"Mit pædagogiske virke er blevet til nødværge og langvarigt omsorgssvigt af vores allersvageste samfundsborgere", skriver Lene Reinseth Koch i et debatindlæg i Politiken i januar i år.

Folk blev kørt ned af at arbejde på den måde. Til sidst kørte jeg selv ned med angst og stress. Jeg fik hjertebanken og havde det psykisk meget dårligt.
Lene Reinseth Koch

Indlægget er skrevet på baggrund af erfaringer fra 22 års arbejde på et socialpsykiatrisk bosted i Københavns Kommune. Læserbrevet førte til, at Lene Reinseth Koch blev indkaldt til samtale med ledelsen, der ikke var tilfreds med hendes beskrivelse af forholdene. 

Det er ikke første gang, at Lene Reinseth Koch har råbt højt om de umenneskelige forhold, beboerne i socialpsykiatrien lever under, og heller ikke første gang, at hun er blevet kaldt til samtale på baggrund af sin kritik.

I årevis har hun forsøgt at råbe ledelsen og de ansvarlige politikere op, dels ved at rejse kritikken internt og ved at skrive til politikerne, men også ved aktiv deltagelse i den offentlige debat. Ud over stribevis af læserbreve har Lene Reinseth Koch også sin egen blog på nettet. I dag starter hun også som blogger i Arbejderen.

>> LÆS OGSÅ: Et liv med spiseforstyrrelse – et glimt af Saras liv

Ansvar for liv og død

I sin første blog skriver Lene Reinseth Koch om 37-årige Sara, der siden barndommen har lidt af en alvorlig og livstruende spiseforstyrrelse. I dag vejer hun 37 kilo, og kroppen er slidt og skadet efter mange års sygdom. Lene Reinseth Koch var kontaktperson for Sara, hvis navn er opdigtet af hensyn til kvinden.

– Det var overvældende. Hun var indstillet til at bo på det socialpsykiatriske bosted, hvor jeg arbejdede, men i virkeligheden var hun alt for syg til at være der. Hun er kronisk syg og har brug for massiv og højt specialiseret støtte, og så bliver hun anbragt på et bosted, hvor ressourcerne er skåret helt i bund. Vi står med ansvaret for liv og død uden at have de nødvendige forudsætninger. Vi skal bare kunne rumme de her meget komplekse problemer, fordi Københavns Kommune har så få specialiserede tilbud, siger Lene Reinseth Koch.

Hun fortæller, hvordan der på bostedet er 18 kontaktpersoner spredt ud over alle ugens timer til at tage sig af de 51 beboere, der har meget forskellige komplekse problemer, der betyder, at de er afhængige af støtte 24 timer i døgnet.

Her er mennesker med misbrug og alle mulige forskellige psykiatriske diagnoser som for eksempel skizofreni, OCD med tvangstanker, angst og mange andre lidelser. I takt med nedskæringer på de psykiatriske afdelinger på sygehusene har de ansatte i socialpsykiatrien skullet tage sig af langt mere syge borgere, der før ville have været indlagt. På Thorugården er der også psykisk syge med behandlingsdomme.

– Vi skal hjælpe alle de her mennesker med at få en tålelig hverdag. Få dem til læge og tandlæge, støtte dem i at passe deres bolig, hjælpe med indkøb og tøjvask, give medicin og meget andet, forklarer Lene Reinseth Koch.

– I den tid, jeg har været ansat, er mange også døde. Det er også vores ansvar at sørge for, at de får en værdig afslutning på livet. For mange er vi det primære netværk. Jeg har sagt farvel til mange i de 22 år, tilføjer hun.

I for eksempel weekenderne og i aftentimerne, hvor bemandingen er lavest, er der ofte kun fire ansatte inklusiv studerende og vikarer til at tage sig af de 51 beboere.

Det betyder, at der kun er tid til at tage sig af de mest presserende opgaver som for eksempel medicinudlevering og dokumentation.

Mange ressourcer går til dokumentation

Da Lene Reinseth Koch startede for 22 år siden, fyldte en handleplan for en beboer typisk en enkelt håndskreven side. I dag fylder den omkring 10 sider, og en sådan plan skal laves hver fjerde måned. Derudover kommer al den daglige dokumentation.

– Dokumentationsarbejdet er kommet til at fylde helt vildt meget. Det handler meget om at kunne holde ryggen fri, hvis der sker noget. Ressourcerne bliver brugt på at dokumentere, i stedet for at se på om menneskerne på stedet trives. Det kan for eksempel være en lang beskrivelse af, hvor dårlig en beboer er. Vi bruger tid på at skrive i stedet for at hjælpe den, det handler om. Vi bruger så meget tid på at skrive os ud af problemerne, konstaterer hun.

Lene Reinseth Koch har taget en særlig uddannelse som ernæringsrådgiver og har også fået et kursus i brug af alternativer til medicin. Begge dele ville beboerne på Thorupgåden kunne have stor gavn af. Mange er overvægtige og fejlernærede, ligesom stort set alle bruger rigtig meget medicin med mange bivirkninger.

– Jeg har lært, hvordan man kan bruge akupunktur i stedet for at give sovemedicin og beroligende medicin. Det brugte vi meget en overgang. Men det er hurtigere at give en pille, så i dag er det stort set droppet igen. Det er mega frustrerende. Det samme med uddannelsen som ernæringsrådgiver. Tiden har aldrig rigtig været der til at kunne bruge den viden.

