23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ekspertgruppe anbefaler mere brug af arbejdsfordeling

Udfasning af hjælpepakker

Ekspertgruppe anbefaler mere brug af arbejdsfordeling

Regeringens økonomiske ekspertgruppe anbefaler udfasning af hjælpepakkerne og mere fokus på eksempelvis arbejdsfordeling. Ordningen bør dog revideres.

Arbejdsfordelingsordningen er skabt med henblik på at kunne anvendes i forbindelse med midlertidige tilbageslag i efterspørgslen, påpeger økonomisk ekspertgruppe.
FOTO: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
1 af 1

I stedet for hjælpepakker med lønkompensation bør virksomhederne gøre mere brug af arbejdsfordeling.

Således lyder et af forslagene fra regeringens økonomiske ekspertgruppe, som onsdag offentliggjorde sine anbefalinger til udfasningen af de hjælpepakker, der blev indført i forbindelse med coronanedlukningen.

 Dagpenge-ydelsen kan eksempelvis øges med 25 procent af forskellen mellem den forudgående løn og dagpengemaksimum.
Økonomisk ekspertgruppe

– Hjælpepakkerne har udført en meget vigtig rolle – men nu er tiden kommet til den næste fase i den økonomiske politik, siger professor Torben M. Andersen, som har været formand for den tre-personers ekspertgruppe.

De øvrige to deltagere har været professor Michael Svarer og professor Philipp Schröder.

Den økonomiske ekspertgruppe anbefaler, at kompensationsordningerne med direkte støtte ophører den 8. juli, når de udløber – dog med en række undtagelser. Eksempelvis bør lønkompensationsordningen forlænges midlertidig for erhverv, der er tvangslukket. 

Arbejdsfordeling bør justeres

I stedet for direkte støtte bør der iværksættes andre initiativer, og her peget ekspertgruppen blandt andet på arbejdsfordelingsordningen, "der netop er skabt med henblik på at kunne anvendes i forbindelse med midlertidige tilbageslag i efterspørgslen", hedder det i rapporten.

Ordningen gør det muligt for virksomheder at sætte lønmodtagere ned i arbejdstid i en periode, mens de går ledige andre dage. Ansatte, som er medlem af en a-kasse, kan få supplerende dagpenge.

Ekspertgruppen mener dog, at den nuværende arbejdsfordelingsordning kan indrettes mere hensigtsmæssigt, og foreslår derfor, at der indledes trepartsdrøftelser om en justering af ordningen.

Ekspertgruppen opridser en række "stilleskruer", som der bør ses nærmere på. Blandt andet kan der indføres et lønbidrag fra arbejdsgiver i perioder med hjemsendelse, og det kan "overvejes at øge dagpengebetalingen til et niveau, der ligger over det generelle dagpengemaksimum. Dagpengeydelsen kan eksempelvis øges med 25 procent af forskellen mellem den forudgående løn og dagpengemaksimum".

Medlemskab af a-kasse

Ekspertgruppen foreslår også, at det kan overvejes midlertidigt at give mulighed for, at ikke-forsikrede i forbindelse med arbejdsdeling kan opnå medlemskab af en a-kasse og dermed mulig dagpengeret.

"Dette skal ses i lyset af den ekstraordinære situation, som coronakrisen har medført", hedder det. Konkret foreslår det at stille krav om "indbetaling af a-kasse-bidrag svarende til et års medlemskab bagudrettet og krav om medlemskab mindst et år frem".

Specielt det sidste forslag huer ikke formanden for Dansk Metal:

– Det virker for mig helt håbløst, at man nærmest skal belønnes for ikke at ville være med i en a-kasse og bidrage til finansieringen af den danske a-kassemodel. Det er direkte en ommer, og det håber jeg virkelig ikke, regeringen lytter til, siger forbundsformand Claus Jensen.

Eksporterende virksomheder

Han mener også, at det er en fundamental fejl, at ekspertgruppen ikke anbefaler, at lønkompensationsordningen fortsætter for de eksporterende erhverv:

– Lektien fra finanskrisen var klart, at taber vi industriarbejdspladser i en krise, så mister vi permanent de arbejdspladser. Det vil være det samme, vi står i nu, hvis ikke lønkompensationsordningen fortsætter for de eksporterende virksomheder. Vi vil stå over for tusindvis af fyringer, som vi aldrig får tilbage. Jeg er dybt forundret over, at de ikke i høj nok grad tager de hensyn med, siger Claus Jensen.

