25 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Statsministeren indrømmer at Danmark står i "uholdbar og sårbar situation"

Under spørgetime i Folketinget

Statsministeren indrømmer at Danmark står i "uholdbar og sårbar situation"

Statsministeren vil ikke beklage salget af Serum Instituttets vaccineproduktion. Hun indrømmer dog, at Danmark står i "uholdbar og sårbar situation". Hun vil nu samarbejde med EU, USA og Israel om fremadrettet at sikre værnemidler og vacciner.

Statsminister Mette Frederiksen under den første spørgetime i Folketinget siden coronapandemiens nedlukning af Danmark.
FOTO: Liselotte Sabroe/Scanpix 2020
1 af 1

Statsminister Mette Frederiksen indrømmer nu, at Danmark står i en "uholdbar og sårbar" situation, fordi vi er afhængige af andre lande, når det gælder eksempelvis produktion af vacciner.

Vores håndtering i Europa og ligesindede lande har afsløret en sårbarhed, der er uklog og uholdbar. Jeg ønsker ikke en så stor dansk afhængighed af andre.
Mette Frederiksen, statsminister

– Vores håndtering i Europa og ligesindede lande har afsløret en sårbarhed, der er uklog og uholdbar. Jeg ønsker ikke en så stor dansk afhængighed af andre. Det gælder både produktion af medicin, medicinsk udstyr, raspiratorer, værnemidler, udstyr til test og så videre, lød det fra statsministeren under Folketingets spørgetime onsdag eftermiddag.

Indtil for få år siden producerede Danmark selv vacciner på Statens Serum Institut.

Men i oktober 2015 indgik et flertal bestående af Venstre-regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti en fortrolig aftale om at sælge Statens Serum Instituts vaccineproduktion.

Solgt til Aljomaih Group

Få måneder efter blev den offentlige, danske vaccineproduktion solgt til den saudiarabiske Aljomaih Group.

Salgsprisen lød på 15 millioner kroner. En forsvindende lille købssum, eftersom værdien var anslået til omkring en halv milliard kroner.

Samtidig fik den nye køber en klækkelig huslejerabat, og den danske stat forpligtede sig til i 30 måneder at købe sine børnevacciner hos den saudiarabiske køber.

Samtidig blev Statens Serum Instituts Diagnostica-afdeling – der er specialister i produkter til diagnostik af smitsomme sygdomme – solgt til den svenske kapitalfond Adelis Equity for 250 millioner kroner.

De saudiarabiske ejere af den danske vaccineproducent har i øvrigt sat gang i udviklingen af en vaccine mod corona, skriver selskabet på sin hjemmeside.

Den frasolgte danske vaccinefabrik – der nu hedder AJ Vaccines – har sat gang i udviklingen af coronavaccinen på Amager. Men vaccinen kan ende på verdensmarkedet, hvor den bliver solgt til højestbydende – i stedet for at blive sendt direkte ud til det danske sundhedsvæsen.

Intet svar om privatisering

Selv om statsministeren blev direkte adspurgt flere gange, afviste hun at forholde sig til salget af vaccineproduktionen hos Statens Serum Institut.

– Gode forskere er i gang med at udvikle en vaccine. Vi får brug for at kunne masseproducere en vaccine. Havde statsministeren – i bagklogskabens klare lys – gerne set, at vaccineproduktionen på Statens Serum Institut ikke var blevet solgt? spurgte SF's politiske ordfører Pia Olsen Dyhr.

Også Enhedslistens politiske ordfører gik i kødet på statsministeren:

– I januar 2017 overtog det saudiarabiske firma statens vaccineproduktion. Før det havde Danmark en sikkerhed for, at vi kunne producere vacciner, hvis der opstod behov for det. Vi behøvede ikke bekymre os om at komme til at mangle livsvigtige vacciner under eksempelvis en pandemi. Sådan er det ikke længere. Nu er vi afhængige af partnerskaber med private og kan ikke længere sætte akut gang i en produktion af vacciner, konstaterede Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper.

