Fremlæg dokumentation for dine påstande, eller beklag dem!
Sådan lyder kravet fra formand for Kommunistisk Parti Jørgen Petersen, efter at justitsminister Nick Hækkerup i et åbent samråd om antisemitisk vold, chikane og mobning den 26. februar i Børne- og Undervisningsudvalget beskylder det yderste højre, islamistiske kræfter og den yderste venstrefløj og kommunisterne for at være hovedkilder til antisemitisme i Danmark.
Forsøget på at sætte kommunisterne i bås med fascister, nazister og islamister bevæger sig på kant med injurielovgivningen.
Jørgen Petersen, Kommunistisk Parti
– Justitsminister Nick Hækkerups beskrivelse af de danske kommunisters holdninger og forsøget på at sætte kommunisterne i bås med fascister, nazister og islamister bevæger sig på kant med injurielovgivningen. Justitsministeren må efterleve landets love og enten levere dokumentation for sine påstande eller beklage disse, siger Jørgen Petersen, som har sendt et åbent brev til ministeren.
En trussel mod jøder
Under samrådet beskyldte justitsministeren kommunisterne for at udgøre en trussel mod jøder i Danmark:
"De trusler, vi ser mod jøderne i Danmark, kommer fra det yderste højre, fra islamistiske kræfter og fra det yderste venstre. De tre har til fælles, at de kommer fra totalitære ideologier: Det yderste højre: nazismen og fascismen. De ekstreme islamister er også en totalitær ideologi. Det samme gør sig gældende for den yderste venstrefløj med kommunismen", lød det blandt andet fra justitsministeren.
Ifølge ministeren har disse tre kræfter en række fællestræk – blandt andet troen på, at "man selv repræsenterer et særligt værdifuldt folk – et herrefolk, vil man sige", og at "det, man har brug for, er en enkelt stærk leder, der kan sætte tingene på plads".
Tager afstand fra antisemitisme
Justitsministerens alvorlige beskyldninger bliver pure afvist af formanden for Kommunistisk Parti:
– De danske kommunister har intet udestående med de danske jøder og har aldrig haft nogen konflikt med dem. Kommunisterne lægger aktivt afstand til antisemitisme og er imod enhver form for diskrimination på grund af religion, etnicitet og seksuel orientering, understreger Jørgen Petersen.
Formanden for Kommunistisk Parti mener, at man bør skelne mellem antisemitisme og kritik af, at staten Israel ikke overholder international ret.
– Ligesom mange andre danskere – også fremtrædende medlemmer af Socialdemokratiet – kritiserer kommunisterne staten Israel for dens endeløse brud på international ret, herunder besættelse af palæstinensisk og syrisk territorie. Det har intet at gøre med antisemitisme. Vi kræver, at skiftende israelske regeringer overholder international ret, herunder en lang række af resolutioner vedtaget af FN's sikkerhedsråd, og stopper med at behandle det palæstinensiske folk, som nazisterne behandlede jøderne, siger Jørgen Petersen.
Kæmper for at udvide demokratiet
Ifølge ministeren har nazismen/fascismen, islamismen og kommunismen også det til fælles, at de angriber "den frie presse, domstolene og parlamentet og så videre".
Det billede kan formanden for Kommunistisk Parti heller ikke genkende.
– Kommunisterne kæmper for en udvidelse af demokratiet. Vi er modstandere af den stigende overvågning og kontrol, som udbygges i Danmark i dag. Vores mål er at udvide demokratiet, blandt andet gennem kollektiv ejendomsret til produktionsmidlerne og etablering af en folkemagt. Vi kæmper imod ethvert antidemokratisk tiltag, som bliver vedtaget af Folketinget, og er indædte modstandere af at erstatte parlamentarisme med et fascistisk diktatur ledt af en stærk mand, siger Jørgen Petersen.
Han fortsætter:
– Kommunisternes medie Arbejderen er medlem af Danske Medier, som er den frie danske presses brancheorganisation. Derimod har Arbejderen været udsat for censur af myndighederne på grundlag af Arbejderens journalistiske dækning af terrorlovgivningen og denne lovs kriminalisering af en række frihedsbevægelser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278