I sidste uge fremlagde USA's præsident Donald Trump sin såkaldte fredsplan for konflikten i Palæstina. Tidligere har Trump storskrydende kaldt den for århundredets fredsplan – i dag er titlen på planen Fred til Velstand.

Planen er en hån mod palæstinensernes ønske om befrielse fra besættelsesmagten Israels brutale undertrykkelse og deres håb om at blive herre i eget hus – i en selvstændig og levedygtig stat. Og lige lidt hjælper det at besmykke planen med floskler som fred og velstand.

Det bedste, man kan sige om Trumps "fredsplan" for Palæstina, er, at den er død ved fødslen.

Planen giver intet som helst til palæstinenserne og er i lodret strid med FN's resolutioner siden 1948, mens Israel får alt serveret på et sølvfad. Den er så at sige skrevet med ført pen af Israels zionistiske magthavere.

Israel bevarer sine bosættelser, til gengæld får palæstinenserne to ørkenområder, hvor det ene ligger tæt på Israels atomlosseplads. Palæstina i Trumps version bliver delt i fire dele – kun forbundet med smalle korridorer gennem Israel, som det nemt kan lukke efter forgodtbefindende.

Den del af Vestbredden, som planen tildeler palæstinenserne, vil være fuldstændig omkranset af Israel og gennemhullet af israelske bosættelser.

Israel får fuld kontrol med alle ydre grænser, og Israel skal stå for "staten" Palæstinas eksterne sikkerhed. Israel får ret til at oprette mindst én militær forpost i "staten" Palæstina med uhindret adgang for israelske militærfolk. Alle palæstinensiske områder skal være fuldt demilitariseret, men altså omgivet af et Israel bevæbnet til tænderne.

Listen over uhyrlige krav, der begrænser palæstinensernes selvbestemmelse, er al for lang til denne leder. Essensen i planen er, at Israel og USA får fuldstændig hånds- og halsret over Palæstina, Trumps version er en bastard af en stat – som de bantustans, apartheidregimet i Sydafrika oprettede.

Det bedste, man kan sige om Trumps "fredsplan" for Palæstina, er, at den er død ved fødslen.

Det kan ikke undre nogen, at Israels premierminister Benjamin Netanyahu og hans erklærede rival Benny Ganz har taget imod Trumps plan med kyshånd.

Det kan heller ikke undre nogen, at EU nøjes med at kritisere udspillet fra Trump i milde vendinger. Det mest pinlige er imidlertid vores egen udenrigsminister Jeppe Kofod, der er tavs som graven.

Har ministeren overhovedet en selvstændig, kritisk holdning til Trumps plan, som han bare ikke har nosser til at ytre offentligt? Eller er han som vanligt mere optaget af at tækkes USA end at håndhæve folkeretten og internationale konventioner?

Desværre tyder denne regerings udenrigspolitik på det sidste.