Hun fortsatte:

– Enhedslisten kaldte vaccineproduktionen for kritisk infrastruktur og sammenlignede den med vores skoler, sygehuse og energiforsyning. Nu står vi så her med et tydeligt behov for en vaccineproduktion på fællesskabets hænder, der kan sikre forsyningen af vacciner, når den bliver udviklet.

Statsministeren måtte medgive, at hun i dag har et bredere syn på, hvad der er kritisk infrastruktur:

– Jeg er ikke afskrækket af at samarbejde tæt med private virksomheder. Jeg har ingen forestilling om, at vi skal have offentlige fabrikker, der producerer visirer eller håndsprit eller udvikler medicinalprodukter. Men når det gælder kritisk infrastruktur, så er det begreb kraftigt udvidet med den måde, verden har udviklet sig på. Risikoen for, at købere går ind i vores kritiske infrastruktur, er taget til. Det, man kalder kritisk infrastruktur, er nødt til at være bredere end det, vi historisk har set. Jeg vil gerne være med til at beskytte den kritiske infrastruktur bedre i Danmark og Europa, lovede statsministeren.

Selvforsyning – på EU-plan

Intet tyder dog på, at statsministeren er klar til at tage vaccineproduktionen tilbage på nationale, statslige hænder. Det tætteste, ministeren kommer en løsning, er at sikre en produktion i EU, i samarbejde med Danmarks øvrige sikkerhedsmæssige allierede: USA og Israel.

Statsministeren vil tage problemstillingen med den manglende selvforsyning op på mødet i Det Europæisk Råd i EU torsdag.

– Vi skal inden efteråret have en national/europæisk hjemmeproduktion blandt ligesindede lande, så vi ikke er så sårbare. Her skal alle, også vaccinespørgsmålet, indgå. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi sikrer en større grad af selvforsynethed på dansk og europæisk plan og vores øvrige tætte samarbejdspartnere. Ideen om, at alle lande hver for sig udarbejder en vaccine, er en forkert strategi. Vi skal gøre det i fællesskab med de andre lande i vores sikkerhedsalliance – herunder også USA, Israel og EU, lød det fra statsministeren.

Statsministeren er dog med på også at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en national strategi:

– Hvis der kommer en ny pandemi eller en anden runde af corona, skal vi ikke stå i en situation, at stærke samfund ikke kan tilvejebringe værnemidler og beskytte sin egen befolkning og sine medarbejdere på ældre- og sundhedsområdet. Vi skal i gang nu med en indenrigserhvervspolitisk strategi i forhold til at få en dansk produktion af værnemidler op at stå, lovede statsministeren.

Kræver vaccineproduktion tilbage

Enhedslistens og SF kræver, at vaccineproduktionen kommer tilbage på offentlige hænder – enten ved at staten køber vaccineproduktionen eller opretter en ny produktion.

Alligevel glæder SF sig over statsministerens udmelding under spørgetimen:

– Det er et stort skridt, at Mette Frederiksen erkender, at det er uklogt og uholdbart, at vi ikke selv kan sikre vaccine og værnemidler, og at hun er klar til at forhandle. SF kommer til at kæmpe benhårdt for, at vi igen kan producere vacciner herhjemme. Ingen kan længere være i tvivl om, at det var en kæmpe fejl at sælge ud af statens vaccineproduktion. Det er helt afgørende for vores sårbarhed i en krise som den, vi står i lige nu, at vi kan skaffe vaccinen, når den kommer, og at vi har værnemidler nok. Derfor skal det på danske hænder igen. Det kan kun gå for langsomt, siger Pia Olsen Dyhr.

SF er bekymret over statsministerens forhåbninger til en løsning på EU-plan:

– Jeg kan godt blive nervøs for, at en europæisk løsning vil strande på et kontor i Bruxelles. Og det er simpelthen ikke nok. Det er vigtigt, at vi bliver helt enige om, at vaccine og værnemidler er kritisk infrastruktur. Derfor skal det tilbage under statens kontrol, siger Pia Olsen Dyhr.

I krig på "det frie marked" 

Verden har allerede fået en forsmag på, hvordan "markedet" reagerer i krisetider med corona. Verdens store nationer kæmper indædt med hinanden for at få fat i værnemidler, eksempelvis mundbind.

