Vivi Jensen

Der er støttedemonstration for Bitten Vivi Jensen den 5. februar foran Frederiksberg Ret klokken 9 til 9.30, hvor retssagen starter.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. jan. 2020 - 10:56   30. jan. 2020 - 15:36

Velfærd

ur@arbejderen.dk
Bitten Vivi Jensens sager
  • 2006: Bitten Vivi Jensen, der er ergoterapeut, bliver ansat i Frederiksberg Kommunes visitation på ældreområdet. 
  • November 2015: Bitten Vivi Jensen kommer med i rehabiliteringsteamet i Frederiksberg Kommune. Teamet behandler blandt andet ansøgninger om førtidspension og fleksjob.
  • Marts 2016: Bitten Vivi Jensen stopper i rehabiliteringsteamet, fordi hun ikke kan stå inde for behandlingen af syge mennesker. Hun tager kopier af 90 sager for efterfølgende at kunne dokumentere, hvad hun mener er en systematisk ulovlig og umenneskelig behandling af sårbare mennesker.
  • Juli 2016: Frederiksberg Kommune fritstiller Bitten Vivi Jensen efter hendes omfattende kritik af kommunens sagsbehandling. Hele forløbet har tæret på Bitten Vivi Jensen, der er plaget af stress, søvnløshed og depression. Hun forsøger at søge jobs, men får ikke nyt arbejde.
  • Februar 2017: Da opsigelsesperioden udløber, begynder Bitten Vivi Jensen på dagpenge. Krav fra a-kasse og jobcenter øger hendes stressproblemer. I samme periode dør hendes børns far, og hendes mor får konstateret uhelbredelig kræft.
  • Marts 2017: Bitten Vivi Jensen bliver sygemeldt på grund af en akut belastningsreaktion, der de kommende måneder bliver yderligere forværret. Hun kommer derfor på sygedagpenge. Selvom hun har det meget dårligt, fortsætter Bitten Vivi Jensen under sin sygemelding med at fungere som partsrepræsentant for enkelte borgere uden at bruge meget tid på det. Arbejdet som partsrepræsentant fungerer som et støttepunkt for hende i en meget svær tid og er med til at bringe lidt normalitet ind i hverdagen.
  • April 2017: Information skriver på baggrund af dokumenterne fra Bitten Vivi Jensen en artikel, hvor hun i kraftige vendinger kritiserer Frederiksberg Kommunes behandling af borgere, der søger førtidspension.
  • Sommeren 2017: Frederiksberg Kommune melder Bitten Vivi Jensen til politiet for brud på tavshedspligten. Politiet tiltaler hende den 31. juli for overtrædelse af straffelovens paragraf 152 stk. 1 om videregivelse af fortrolige oplysninger samt straffelovens paragraf 155 om krænkelse af privates eller det offentliges ret.
  • September 2017: Frederiksberg Kommune meddeler, at de vil stoppe Bitten Vivi Jensens sygedagpenge. Kommunen vurderer, at når hun kan fungere som partsrepræsentant, kan hun også arbejde. De anklager hende for socialt bedrageri og kræver tilbagebetaling af 89.000 kroner, hun har modtaget i sygedagpenge.
  • Oktober 2017: Kommunen stopper udbetaling af sygedagpenge, og Bitten Vivi Jensen står uden indtægt i tre måneder, indtil hun den 1. januar 2018 bliver folkepensionist.
  • Juli 2018: Afgørelse fra Ankestyrelsen slår fast, at Bitten Vivi Jensen ikke skal tilbagebetale 89.000 kroner, der er modtaget i sygedagpenge.
  • 1. november 2019: Retssagen om brud på tavshedspligten skulle være startet, men bliver udskudt til 2020.
  • 29. januar 2020: Første retsmøde i Frederiksberg Ret i sagen hvor Bitten Vivi Jensen står anklaget af Frederiksberg Kommune for at have videregivet fortrolige oplysninger. 
  • 5. februar 2020: Andet og sidste retsmøde i sagen. Bitten Vivi Jensen dømmes skyldig i brud på tavshedspligten og idømmes 10 dagbøder på hver 500 kroner. Derudover skal hun betale sagens omkostninger. Bitten Vivi Jensen anker senere dommen.
  • April 2020: Bitten Vivi Jensen får besked om, at Københavns Kommune har meldt hende til politiet for chikane af sagsbehandlere. Politiet siger, at det drejer sig om 14 overtrædelser af straffelovens paragraf 121. Politiet efterforsker stadig sagen. Det er uvist, om det ender med en retssag.
  • 25. marts 2021: Østre Landsret stadfæster dommen for brud på tavshedspligten fra byretten på Frederiksberg.