06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SOS Racisme tilfreds med Paludan-dom

Tre måneders fængsel til Stram Kurs-leder

SOS Racisme tilfreds med Paludan-dom

SOS Racisme glæder sig over fængselsdommen til Rasmus Paludan. Det er vigtigt at få slået fast, at Rasmus Paludans ytringer ikke er omfattet af ytringsfriheden, mener SOS Racisme.

Rasmus Paludan blev torsdag eftermiddag idømt tre måneders fængsel for blandt andet racisme.
FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
1 af 1

Hos SOS Racisme bliver dagens fængselsdom over Rasmus Paludan mødt med glæde og lettelse.

– Dommen kunne ikke være anderledes. Det kan ikke passe, at vi har en racismeparagraf og samtidig har en mand gående frit rundt og sviner muslimer til og truer dem med etnisk udrensning i boligkvarterer, hvor der bor store andele af muslimer, siger Jette Møller fra SOS Racisme til Arbejderen.

Det kan ikke passe, at vi har en racismeparagraf og samtidig har en mand gående frit rundt og sviner muslimer til og truer dem med etnisk udrensning i boligkvarterer, hvor der bor store andele af muslimer.
Jette Møller, SOS Racisme

Lederen af Stram Kurs, Rasmus Paludan, blev torsdag eftermiddag idømt tre måneders fængsel ved Retten i Næstved.

Den ene måned er ubetinget og skal afsones.

– Det er vigtigt at få slået fast, at Rasmus Paludans ytringer ikke er omfattet af ytringsfriheden. Hans udtalelser er hadtale. Og det er forbudt. Danmark har forpligtet sig til at bekæmpe hadtale, som eksempelvis når Paludan kalder koranen for en "luderbog". Han misbruger sin ytringsfrihed til at opildne til had. Og så er man ikke længere beskyttet af retten til ytringsfrihed. Det har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol flere gange slået fast, forklarer Jette Møller.

Hun uddyber:

– Den danske racismeparagraf slår fast, at det er forbudt at true, håne eller nedværdige en gruppe personer på grund af deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse. Danmark har i FN skrevet under på, at vi skal bekæmpe hadefuld tale. Jeg kan ikke forestille mig noget mere hadefuldt end det, den mand har turneret rundt med i flere år.

Paludan var tiltalt for ikke mindre end 14 lovovertrædelser – heriblandt racisme, æreskrænkelse og hasarderet kørsel.

Dømt for racisme og hasarderet kørsel

Rasmus Paludan blev blandt andet dømt for at have overtrådt straffelovens paragraf 266b – den såkaldte racismeparagraf.

"Retten fandt det bevist, at tiltaltes udtalelser var forhånende og nedværdigende overfor en befolkningsgruppe og havde en sådan grovhed, at de var omfattet af straffelovens § 266b", oplyser Retten i Næstved blandt andet.

Rasmus Paludan og hans forsvarer mente, at han skulle frifindes for racisme, fordi hans udtalelser er fremsat som led i hans politiske arbejde som formand for et parti.

Men retten var af en anden mening og kendte Paludan skyldig i samtlige forhold.

"Retten fandt ikke grundlag for at anse udtalelserne som led i en saglig politisk debat, og hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontroversielle samfundsanliggender kunne ikke føre til at anse udtalelserne for straffri", skriver Retten i Næstved om dommen.

For eksempel siger Rasmus Paludan i en video, at: "Danskerne og Danmark er alt for højt udviklet og avanceret til at kunne sameksistere med det meget lavtstående muslimske kulturaffald".

Ifølge anklagemyndigheden er det propagandavirksomhed og en skærpende omstændighed, at Paludans udtalelser blev lagt op som videoer på YouTube- og Facebook-sider tilhørende Stram Kurs. Det gav retten anklageren medhold i.

– Rasmus Paludan bruger ovenikøbet sine racistiske udtalelser som propaganda. Det er vigtigt, at retten slår fast, at han udøver propaganda, og det er en skærpende omstændighed. På Blågårds Plads sidste år lykkedes det Paludan at få det hele til at eksplodere. Han bruger had som politisk propaganda til at få tilslutning til sit parti. Det er vigtigt, at retten slår fast, at det er en skærpende omstændighed, siger Jette Møller.

Rasmus Paludan var også tiltalt for at have bragt en anden persons liv i fare, da han ifølge anklagemyndigheden kørte hasarderet med en person liggende på kølerhjelmen af sin bil. 

Rasmus Paludan var også tiltalt for at have bragt en anden persons liv i fare i Sorø i januar sidste år. Her møder Paludan en gruppe unge mænd, og der indledes en diskussion. Partilederen sætter sig ind i sin bil for at køre væk, men en af mændene stiller sig foran og forhindrer dermed Paludan i at køre.

Episoden er filmet og ligger på YouTube. Her kan man se en ung mand i en hvid bluse, sorte bukser og kasket gå baglæns 10-15 meter, inden han havner på kølerhjelmen af Rasmus Paludans Audi. Paludan reagerer ved at gasse op, så bilen laver hjulspin og fortsætter 50 til 100 meter.

Herudover krævede anklageren også Paludan – der er advokat – frakendt retten til at have med straffesager og sager om fri proces at gøre i en periode.

Retten frakendte Paludan retten til at beskæftige sig med straffesager og sager vedrørende fri proces i tre år.

Herudover blev han frakendt førerretten i et år.

Endelig skal Paludan betale en bøde på 8500 kroner samt en erstatning på 30.000 kroner til forurettede i forholdet om æreskrænkelse.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at Rasmus Paludan bliver tiltalt – og dømt – for at have overtrådt racismeparagraffen.

I juli sidste år dømte Østre Landsret Rasmus Paludan skyldig i racisme. Dengang fik Rasmus Paludan 14 dages betinget fængsel.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jun. 2020 - 10:58   25. jun. 2020 - 16:20

Højreekstreme

ml@arbejderen.dk