Også en række erhvervsorganisationer er utilfredse med forslaget om at droppe alle hjælpepakker den 8. juli.

– Der er brug for en mere glidende overgang end det, som ekspertgruppen lægger op til. Vi skal sikre en klog overgang fra hjælpepakker til grøn genstart, siger direktør Kent Damsgaard fra DI.

Regeringen indbyder til forhandlinger

Noget tyder på, at regeringen har lyttet til erhvervsorganisationerne.

Onsdag lød meldingen fra finansminister Nicolai Wammen, at regeringen er klar til at forlænge ordningen med lønkompensation til august, fordi det ikke er optimalt at lade ordningen slutte 8. juli, som er midt i sommerferien.

– Regeringens indstilling vil være, at vi vil se på, om der er dele af hjælpepakkerne, det giver mening at have i en længere periode. Det kunne være til august, sagde Wammen ifølge Ritzau.

Han vil i næste uge mødes med Folketingets partier for at drøfte hjælpepakkerne.

Fokus på arbejdsløse

Og Enhedslistens Pernille Skipper kommer gerne. Partiets fokus i forhandlingerne vil være på de mange, som er bange for at miste jobbet, når hjælpepakkerne forsvinder. 

– Enhedslisten kommer til forhandlingerne med forslag om et dagpengetillæg, og at man som fyret ikke skal bruge af sin dagpengeperiode eller være underlagt 225-timers reglen i kontanthjælpssystemet frem til 1. januar. Men vi vil også forbedre muligheder for efteruddannelse og jobrotation, så de arbejdsløse har en chance for at få et nyt job i en anden sektor.

– Der er mange gode forslag i ekspertgruppens rapport, men de er ikke helt i mål, når det kommer til de arbejdsløse, og der mangler slet og ret et fokus på efter- og videreuddannelse, siger Pernille Skipper.

Ekspertgruppen foreslår blandt andet, at arbejdsløse, der opbruger retten til at få dagpenge i løbet af de kommende tre måneder, ekstraordinært får forlænget dagpengeperioden med tre måneder.

– Som en del af en samlet pakke er der i den grad behov for en økonomisk håndsrækning til de titusindvis af ledige, der er meget hårdt ramt af krisen, siger 3F’s forbundsformand Per Christensen.

– Jeg tolker rapporten derhen, at vismændene også har deres opmærksomhed rettet mod de ledige, siger han til Fagbladet 3F.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. maj. 2020 - 16:10   29. maj. 2020 - 12:15

Coronakrise

bi@arbejderen.dk
Grundprincipper for afvikling af hjælpepakker

Regeringens økonomiske ekspertgruppe, som består af professor Torben M. Andersen (formand), professor Michael Svarer og professor Philipp Schröder, har fremlagt en række konkrete forslag til afvikling af hjælpepakkerne efter følgende principper:

  • Hjælpepakkerne bør afvikles snarest, da de samfundsøkonomiske ulemper ellers vil overstige gevinsterne.
  • Afviklingen skal understøtte, at kommercielt bæredygtige virksomheder, der er ramt af krisen, hurtigst muligt igen kan stå på egne ben.
  • Ordningerne, der sigter på at styrke virksomhedernes likviditet, får større vægt i en overgangsperiode, idet de indebærer målretning mod kommercielt bæredygtige virksomheder.
  • Kompensationsordningerne med direkte støtte (fx faste omkostninger, lønkompensation og kompensation til selvstændigt erhvervsdrivende m.fl.) ophører den 8. juli. Der er peget på enkelte helt konkrete forslag til udvalgte overgangsordninger, ligesom det foreslås, at den eksisterende arbejdsfordelingsmodel forbedres.
  • Der bør desuden igangsættes et arbejde med at vurdere de nye sundhedskrav til erhvervslivet med henblik på at sikre, at de sundhedsmæssige gevinster står mål med de erhvervsøkonomiske omkostninger.