Priserne på værnemidler er presset højt i vejret, og det er sket flere gange, at amerikanerne overbyder sig selv på markedet.

USA bliver af tyskerne beskyldt for 'moderne pirateri', og det er ikke bare en enkelt nation, der ikke er tilfreds med amerikanernes ageren på markedet for værnemidler.

Den seneste historie handler om 200.000 masker, der ifølge tyskerne skulle være gået til det tyske politi. I stedet endte de i hænderne på amerikanerne. Det skriver The Guardian.

LÆS OGSÅ: Professor i sundhedsret: Er vi trygge ved at vaccineproduktion er ude af vores hænder?

Var advaret om salg

Sundhedsstyrelsen slog allerede i 2004 fast, at den bedste måde at sikre forsyningen af vacciner i Danmark er ved at sikre, at produktionen er på nationale – og altså ikke udenlandske – hænder.

"Sundhedsstyrelsen finder, at den optimale måde at sikre vaccineforsyningen i Danmark i en pandemisituation vil være en national produktion af influenzavaccine. SSI oplyser, at det er muligt at omstille instituttets vaccineproduktion fra poliovaccine til influenzavaccine", lyder budskabet fra Sundhedsstyrelsen i Rigsrevisionens beretning om Statens Serum Institut fra 2004.

I 2008 udgav Beredskabsstyrelsen en rapport, der indeholder en ret præcis forudsigelse af den coronapandemi, vi nu oplever.

"Et nyt og aggressivt influenzavirus forårsager en alvorlig og langvarig pandemi. De første udbrud konstateres i Sydøstasien, men på under én måned ses de første tilfælde i Danmark, efter at flypassagerer har bragt virus med sig til lufthavne i Europa og videre på tværs af landegrænser. Danmark og alle dets nabolande påvirkes lige alvorligt. Det nye virus er yderst smittefarligt, og der er ingen immunitet i befolkningen fra tidligere influenzaepidemier. Alle aldersgrupper rammes omtrent lige hårdt. Der er kort inkubationstid, og de fleste, der smittes, oplever udpræget sygdomsfornemmelse med pludselig høj feber, luftvejssymptomer, hovedpine og muskelsmerter. Smitte sker oftest efter sygdomsudbrud, men kan også ske fra personer med få eller ingen symptomer".

Beredskabsstyrelsen konkluderer at: "Der hersker ikke tvivl om, at vi igen vil opleve en pandemi".

Første del af artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. apr. 2020 - 12:41   23. apr. 2020 - 11:13

Corona

ml@arbejderen.dk
Salg af statens vaccineproduktion
  • I september 2012 besluttede den daværende regeringens Økonomiudvalg med tidligere finansminister Bjarne Corydon (S) i spidsen at udarbejde en analyse med henblik på at sælge vaccineproduktionen på Statens Serum Institut.
     
  • I juni 2013 anbefaler konsulentfirmaet PwC at sælge vaccineproduktionen og værdiansætter produktionen til 285 millioner kroner.
     
  • I foråret 2014 beslutter regeringens Økonomiudvalg at sætte vaccineproduktionen til salg.
     
  • I oktober 2015 indgår samtlige Folketingets partier – på nær SF, Enhedslisten og Alternativet – en aftale om at sælge Statens Serum Instituts vaccineproduktion.
     
  • I 2016 bliver Statens Serum Instituts vaccineproduktion solgt til det saudiarabiske selskab Aljomaih Group for 15 millioner kroner.
     
  • I forbindelse med salget forpligter den danske stat i 30 måneder til at købe vacciner til børnevaccinationsprogrammet fra Aljomaih Groups datterselskab AJ Vaccines, som nu har overtaget vaccineproduktionen på Statens Serum Institut.
     
  • Kort efter salget beslutter Rigsrevisionen af egen drift at udarbejde en tilbundsgående undersøgelse af salget af vaccinefabrikken. Rigsrevisionen retter en skarp kritik af Sundhedsministeriets håndtering af salget og opgør statens samlede tab på salget til et sted mellem 1,3 og 1,8 milliarder kroner.