Corona betød øget pres

Da store dele af landet lukkede ned i marts på grund af coronaepidemien, blev forholdene på bostedet endnu mere pressede. Ved nødberedskabet under nedlukningen blev bemandingen skåret helt ned til kun tre ansatte på en dagvagt. 

– Vi skulle stadig klare arbejdet med at give medicin, pleje, dokumentere, hjælpe med alt muligt og fik samtidig ekstra opgaver som for eksempel servering af mad på grund af coronarestriktionerne. Vi havde vildt travlt, fortæller Lene Reinseth Koch. 

– Folk blev kørt ned af at arbejde på den måde. Jeg var arbejdsmiljørepræsentant, og alle kom til mig med deres problemer over arbejdsforholdene. Men jeg havde ingen at gå til. Ledelsen anerkendte ikke, at vi var slidt ned til sokkeholderne. Til sidst kørte jeg selv ned med angst og stress. Jeg fik hjertebanken og havde det psykisk meget dårligt, forklarer Lene Reinseth Koch.

Hun er ikke i tvivl om, at arbejdspresset bærer hovedansvaret for hendes stressnedtur, men erkender, at det, at hun samtidig blev skilt efter 13 års ægteskab, også spillede ind. På alle planer var det en personligt svær situation.

Sygemeldingen fra jobbet skabte meget hurtigt en stor ro hos Lene. I dag har hun også fundet ny bolig ovenpå skilsmissen og er klar til at tage fat på arbejdet i socialpsykiatrien igen. Det bliver dog ikke på bostedet på Nørrebro. Det job sagde hun op, fordi hun ikke kunne holde det ud længere.

– Jeg var ikke den eneste. Fire kollegaer sagde op på samme tid, uden at vi havde talt sammen om det. Det betyder, at jeg er klar over, at det ikke er mig, der er noget galt med. Det er en trøst.

Klar til nyt job

Den 1. september starter Lene Reinseth Koch på sit nye job på et socialpsykiatrisk botilbud på Amager.

– Jeg glæder mig. Jeg kender min nye chef som en, der er oprigtigt interesseret i de her mennesker og kæmper for, at de får gode vilkår, siger hun. 

Egentlig var det et tilfælde, at Lene Reinseth Koch kom til at arbejde indenfor socialpsykiatrien. Da hun startede på sin tidligere arbejdsplads på Nørrebro, var det plejehjem, men overgik gradvist til at blive et socialpsykiatrisk bosted. 

– Jeg ville aldrig selv havde valgt psykiatrien. Den kom til mig. I starten var jeg hunderæd for det vanvittige og skæve, men jeg fandt ud af, at det passede til mig. Ens tolerancetærskel rykker sig. Man bliver enormt tolerant af det her arbejde. 

Livslang uddannelse

Allerede som 18-årig fandt Lene Reinseth Koch ud af, at hun ville arbejde med mennesker. Da var hun gravid med sit første barn og på kontanthjælp. Som led i et "ung i arbejde-projekt" blev hun sendt ud at arbejde på et plejehjem og blev enormt glad for det. 

– Jeg var der under hele graviditeten. Og jeg startede på uddannelsen som social- og sundhedshjælper, efter at jeg havde fået min søn. Lige efter at jeg var færdig med hjælper-uddannelsen, startede jeg på uddannelsen som SOSU-assistent. Undervejs fik jeg mit andet barn, så da jeg var færdig som SOSU-assistent i 1998, havde jeg to børn. Jeg startede så på at læse HF-enkeltfag, fordi jeg aldrig havde fået en studentereksamen. Jeg flyttede hjemmefra som 17-årig og vidste ikke, hvad jeg ville med mit liv.

Senere uddannede Lene Reinseth Koch sig som socialpædagog, og hun oplever i dag, at SOSU-uddannelsen og pædagoguddannelsen spiller rigtig godt sammen og giver hende en alsidig faglighed.

På trods af de mange år der indtil nu er brugt i uddannelsessystemet, er Lene ikke færdig med at dygtiggøre sig. Hun drømmer om at tage en kandidatgrad indenfor pædagogik og måske læse psykologi.

– Arbejdet indenfor socialpsykiatrien er tungt. Det tror jeg ikke, at jeg kan holde til i de godt 20 år mere, jeg skal være på arbejdsmarkedet. På sigt kunne jeg godt tænke mig noget arbejde som konsulent eller superviser, forklarer hun.

Men lige nu gælder det jobbet på Amager og så det ekstrajob på omkring ni timer om ugen som SOSU-assistent indenfor rehabilitering i Gentofte Kommune, som Lene Reinseth Koch har haft gennem de seneste år.

– Jeg kan godt li' at arbejde. Det er meningsfyldt for mig. Jeg er ikke så god til at holde fri, erkender hun.

I den smule fritid, der bliver tilovers, nyder Lene Reinseth Koch at være sammen med børn og børnebørn eller være aktiv med at løbe, skrive eller strikke. 

Sin blog i Arbejderen vil hun bruge til at beskrive psykiatriens gode og mindre gode sider.

– Jeg vil give et blik ind i en verden, mange ikke kender noget til. Jeg vil være kritisk, men vil også komme med de gode fortællinger, siger hun.