Ny rapport fra Sundhedsstyrelsen viser, at uligheden i sundhed i Danmark er et omfattende og voksende problem, som manifesterer sig fra vugge til grav. Hvad der er årsagen, og hvordan problemet skal løses, bliver debatteret flittigt.
Sygdom, fattigdom og kort uddannelse er altså ikke udtryk for en karakterbrist. Levevis er ikke et valg, men et vilkår.
Morten Sodemann, professor
Rapporten kortlægger udviklingen i social ulighed i sundhed i perioden 2010-2017 målt på uddannelsesniveau. Uligheden er målt på 69 indikatorer og favoriserer dem med lang uddannelse på hele 63 af indikationerne.
Morten Sodemann er professor i infektionsmedicin ved Syddansk Universitet. Han mener, at uligheden i uddannelse, indkomst og sygdom er politisk skabt, og at det er politiske beslutninger, som er årsagen til, at uligheden i sundhed vokser. Han oplever, at politikerne ser bort fra de grundlæggende sammenhænge mellem ulighed og sundhed, når de træffer beslutninger. Han siger til Arbejderen:
– Måske er det, fordi vi i realiteten hverken kan eller ønsker at kunne forstå ulighedens væsen, dens virkemidler og mekanismer. Sygdom, fattigdom og kort uddannelse er altså ikke udtryk for en karakterbrist. Levevis er ikke et valg, men et vilkår.
Hjælp til at træffe sunde valg
Sundhed- og ældreminister Magnus Heunicke (S) er fortørnet over resultaterne i Sundhedsstyrelsens ny rapport, som han mener "er et brud på den samfundskontrakt, vi har bygget op."
Han forklarer til Politiken, at en ændring af udviklingen kræver en gennemgribende ændring i de strukturer, der fastholder den sociale ulighed i sundhed:
– Vi kan ikke bare lade det være op til den enkelte at træffe nogle sunde valg og lave nogle kampagner om det.
Magnus Heunicke mener i stedet, at uligheden i sundhed skal løses med forbud og afgifter på tobak, spiritus og usunde fødevarer.
Morten Sodemann kritiserer, at politikere gør ulighed i sundhed til en sag om, at de fattige og mindre uddannede syge ryger og drikker for meget, spiser usundt og dyrker for lidt motion.
Politikerne udelader samtidigt data som for eksempel, at problemer med ensomhed, som er størst blandt mennesker i fattigdom, er lige så skadelige for helbredet som at ryge 15 cigaretter dagligt.
– Eller at barrieren for at komme over i træningscentret kan være stor, når kroppen værker efter en lang dags hårdt fysisk arbejde, forklarer Sodemann.
Lavtuddannede har mindre gavn af behandling
En af konklusionerne i Sundhedsstyrelsens rapport er, at der også er ulighed i, hvor rask patienter med henholdsvis kort og lang uddannelse bliver af deres behandling i sundhedsvæsenet. Patienter med lang uddannelse med hjerte-kar-sygdomme og en række kræftformer har således større chance for at være i live fem år efter behandlingen end patienter med kort uddannelse.
Morten Grønbæk er direktør for Statens Institut for Folkesundhed. Han forklarer, at når højtuddannet og lavtuddannet får præcis samme kræftsygdom, vil den højtuddannede leve længere og komme tilbage på arbejdet væsentligt hurtigere end den lavtuddannede.
Han mener, at forskellen blandt andet afhænger af, om man har stillesiddende eller manuelt arbejde, men også af den enkeltes ressourcer til at modtage de rehabiliteringstilbud, der er. Han udtaler til Politiken:
– En del af dem, der kommer ind i behandlingssystemet, forstår ikke rigtig, hvad lægen siger. Lægen er jo en højtuddannet, som nogle vil opleve taler sort.
Morten Sodemann mener, at problemet bunder i noget mere grundliggende. Han siger:
– Vi lærer at være syge gennem relationer, forhandlinger og interaktioner med sociale netværk og samfundets sundhedsstrukturer. Hvornår man søger læge, og hvad man søger læge for, afhænger af netværket, erfaringer og relationer.
