Uligheden i sundhed vokser i Danmark. 

De lavest lønnede med færrest skoleår dør tidligere, har ringere helbred, lavere fødselsvægt og flere dødfødsler. Og det går den forkerte vej år for år. Kløften mellem rig og fattig, uddannet og ufaglært bliver større.

Klasseskellene og uligheden i sundhed begynder allerede, før man bliver født – på fosterstadiet.

Det viser en ny stor rapport fra Statens Institut for Folkesundhed.

En 30-årig, som udelukkende har grunduddannelse, kan forvente at leve seks år kortere end en person med en erhvervsfaglig, gymnasial eller videregående uddannelse. Mellem den fattige og den rige del af Aalborg eller København er mange års forskel i levealder. Og samtidig er der stor forskel i det helbred, man lever med.

Ifølge rapporten er kortuddannede oftere syge, har værre sygdomsforløb og dør tidligere end de højtuddannede.

Det er ikke nyt. Rapporten fastslår noget, som allerede Martin Andersen Nexø sagde i sidste århundrede: Klasseskellene og uligheden i sundhed begynder allerede, før man bliver født – på fosterstadiet. Det gælder stadig. Klassesamfundet sørger så for at forstærke uligheden igennem livet.

Fysisk belastende arbejde gør for eksempel en kæmpe forskel. Derfor er det også vanvittigt, at der er blevet skåret så kraftigt på den danske arbejdsmiljøindsats de seneste 10 år, samtidig med at vi skal arbejde i stadigt flere år.

Myndighedernes svar på uligheden i leveår og helbred har ofte været moraliserende kampagner med fokus på den enkeltes livsstil.

De nye fakta om klasseskellene i sundhed gennemhuller argumentet om, at vi kan arbejde længere, fordi vi lever længere og har det bedre. Det gælder helt tydeligt ikke alle. Vi har et samfund, hvor arbejderklassen dør tidligere end den burde, mens politikerne taler om “incitamenter” og “arbejdsudbud”, der kun har til formål at øge profitten på bekostning af vores rettigheder, levevilkår og helbred.

Nedskæringer i sundhedsvæsen, pleje og sociale ydelser er vand på samme mølle. 

Kampen for livet er en social kamp for lighed og retfærdighed, og det er en faglig kamp for et arbejde, vi ikke bliver syge eller dør af. Det er ikke for meget forlangt.