Dem med kort uddannelse har ikke samme vilkår og tradition som dem med længere uddannelse, forklarer han.
Kræftens Bekæmpelse har lavet en hvidbog, som viser, at det kan være svært at forklare noget af uligheden i den behandling, man får. Når analysen justeres for overordnede forskelle, viser det sig, at folk med kortere uddannelse, der får forskellige kræftsygdomme, får mindre intensiv behandling, mindre grad af strålebehandling og mindre kemo- og immunterapi end folk med højere uddannelse. Folk med lav indkomst har desuden lavere sandsynlighed for at blive opereret for lungekræft end de højtuddannede.
Et politisk valg
Morten Sodemann mener, at politikerne bevidst har nedprioriteret lighed i sundhed.
Han nævner som eksempel, at regionerne i de første år efter deres oprettelse, havde påtaget sig rollen at udrydde ulighed i sundhed.
– Dét projekt fik Venstre-regeringen og dens daværende støtter sat en stopper for, da man afledte regionernes opmærksomhed på de udsatte ved at sætte dem til at bygge og finde penge til supersygehuse, new public management, overstrukturering, hyperdokumentation, udredningsret, diagnosegaranti og private sundhedsforsikringer, der har skabt en motorvej for småproblemer uden om det almindelige offentlige sundhedsvæsen, siger Morten Sodemann:
– Der var fra politisk hold og hospitalsledelsens side fokus på effektiv og hurtig behandling.
Professoren peger desuden på indførelse af kontanthjælpsloft, integrationsydelsen, tolkegebyret, faldende antal praktiserende læger i udsatte by- og landområder og tobakspriser som eksempler på, hvordan ulighed i sundhed kan skabes af politiske beslutninger.
De ansatte og ledernes rolle
Sundhedsprofessionelle opfatter, ifølge Morten Sodemann, generelt socialt udsatte og andre særligt sårbare patienter som et problem i sundhedsvæsenet. Sundhedsvæsenets rolle er stiltiende defineret af flertallet, nemlig middelklassen, mener han og spørger polemisk:
– Hvem siger, det ikke er omvendt, nemlig at sundhedsvæsenet primært er for de ressourcefattige, udsatte og sårbare patienter, og at det er middelklassens patienter, der forstyrrer produktionen? Hvem er det egentlig, der støjer mest?
Han fortsætter:
– Vi ved, der er ulighed i sygehusbehandling på alle områder, ikke mindst kræft- og hjertekarsygdomme. Men vi ved ikke præcist hvorfor, og hvilken rolle læger og sygeplejersker spiller i denne ulighed.
– Dét skal der forskes i, men netop det fokus er ubehageligt for sygehusene og dets ansatte, der hellere så, at ulighed udelukkende var et socialt problem, som sygehusene ikke har et ansvar for.
Dyrt for samfundet
Morten Sodemann nævner, at uligheden i sundhed ifølge en OECD-rapport hvert år koster samfundet 50 milliarder kroner i tabt førlighed, arbejdsliv og livslængde. Han nævner til sammenligning, at sundhedsvæsenet årligt koster 114 milliarder kroner om året i alt.
– De fattige og kortuddannede ville ikke være nær så dyre at hjælpe, hvis sundhedsvæsenet var indrettet lige så godt til dem, som det er til de rige og veluddannede. Som det er nu, gør vi sårbare mere sårbare.
Han tilføjer, at uligheden på arbejdsmarkedet og det for lavt prioriterede fokus på arbejdsskader er et problem, som sundhedssektorens personale burde have meget mere fokus på. Både arbejdsmæssigt, men også sundhedspolitisk.
– Sundhedsmedarbejderne burde, ligesom klimaaktivisterne, gå i strejke hver fredag og kræve, at der gøres op med årsagerne til de mange arbejdsskader, slutter Morten Sodemann.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278